Om genstanden
Bladillustrationer: Arne Ungermann.
Materialet består af en ikke færdiglavet
bladillustrationer i farver. Anvendt i Politiken /
Magasinet.
Motiv : En sommerfugl. Fire mænd, en kvinde og en
betjent i en retssal. (2 motiver på samme ark).
Titel: Sommerfuglemordet.
Tekst: -
Med illustrationer nr. 106132 nr. 106133 og nr.
106134 medfølger et håndskrevet manuskript af Arne
Ungermann.
SOMMERFUGLEMORDET.
Af W Stanley Livingstone. Illustreret af Arne
Ungermann.
Den lille landsby har været skuepladsen for
et brutalt mord på en harmløs sommerfugl, der
aldrig gjorde en kat fortræd. Den unge farmacout
Howard en ivrig sommerfugle samler er blevet
arresteret af det lokale politi, anklaget for
forbrydelsen. I sin vånde har han engageret den
berømte Advokat Merry Christmas, hvad der skulle
være ensbetydende med at Howard er uskyldig, da
Merry endnu aldrig har tabt en sag. men lad os nu
se. Magasinet bringer med eneret for områderne
nord for fugleflugtslinien det spændende opløb,
der som sædvanlig foregår i den tætpakkede
retssal.
Statsadvokaten, en distingveret men yderst
usympatisk udseende herre, er i færd med at
forhøre politiinspektør Briggs. Den ældre mand er
med sit enfoldigt - snu udtryk anbragt i
vidneskranken. Han er noget så tydeligt på
statsadvokatens parti.
Hr. Briggs, genkender De denne genstand og i
såfald hvorfra?
Javel Hr. Statsadvokat, det er et 12 m/m
projektil, hidrørende fra en fuldautomatisk Wessel
& Veet årg. 1917 nr. 107856321 og amtslægen
pillede det ud af mandens pandeben...
Manden - hvilken mand, mand?
Jo ham fyren, der passede haven, hvor mordet
blev begået...
Javist, javist ham kan vi nu se bort fra, men De
mener altså at Sommerfuglen blev skudt med dette
projektil?
Så afgjort Hr. Statsadvokat - da vi fik
stumperne klistret sammen fremkom der et hul på
størrelse med kuglen der...
Tak, ikke flere spørgsmål - krydsforhør.
Merry Christmas rejser sig fra forsvarets
pladser, hvor også hans sekretær, den rødblonde
Ella Gade og anklagede Howard befinder sig. Med en
vis tung elegance bevæger han sig hen imod Briggs,
mens det berømte charmerende, men ildevarslende
smil kruser hans læber.
Sig mig Hr. Politiinspektør, hullet der fremkom
efter man havde fået sommerfuglen klistret sammen,
hvilken form havde det - rundt eller firkantet
Statsadvokaten farer op: Protest Hr. Dommer,
spørgsmålet er irrelevant og sagen ganske
uvedkommende...
Chritsmas ser spørgende på dommeren der
afviser protesten og beder vidnet besvare
spørgsmålet. Briggs, der i mellemtiden er kommet
sig at sin forbløffelse, hvæser skulende, med et
opgivende blik til Statsadvokaten.
Hvis De endelig vil vide det, allright det var
trekantet.
Tak, min herre, - ikke flere spørgsmål...
Merry går med et triumferende blik i de mørke
øjne tilbage til sin plads og den stadig mere og
mere forvirrede Statsadvokat indkalder næste
vidne, den lille bys store mand,
biavlerforeningens formand, Mr. Jonathan
Moneymaker. Han lyser af dårlig samvittighed og
ser så mistænkelig ud at den intelligente tilskuer
straks er klar over at han er uden for mistanke.
Statsadvokaten: Kære Mr. Moneymaker, vi er klar
over, at De er en yderst optaget forretningsmand,
og kun nødvendigheden tvinger os til at spilde
Deres kostbare tid med at besvare et par spørgsmål
angående denne kedelige affære, De ejede jo huset
hvor mordet fandt sted, ikke sandt?
