Om genstanden
Brev fra Irmelin Eggert Møller til Anne Marie Telmányi.
"Avenue de la gare des Eaux-Vives 4/ 22 Marts søn/ Min egen kære Søsse! Jeg har/ været saa opfyldt af dig de sidste/ Dage; Jeg ved ikke hvorfor - særlig/ nu. En underlig Uro har jeg haft/ - jeg synes - jeg har hørt dig hulke/ en Nat jeg laa i min Seng, (og/ der gøede langt borte i den stille/ Nat) men forstaar du, trods jeg/ raisonnerede mig til det, saa var/ jeg dog saa uhyggelig til Mode./ Hvorfor hører jeg ikke fra dig; mit/ sidste Brev har jeg ingen Svar/ faaet paa endnu. Min egen lille søde// kære Søsser! Maaske ses vi nu snart./Jeg har ogsaa nu i den sidste Uge,/ja blot siden i Mandags været i/ en underlig ophidset Tilstand/ paa Grund af mine egne Affærer./ I Mandags gav jeg nemlig en lecon/ d'examen, og den gik saa godt at jeg/ nu har faaet mig selv rigtig over-/bevist om at nu skal det være mig/den examen; alle Eleverne syntes at/ det var (?) interressante/ Øvelser jeg havde fundet paa og/ at jeg nu improviserede saa udmærket/ Nu paa næste Mandag skal jeg gen-/tage den; saa kommer Dolerage og/ ser. I Gaar sagde jeg til ham//hvornaar jeg saa kunde tage den/ inden Paaske; om han vilde fast-/sætte en Dag (du kan tro jeg havde/ Hjertebanken, latterlidt som en 12 Aars-/lille Pige). Han saa ikke videre glad/ ud ved at jeg vil afsted, men saadan/ er han altid. Imidlertid Efter/ Mandag bliver det rimeligvis saa bestemt./ Efter at jeg havde talt med ham, / Kl var 6 1/4 var jeg mindst 1000/ lettere og saa gik jeg sammen med/ Ingrid Møkerberg (svensk) en vidunderlig/ Tur i Stormskridt langs med Søen./ Solen var endnu ikke gaaet ned/ men spejlede gyldent og rødt i/ Vandet. Aa du ved ikke hvor vidunder-//ligt her var; en frisk Brise blæste/ fra Søen og vi gik glade og længere/ ude fandt vi en stejl Vej mellem/ gamle Parker og store Vinger hvor/ vi gik op op og fik den dejligste/ Udsigt over Søen der nu havde skiftet/ over i graat sølv mørkviolet og/ azurblaat, og Genève længere inde/ med flimrende Lygter der begyndte/ at tændes; og der oppe paa den/ herligste Plet ligger et gammelt/ Palæ, Villa Diodati, ubeboet nu/ for Tiden, hvor John Milton og/ Byron har boet og digtet som/ Gæster. Vi fik Lov at gaa ind/ i Parken her foran Huset paa en// Terrasse; gamle Søjler skimtede man/ og under høje slanke japanske/ Naaletræer en lille idyllisk Fon-/tæne. Et Sted om en hundred-/aarig tyk gammel Stamme slynge-/de en Efeu sig og dannede et helt/ Tag med sit tætte Løvværk; jeg/ plukkede to smaa Kviste en til/ dig og en til Dagmar B. som du/ nok vil give hende til Minde om/ Byron; jeg ved at hun vil sætte/ Pris paa den; og du ogsaa - den/ Efeu har sikkert staaet der allerede/ den Gang. Min egen søde Ven,/ tænk paa mig, og bed for mig//at det nu maa gaa godt; gør det/ du, jeg ved at det vil hjælpe mig./ Jeg tør ingen Bestemmelser tage endnu/ før det er overstaaet men I hører/ fra mig saa snart der er noget/ nyt. Alt er jo paa det Uvisse/ endnu. Et Kys til dig min egen/ Søster og hils Far og Mor og/ Maren specielt denne Gang fra/ Eders egen/ Irmelin."
Dertil kuvert påskrevet: "Mademoiselle/ Anne Marie Carl-Nielsen/ Frederiksholms Kanal 28/ Danemark Copenhague"
Fundet uden nummer ved revision november 2016.
