Om genstanden
Brev fra Irmelin Eggert Møller til Anne Marie Telmányi.
"Hellerau d. 5te - 4- 1913./ Kære, kære Søsse!/ Goddag igen, du kære. Hvordan mon/ det dog egentlig gik dig i Berlin/ da jeg var rejst. Den Nat var jeg/ frygtelig ophidset og sov ikke; for/ jeg var jo ikke sikker paa om/ du havde nok Penge til din Bil-/let; og ved du, saa tænkte jeg/ paa den "hvide Slavehandel" og/ paa alle mulige Ulykker der kun-/de passere dig med Vogne og Auto-/mobiler o.s.v. Men straks om// Morgenen for jeg saa hen i Pen-/sionen for at se efter bestemt hvor/ meget din Billet kostede og/ heldigvis maa du saa have haft/ nok. Har du fortalt det hjemme?/ og har de leet eller været vrede?/ Jeg havde 25 Pfenning til Sporvogn/ saa jeg var nødt til at trave et/ temmelig langt Stykke, for fra/ Banegaarden koster det 30. Aa - / men jeg synes nu at det var en/ komisk Slutning paa det hele./ Hvor var det dog dejligt, Søsse! Og//jeg synes nu at her er meget, meget/ smukkere i Hellerau efter at du/ har set det. Jeg har i Dag hele/ mit Værelse fyldt med hvide smaa/ Skovanemoner. I Gaar gik jeg/ alene ud imod den friske For-/aarsvind, langt, langt ud til/ en Skov og en dejlig blaa Sø, som/ jeg aldrig har set før. Og saa/ fine luftige unge Birke var der/ med ganske smaa bitte nye Bla-/de; og saa alle Anemonerne. Paa/ Vejen kom jeg igennem saadanne// morsomme gamle smaa Landsbyer/ hvor Tagene bugtede og krummede/ sig og Husene med Bindingsværk/ og i Reglen to Etager; saa gamle/ og forfaldne og saa fuldt af Frugt-/træer der snart, snart blomstrer./ Gid vi to havde gaaet der sammen/ Og i Markerne gik Bønderne og arbejde-/de, og deres Koner og længe, længe/ inden jeg naaede dem stillede de/ sig til at se paa mig og fulgte/ mig saa roligt med Øjnene. Der/ er en vidunderlig langelig Ro over/ saadanne Mennesker om Foraaret/ i Marken. Aa - det var dejligt.// 5./ Du forstaar Søsse, hvad det var for/ en dejlig syrlig frisk Stemning over/ det Hele. Da jeg kom hjem vilde/ jeg fortælle Ania lidt om hvor dej-/ligt det havde været og begyndte/ lidt at fortælle om Landsbyerne,/ saa morsomme og gamle de var/ og saa tænk dig, det første hun spør-/ger om som en Betingelse for at / de var smukke er om de var re-/ne. Ved du, saa fortalte jeg na-/turligvis ikke mere; men jeg paa-/stod frækt at jo mere snavsede/ de var, desto smukkere var de./ Det var naturligvis frækt. Saadan// er det jo man opdager hvor forskellig/ man er fra andre. Folk der ikke for-/staar hinanden nyder heller ikke/ de samme Ting. Alle Folk her-/nede er begejstrede over dig. Mouche's/ Moder har ogsaa til mig udtalt/ sig i en begejstret Svada om dine/ Øjne og dit Haar og din hele Appa-/rition; og de der ikke selv har set/ dig er saa bedrøvede derover, for de/ hører jo fra andre om dig. Alt-/saa vi kan være umaadeligt tilfred-/se med Resultatet. Men i Grunden er det jo saa uendeligt lige-/gyldigt hvad de alle synes, - for vi/ ved jo hvad vi synes om hinan-/den og det er det dejligste. Husk nu/ hvad vi har lovet at skrive/ [skrevet på siden: hver Uge. Hils alle mange mange Gange./ ogsaa [?]. Kys fra din Irmelin.]//
Dertil kuvert påskrevet: Til/ Frk Søs Carl-Nielsen/ Vodrofsvej 53/ Dänemark. Kopenhagen.
Fundet uden nummer ved revision februar 2017.
