Samlinger

Tyrehoved, bemalet gips

invnr: AMCN/1984/1351
priref: 1150103794

Billeder:


  • Emne: Anne Marie Carl-Nielsen: Tyrehoved.
    Ophavsperson: Anne Marie Carl-Nielsen

Beskrivelse

Tyrehovedet er del af en skulpturgruppe, der gengiver en scene, hvor to løver nedlægger en tyr. Gruppen har muligvis indgået i gavludsmykningen på det gamle Athenetempel på Akropolis i Athen (dateret ca. 550-540 f.Kr.).

Den originale skulptur var udført i en blød, lokal kalksten, poros, og blev fundet under udgravninger på Akropolis i 1880'erne. Anne Marie Carl-Nielsen arbejdede med skulpturen i 1904-05, da hun på Athens Akropolismuseum modellerede en kopi i ler, som blev afstøbt i gips. De beskadigede partier er udført i henhold til originalen, mens bemalingen er en rekonstruktion af farvesætningen, som Anne Marie Carl-Nielsen mente, den oprindelig havde set ud. På andre af afstøbningerne blev originalens farvespor gengivet, som de fremtrådte på fundtidspunktet.

Anne Marie Carl-Nielsen skriver til Carl Nielsen fra Athen d. 22.1.1905: "Nu er tyren støbt Du kan ikke tro hvor det er en dejlig Kal og som den gjør sig hvid. - Jeg har altså gjort Halsen og Dogerlappen som er bøjet om af at ligge, det er nogle dejlige kraftige Linier nu sætter jeg en Plade op bag ved så er det et udmærket Hele[.] det Hele er jo Hautrelief. For resten er Museerne nogle Idioter om de ikke vil have den når jeg selv skal sige det."

Der er fundet flere versioner af motivet blandt de arkaiske skulpturer fra Akropolis, og Anne Marie Carl-Nielsen kopierede også et andet tyrehoved, som stammede fra en ældre skulpturgruppe end det aktuelle værk. Hendes øvrige kopier af arkaiske skulpturer fra Akropolis omfatter: Typhon, Blåskæg og Slangehoved.

Dimensioner

  • højde: 76 centimeter
  • bredde: 95 centimeter
  • dybde: 48 centimeter
Samling: Carl Nielsen-samlingen

Udstillinger

  • Anne Marie Carl-Nielsen 1863-1945. Retrospektiv Udstilling (1946-09-28–1946-10-07)
  • Anne Marie Carl-Nielsen på Den Frie Udstilling (1931-02-07–1931-02-19)
  • Anne Marie Carl-Nielsen 1863-1963. Mindeudstilling (1963-09-12–1963-09-24)
  • Den Frie Udstilling 1906 (1906–1906)
  • Billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) (2021-10-07–2022-09-05)
  • Carl Nielsen Museet 2002 - 2017 (–2017-04-09)