Om genstanden
Oliemaleri på lærred af kunstneren Heinrich August Emil Dohm. Det forestiller Kancelliråd, Bogtrykker og formand for Dansk Provins Bogtrykkerforening, Christian Lehmann Pagh. Næstformand fra 1909-1912. Malet i halvprofil med mørk baggrund. Maleriet er indsat i en bred forgyldt træramme. Da maleriet er malet i 1923 og altså efter C. Paghs død i 1912, må det antages, at det enten er malet på baggrund af tidligere forstudier eller efter et fotografi.
Format med ramme: L: 545 X H: 925 mm
Format uden ramme: L: 655 X H: 750 mm
Indkomstdato: 17-01-2017
Standen er god, men maleriet trænger til en rensning.
Proveniens: Materialet overdraget Mediemuseet i forbindelse med organisationens flytning. Maleriet har hængt på formandskontoret på adressen Helgavej 26.
Om Christian Lehmann Pagh fra Den Store Danske Encyklopædi:
C. Pagh, Christian Lehmann Pagh, 17.1.1841-8.4.1912, politiker. Født i Fredericia, død i Bogense, begravet sst. P. uddannedes som typograf i Fredericia Avis' trykkeri samtidig med at han skaffede sig kundskaber gennem privatundervisning og studier på egen hånd. Han blev medarbejder ved Fredericia Avis og var en tid under krigen 1864 bladets leder. 1865 købte han Bogense Avis hvis holder-tal på det tidspunkt var ganske ringe. 1904 afstod han bladet der da inden for sit snævre område havde vundet en anselig position. Selv blev han hurtigt en forgrundsfigur i sin by. Fra 1869 til sin død havde han sæde i byrådet, og han erhvervede sig her et grundigt kendskab til kommunal forvaltning. Også ud over sin egn vandt han anseelse som kommunalpolitiker og talsmand for købstadinteresser. Han var medlem af næringslovkommissionen af 1890 samt 1893-1912 næstformand i fællesrepræsentationen for dansk industri og håndværk og 1895-97 formand i Dansk provinsbogtrykkerforening. 1909-12 var han formand i Købstadforeningen. – 1902 valgtes han ind i landstinget hvor han havde sæde til sin død som højremand af den gamle skole. Hans gruppe benyttede ham flittigt som ordfører i kommunale spørgsmål, og han forsvarede her kommunernes interesser over for statsmagten. I politiske principspørgsmål, som fx told kontra frihandel, stod han på højre fløj; toldforliget maj 1908 stemte han imod. I øvrigt blandede han sig ikke i det "storpolitiske". Hans betydning knytter sig til de fremtrædende tillidshverv som han sad inde med, og som han røgtede sjældent flittigt og kyndigt, samt til den grundighed og sans for det praktiske livs behov hvormed han stræbte at gøre en saglig indsats i lovgivningsarbejdet. – Kancelliråd 1890.