Rigtigt. Men jeg boede der ikke selv.
Kælderrummene havde jeg overladt gratis til denne
original, der kom i skudlinien, mod at han passede
central fyret og blomsterhaven.
Den øvrige del af huset beboedes af
Popoperettesangerinden Popeja Jefferson.
Tak, tusind tak, mr. Moneymaker det var alt....
Forsvarets vidne.
Dennegang har Merry Christmas charmesmil
veget pladsen for et par grumme linier fra
næsefløjene og nedefter, og hans spørgsmål fyres
af som pistolskud.
Mr. moneymaker. Har De formand for den stedelige
biavlerforening og selv ejer af et anseligt antal
bistader. Foretrækker De bier fremfor sommerfugle?
Naja, bierne er jo nyttige dyr - der producerer
honning og voks til Grammofonplade industrien,
hvormod Sommerfugle - tja, de kan jo være meget
pæne at se på, men er de helt overflødige i et
moderne samfund...
Bierne producerer honning, siger De, hvorfra får
De råprodukterne til denne fabrikation?
Fra blomsterne velsagtens...
Og sommerfuglene, hvad lever de af?
Vel også af blomsterne...
Hvilket vil sige at disse nytteløse væsner i
virkeligheden ernærer sig på bekostning af de mere
indbringende bier...
Tak Mr. Meneymaker - åh forresten lige et
spørgsmål til, skulle De tilfældigvis være ejer af
en fulsautomatisk Wessel & Vett årg. 1917 Nr.
107856321?
Mr. Moneymaker indædt, idet han rejser sig.
Nej Hr. Advokat, min har nummer 107856322...
Dommeren der i de sidste 20 minutter har siddet og
halvsovet vågner op og ser på sit armbåndsur:
Såfremt d'herrer ikke finder den fortsatte
vidneafhøring påkrævet lige nu foreslå jeg
frokostpause til kl. 14. (slår med hammeren)
Retten er hævet.
Det første vidne da retten igen er samlet
efter frokostpausen er popsangerinden Violivia
Popeja Jefferson. Hun er en særdelse attraktiv
dame, men unægtelig noget vaskelig at beskrive,
hvis ikke læserne tager en god portion af deres
mindre rene fantasi til hjælp. Hvis udtrykket i
hendes øjne kunne males af en surrealist, ville
han aldrig igen få billedet udleveret fra
kriminalmuseet, og hvad hendes kjole angår ville
fjernsynets sportsmedarbejder, hvis den havde
deltaget i en dansekonkurrence, beskrive den som
gjort af stillehavsgrønt chiffon, nedringet til
Baleaverne og holdt oppe med et parpailletbesatte
lavendelrøde skulderstropper.
Hun placerer sig med en selvfølgelig
sikkerhed på vidnestolen i en positur som om hun
ventede at det kobbel pressefotografer som ellers
plejede at rende i hælene på hende, skulle begynde
at blitze løs. Statsadvokaten nærmer sig hende med
den yderste forsigtighed.
Hm - De er Miss Violivia Popeja Jefferson?
Åh hold op Albert, det ved du jo udmærket - kald
mig dog Popeja, som du plejer... Dommeren banker
rasende.
Vidnet bedes vise respekt for rettens værdighed
og undgå familiære bemærkninger.
Gudbevares, jeg er nu ikke vant til den tone,
men jeg skal prøve (vrængende:) Go on, Hr.
Statsadvokat. Denne godt rød i hovedet og i
behørig afstand fra vidnet, fortsætter frygsomt:
Æh, miss Jefferson, De bebor jo en lejlighed i
huset Hyrdindestien 17, ikke sandt...
Nå, det har du - De - dog ikke glemt, javel gør
jeg det, og det trækker forbandet....
- Tør jeg spørge om De bemærkede noget usædvaligt
i disse omgivelser forrige lørdag i tidsrummet
mellem 14.30 - 17.53?
