Om genstanden
Maleri med interiør fra Chr. Catos stentrykkeri i Farvergade ca. 1920.
Original, malet af Luplau Janssen 1922.
Forrest i billedet ses overtrykker Hans Honoré i færd med at indfarve stenen i håndpressen. Bagved arbejder sliber Jeppesen. Forrest t.v. ses stentrykker Carl Møller med trykark, ved den store stentryks-presse arbejder pålæggersken Rigmor Jensen. N. Bjørklund er ved at hænge papirarkene til luftning og lærlingen William kommer slæbende på en litografisk sten (maskinsten).
litteratur- Arne Topp: Chr. Cato Mennesker og Miljøer, Kbh. 1979.
Proveniens: Fra kobbertrykker Brian Christensens værkstedssamling, der blev skænket til DGM/DP ved værkstedets lukning i 1986.
Brian Christensens kobbertrykkeri blev grundlagt i 1885 af raderer og kobbertrykker Max Kleinsorg (1866-1914). Efter Kleinsorgs død førte enken virksomheden videre frem til 1925, da den blev overtaget af Robert Petersen og Knud Bjerregaard. I 1934 blev trykkeriet solgt til kobbertrykker Sigurd Christensen (1894-1968), der i sin tid var blevet udlært i virksomheden. I 1968 overtog sønnen Brian Christensen trykkeriet, der blev lukket i 1986.
DGM/DP overtog en stor del af værktøjet og diverse tryk. De to presser blev solgt til Gl. Dok, Kbh.
Store dele af værkstedssamlingen, først og fremmest kunsttrykkene, blev skænket til familien eller solgt. En del af trykkene er med blyant påført oplysninger, der formodentlig stammer fra Brian eller Sigurd Christensen. Brian Christensen døde få år senere.
Motiv: interiør fra Chr. Catos Stentrykkeri
Kunstner: Luplau Jannsen
Tryk: Chr. Cato
Trykketeknik.: stentryk
Format: 73,0x100,0 cm
Periode: 1922.