Om genstanden
Almuevennen var et københavnsk ugeblad, hvis fulde navn var "Almuevennen og Kiøbenhavns Amts Landcommunal-Tidende".
Almuevennen blev grundlagt i 1842 af skolelæreren Rasmus Sørensen, føreren for den i 1840'erne begyndte demokratiske bondebevægelse, og den senere folketingsmand J.A. Hansen. Bladet blev det første organ for den demokratiske bondebevægelse, særligt Bondevennernes Selskab fra selskabets stiftelse i 1846. I nogle år havde det Frederik Barfod som redaktør.
I 1853 skiftede bladet navn til Folkebladet, hvilket holdt indtil 1856, hvor det smeltede sammen med Morgenposten. I 1873 begyndte J.A. Hansen igen udgivelsen af Almuevennen, der udkom frem til hans død i 1877. I denne sidste fase var det særligt en litterær repræsentant for Femtejuni-Folkeforening og satte som sådan særlig kraft ind på at holde mindet om kong Frederik VII og grevinde Danner højt.
Bladet kan foldes ud og der findes en skade på en af siderne, hvor papiret er revet itu. Derudover er kvaliteten god og al teksten kan læses.