Om genstanden
Blinde Anders' (alias Anders Jacobsens 1831-1904) violin. Violinens lydkasse er lavet af ahorn og gran. Skruerne er håndlavede, muligvis i rosentræ. I sin form minder violinen om en model af den tyske violinbyggerfamilie Hopf. Den stammer formentlig fra midten af det 18. århundrede.
Violinen er blevet transporteret i en pose sammen med buen, hvilket har sat tydelige spor. Der er kraftig slitage på violinens hals men ikke på dens gribebræt, hvilket indikerer at Blinde Anders har haft en statisk håndstilling.
Violinen blev foræret til OBM af Gunnar Hounsgaard og overrakt af Poul Jensen 9. juni 2006 ved 50-års jubilæet i CNB. Gunnar Hounsgaard er barnebarn af lærer (og spillemand?) Rasmus Nielsen i Sønder Nærå, der oprindeligt arvede violinen fra Blinde Anders. Det fortælles, at der var nær kontakt mellem Rasmus Nielsen, Blinde Anders og CNs far Niels "Maler". De to sidstnævnte overnattede hos Rasmus Nielsen, når de havde spillet på egnen. Og muligheden foreligger, at de alle tre har spillet sammen.