Om genstanden
Papæske til tobak, "Hollandsk Blandingstobak" fra E. Nobel, København - Nykøbing F., tom emballage i tykt, papirbetrukkent karton med tryk i brunt samt ekstra papirlag øverst med tryk i blåt på hvidt papir. Æsken har låg, der er fastgjort til æsken vha. overtrækspapiret, mens det øverste lag papir, der går ned over forsiden, er brudt ved åbning af æsken.
Æsken er indpakket marmoreret papir, der changerer i dybt brune nuancer og efterligner en dyr træsort. Bunden er dog dækket af et stykke hvidt papir.
Det meste af låget og forsiden dækkes af et lag papir oven på det brune. Dette papir er hvidt med blåt tryk. En kvadratisk ramme med detaljerede ornamenter i blåt og hvidt indrammer motiv og tekst, og går fra låget og ned over en del af forsiden.
Øverst inden for rammen står der: "Hollandsk Blandingstobak" med blåt, skygget med hvidt med blå kant. Skriften er snirklet og frakturefterlignende. I midten ses en liggende oval med en tegning af mand i renæssancetøj med lang pibe og stor hat foran en del tønder, et skjold med stjerner og bogstaverne "E" og "N" og en palme. Bag ham skyer og bjerge. Under ovalen en del ornamentur med et hvidt bånd kantet med blåt. På båndets venstre side står der: "Let" på båndets højre: "Mild". Nederst stå der: "E. Nobel - københavn - Nykøbing".
Ned langs siden af tegningen, drejet 90 grader, står der: "200 Gr. Kr. 1,20".
Standen er nogenlunde, men låget er gået fra i alle kanter og papiret, der hæfter låg og æske sammen er delvist flænget og iøvrigt lettere ødelagt, så låget ikke hænger helt fast. Desuden brune pletter og snavs på det øverste lag papir, hvis hvide farve også er helt gulnet.
Giver: E-AR. Se i øvrigt arkivfonde: 00846A000001.