Billede

Tegning: En sølvbrudgom holder tale for sin sølvbrud, hun lig...

Inventarnummer
DMM/01485x103546

Om genstanden

Bladtegninger (originaltegninger): Arne Ungermann.

Materialet består af diverse originale
bladtegninger i sort/hvid. Anvendt i -

Motiv: En sølvbrudgom holder tale for sin
sølvbrud, hun ligger hulkene hen over bordet.
Titel: "TAK". 10.
Tekst: Tak for 25 Herrens år...
Tegning nr. 1 - 4 - 8 - 12 - 14 mangler.
Anvendt 4/7 - 71. På denne side er trykt 15 små
tegninger med tekst. Tekst og tegninger: Arne
Ungermann.
En artikel er skrevet om disse tegninger og
tekster som lyder følgende:

Åh, jeg takker, åh, jeg beder, det er så
besværligt...

Vi lever i en tid, hvor utilfredsheden breder sig
inden for snart sagt alle områder af
samfundslivet, og giver sig udtryk i form af
demonstrationer, protestbevægelser, oprør og
strejker, eller luftes i kronikker og læserbreve
og fra den for nylig oprettede offentlige
talerstol på Israels Plads.

På denne baggrund må det være ganske
tankevækkende, at et af de mest anvendte ord i
sproget er det lille "tak". Prøv selv at tælle
efter, hvor mange gange De bruger det i løbet af
en ganske almindelig dag: Ja tak, nej tak, mange
tak, tusind tak, tak for sidst, for lån, for
oplysning, for besøget. Farvel og tak, selv tak,
ellers tak...

Og afsluttes den almindelige dag med en så
almindelig selskabelig sammenkomst, får den en tak
til: Tak fordi i kunne komme, tak fordi i ville se
os. Hvorefter der aftenen igennem takkes særskilt
for traktementet, lige fra velkomstsherryen til
skrup - a - teen, der er signalet til en fælles
afskedstak for en dejlig aften, en tak, der
gentages i entreen, fortsættes ned ad trapperne og
sluttelig brøles op mod fjerde sal, mens motoren
starter. Og for at det ikke skal være løgn, kan
værtsfolkene risikere, et par timer efter de er
gået til ro, at blive ringet op af en gæst, der,
vel hjemkommen, finder det påkrævet endnu en gang
at udtrykke sin hjerteligste tak for denne, den
dejligste af alle aftner.

ALT DETTE er dog for intet at regne mod de
takkeorgier, der udfoldes, hvis selskabet har en
særlig anledning, såsom jubilæum, bryllup med og
uden sølv, konfirmation, barnedåb el. lign. Så
smøges ærmerne åndeligt talt op, og der tages for
alvor fat. I formfuldendte vendinger takker hver
enkelt af de indbudte festens midtpunkt for
hans/hendes uvuderlige indsats i samfundets
(firmaets) tjeneste, hvorefter festens midtpunkt
gengælder ved i lige så så formfulde vendinger at
takke hver enkelt af deltagerne ved det
hesteskoformede for takkene. Sølvbruden takker
tårevædet sin gemal for årene, der gik, og han,
med adskillige klumper i halsen,hende for de
forløbende. Den unge bruds forældre takkes af
brudgommen, fordi han måtte få datteren, og
svigerfar takker på egne og svigermors vegne,
fordi de fik pigebarnet afsat.Konfirmanden takker
sin far og mor og søskende ogonkler og tanter for
gaverne, og hvad barnedåb angår skulle det ikke
undre, om baby slap sin sut og takkede med,
eftersom første punkt i vort opdragelsessystem er
at lære barnet at sige pænt helst lige fra det
øjeblik, det forlader moders liv.
Nu kan der jo ved slige lejligheder være et og
andet, der er værd at takke for. mere problematisk
er det, når man må "tage til takke" med noget. I
så fald er der sjældent ret meget at takke for. Og
endnu mærkeligere: står man på fallitens rand,
eller er blevet sat i spjældet, udplyndret, kommet
på skadestuen eller har pådraget sig en tre ugers
influenza i sin sommerferie er det "takket været"
henholdvis konjunturerne, en betjent, der løb
hurtigere, kildeskatten, en bidsk køter uden
mundkurv og en forkølet medpassager uden
lommetørklæde i S - toget.

