Om genstanden
Gipsafstøbning af marmorskulptur, fundet i Pompeii, nu nr. 106 i Museo Archeologico i Neapel. Stående kvinde, venstre ben ført frem, højre bagud - hun er i bevægelse, armene langs siden, med støtte-forbindelse til kroppen, i højre hånd holdes genstand. Påklædning: lang chiton holdt sammen af knapper på overarmene, herover, kappe (himation), stift stiliserede svalehalefolder i drapperiet. På kryds over brystet rem, der bærer et ikke ganske intakt pilekogger på kvindens ryg. Stift smil på ansigtet. Om hovedet et kraftigt diadem. Håret udgår i fine bølger fra hvirvel, under diademet arrangeret i tætte krøller, 2 lange lokker går, på begge sider af hovedet, bagom øret og falder ned på skulder/bryst. Bagtil er håret langt og særligt bundet. Skulpturen fremstiller jagtgudinden Artemis/Diana - formodentlig med pil og bue i hænderne - i fuld bevægelse. Mange af skulpturens stiltræk hører hjemme i arkaisk græsk stil (fx det stive smil). Vel ca 500 f.Kr., den stærke bevægelse i kroppen hører dog ikke hjemme her. Skulpturen er i en særlig arkaistisk stil, populær omkring midten af 1. århundrede. Nr. A 51 i bolisten. Stod i vindue i CN's spisestue.