AT MAN "takker sin gud" for at ens velopdragne
afkom ikke er som naboens ukultiverede
bøllespirer, eller at man "gud ske tak og lov"
ikke behøver at gøre sig til grin ved at køre
rundt i den 65 - model af en spand, son genboen i
sin vankundighed må benytte sig af, er
menneskeligt og altså forståeligt. Det er det
derimod ikke, når man også takker sin skæbne -
hvad det nu ellers er for en størrelse - hvis det
er noget særdeles ulykkeligt, ja direkte
livsfarligt, man kommer ud for "Tak skæbne" lyder
det, når en neddryssende tagsten tager sigte mod
ens ubeskyttede kranium. Tak skæbne! når man
langsomt flades ud under en damptromle, og tak
skæbne! når man våbenløs på vej til kontoret
pludselig står over for en sort panter, der intet
har fået at æde siden den for tre dage siden slap
ud af Zoologisk Have. At give en fyldestgørende
forklaring på vore udtryk for taknemlighed i
sådanne situationer vil nok blive svært, selv for
første klasses dybdepsykolog.
For visse professioner, som f.eks. tjenere,
taxachauffører, dragere, ekspedienter og
hotelpersonale, hvor det nu engang hører med til
jobbet at takke for det arbejde, man udfører for
sine medborgere, stiger tak - sigelserne i løbet
af året til ligefrem astronomiske højder. Men som
påvist følger vi andre ganske godt med. Så godt,
syntes man, at der ved årets udgang skulle være
takket tilstrækkeligt til med god samvittighed at
begyngynde på et nyt. Hvilket dog viser sig ikke
at være tilfældet. For netop på dette tidspunkt
fyger en kulørt snestorm af breve og kort over
land og by med ca. fem millioner af de frommeste
ønsker om et godt nytår og et tilsvarende antal
tak for det gamle.

SOM bekendt døde smedens kat, trods sine ni liv,
af tak. Vi er mere sejlivede. Og nok er vi både
sure og gale, fornærmede og rasende utilfredse,
men utaknemlige - DET er vi i hvert fald ikke.

Proveniens: Arne Ungermann Jørgensen, 1902-1981, tegner.

Født 11.12.1902 i Odense, Død 25.2.1981 i
Humlebæk, begr. smst. Forældre: Kriminalass.,
senere politikommissær Jørgen Christian J. og
Mathilde Theodora Ungermann.

Uddannelse: Tekn. Sk., Odense; udl. som litograf
hos Hagen og Sørensen i 1922.

Rejser og udlandsophold: Tyskland 1929; Tyskland,
Østrig og Paris 1933; Frankrig 1948.

Stipendier og udmærkelser: Villiam H. Michaelsen
1934; Alfred Schmidt 1936; guldm., Paris 1937.

Stillinger og hverv: Delvis beskæftiget som tegner
i Odense fra 1922; Pol., reklameafd. fra 1924;
Tegner ved Pol. Magasin fra 1930; medred. fra
1946; suppl. i best. for Tegnerforb. 1932; medarb.
ved Vild Hvede, Kulturkampen, Aandehullet,
Blæksprutten, Pindsvinet, Svikmøllen og Alt for
børn.
Iflg. Weilbachs Kunstnerleksikon1998:
Udstillinger: Dansk Kunststævne, Forum 1929;
Foraarsudstillingen, Odense, 1932; Grønningen
1932-33, 1935-36, 1940, 1944, 1949;
verdensudstillingen, Paris 1937; Tokio 1937; Fyens
Forum 1940; Tegneudstilling i Kunstmus. 1940-41;
Vild Hvede Udstilling 1941, 1948; Dansk
Kunsthåndværk, samme sted. 1942; S.A.K., Svendborg
1945; Separatudstillinger: Illustrationer og
bogomslag, Kunstindustrimuseet, Kbh. 1940.

Arne Ungermann nærmede sig som uddannet litograf
kunsten sidelæns, og han var fortrolig med et
avismiljø og de grafiske discipliners voksende
betydning, før han i 1930 tog springet fra
Politikens reklameafdeling til Margasinet, hvor
han fra begyndelsen med en Karsk og usentimental
sans for både det jordnære og sjælens små
kringelkroge skulle blive en af de uforlignelige
danske illustratorer, der formåede både at
akkompagnere og udvide en tekst. U. havde da gjort
sig bekendt med den voksende reklameindustris sans
for blikfanget samt orienteret sig i ikke mindst
den slagkraftige og målrettede sovjetiske tegneog
plakatkunst, der samtidig ledte den nære kollega,
Sikker Hansen, i en helt anden retning. U. er
dansk mod det halvengelske i sine elegante
afdækninger af bedsteborgerlighedens skjulte
drømme, mens der er et indforstået smil i
fremstillingen af hans skjulte kærlighed, husalfen
Hanne Hansen. Der kan være en grumhed, som mere
glæder end den forskrækker i foredraget, og U.
trivedes ikke bedre, end når han gav alt magt til
barnet i sig selv og blev Palle alene i verden,
Abel Spendabel eller selve Okker Gokker
Gummiklokker. Det er tidlige værker, men U.s
indsats er i sjælden grad uden højdepunkter, fordi
den fra begyndelsen til enden var så ensartet
suveræn, livsnær og varm.

Litteratur: Egon Mathiesen i: Nyt Tidsskrift for
Kunstindustri,1933, 41f; Merete Bodelsen i:
Bogvennen, 1934, 13-15; K. Pontoppidan i: Samm,
1940, 271-77; Svend Rindholti: Samleren, 1940,
174-76; Laur. Nielsen: Den Danske Bog, 1941;
Merete Bodelsen i: Nyt Tidsskrift for
Kunstindustri, 1941, 28; Jens Kruuse: Humorister,
1944; Saadan tegner vi, 1945; Satire og Humor,
1946; W. Schwartz: Dansk Illustrationskunst, 1949:
Stedsegrønne Streger, Danske bladtegnere gennem 25
år, 1959; Danske Illustratorer 1910-1960, 1960;
P.G. Thye: A.rne Ungermann, Odense Bymuseum, 1977:
Bogen i trediverne, 1980; Bo Bramsen:
Politiken,1984.
(uddrag af Weilbachs Dansk Kunsterleksikon, 1998,
bd. 8 s. 423ff; skrevet af Hans Edvard
Nørregård-Nielsen)
-------------------------------------------------
--------------
Ved en bevilling på 260.000 kr. fra Knud Højgaards
Fond erhvervede museet 29.05 2001 samlingen fra
Arne Ungermanns datter, Line Ungermann. Samlingens
købesum var 150.000 kr.

Resten af beløbet var øremærket konservering og
restaurering.

Kunstner: Arne Ungermann
Motiv: En sølvbrudgom holder tale for sin sølvbrud, hun lig...
Tekst: TAK". 10."
Anvendt i: Tak for 25 Herrens år...
Format: - - Scannet.
Periode: 1900 tal.

Tilknyttet sag

Arne Ungermanns samling af originaltegninger til bøger, skitser, plakater m.m. DMM/01485

Undersøgelsessag
Se sagen →

Mere fra samlingen

Udforsk hele samlingen →

Noget helt andet

Se noget uventet

Tag et spring til en anden genstand i Museum Odenses samlinger.

Overrask mig →
Mønt, Frederik VI (Konge af Danmark 1808-1839)

Mønt

Mønt, Frederik VI (Konge af Danmark 1808-1839)

1809

Oplev vores museer

TID – Museum for Odense

Få timevis af oplevelser og overraskelser – og et særligt museum for børn. Gå heller ikke glip af den internationale billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.

H.C. Andersens Hus

Træd ind i eventyret. H.C. Andersens Hus er for alle, der holder af leg og gode historier.

H.C. Andersens Barndomshjem

10 minutter fra TID – og 5 minutters gang fra H.C. Andersens Hus – ligger det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde, som H.C. Andersen boede i, fra han var to til 14 år.

Carl Nielsens Barndomshjem

Træd ind i Carl Nielsens hjem og duft den harpiks, man brugte til at smøre violinstrengene med.

Carl Nielsen Museet

Et moderne museum med store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange af den fynske komponist.

Den Fynske Landsby

Et frilandsmuseum med fokus på bæredygtighed og inspiration til grøn hverdagsaktivisme med bund i historien.