Det tør antydes. Da jeg kommer hjem, dødtræt
efter at ha' prøvet hele dagen på mit nye show,
der er premiære i overmorgen, og det blir det helt
dyre, vi kalder det "Hvorfor kradse når man kan
kilde" med 20 mands orkester og indlagt lodsedler
i programmerne og nyt betræk på alle stolene - - -
Dommeren banker igen:
Vidne bør holde sig til sagen...
Bevares, hvis kulturlivet ikke har interesse, det
var ellers det mest vidunderlige æblegrønne
cretonne der...
De vat altså lidt udkørt Miss. Jefferson da De
kom fra prøven.
Om jeg var, og så komme hjem til det rod... hele
haven så ud som om Cirkus Barnum havde holdt
generalprøve på et 20 styks Elefantnumer, om det
så var haveslangen var den flad som en pladevender
vittighed, og politiet mosede rundt allevegne og
skreg op om en død sommerfugl...
Bemærkede De også noget usædvanligt i
lejligheden?
Ikke andet end at den stank af naftalin, og da
jeg lukkede flyglet op lå altså ham
sommerfuglesamleren mellem strengene, smækbedøvet,
med en knust naftalinflaske i den ene hånd og et
sommerfuglenet og en rygende fulsautomatisk Wessel
& Vett i den anden... jeg kunne lige skimte
numeret, det var 107856321...
Tak Miss Jefferson, det må vist være
tilstrækkeligt (med et hoverende blik til
forsvarerne): Krydsforhør...
Før Merry Christmas når hen til vidneskranken
åbnes døren i retssalens baggrund og den tre meter
lange privatdetektiv Jim Jetson baner sig vej hen
til advokaten, hvem han overrækker en omhyggelig
indpakket papæske. De to mænd hvisker et øjeblik
sammen, hvorefter Merry med sit mest
dødsensfarlige smil går hen til vidneaflukket.
Miss Jefferson - De kendte jo Mr. Moneymarker
godt, ikke?
Godt og godt, selfølgelig har han besøgt mig et
par gange, det var jo hans hus - men jeg har givet
ham mit æresord på ikke at fortælle, at han var
der den lørdag, så De kan lisågodt la' være med at
spørge mig...
Miss Jefferson, stod De i forhold til
Moneymaker?
Stod og stod - nej forresten, det nægter jeg at
svare på. Jeg har solgt mine erindringer til
ugebladet "Stavdust" og er kontraktlig forpligtet
til ikke at udtale mig om mine private forhold før
serien er færdig. Den skal løbe ugentlig i syv
år...
Godt lille Popeja, men så skal jeg udtale mig -
(Merrys ansigt er placeret to tommer fra Popejas)
du myrdede sommerfuglen, som du var jaloux på - du
var ikke til prøve, men havde besøg af din elsker
Moneymaker - du forsøgte at overtale ham til at
skyde, men han var bange, fordi han var
kejthåndet, og kejthåndede morder altid bliver
opdaget - du fik lokket Howard, som var varm på
dig, og som tilfældigt kom forbi, op i
lejligheden, bedøvede ham med hans egen naftalin,
skjulte ham i flyglet og stak ham corpus delicti i
hånden...
Åh hold op - De må jo ikke være rigtig klog,
mand, det' det værste værste løgn altsammen...
Merry Christmas trækker sit lommetørklæde frem og
henvender sig til Dommeren.
Høje Dommer, tillad mig at gøre et lille
eksperiment i sagens interesse...
Dommeren nikker, Merry pakker omhyggeligt papæsken
ud, løfter forsigtigt låget, og et pragteksemplar
af en mekanisk sommerfugl flager op af æsken.
Popejas ansigtsfarve skifter som et lysstofrør på
Broadway fra det giftige grønne til det skrappeste
blåviolette. Med lynets hast åbner hun sin taske
og hiver en Wessel & Vett mærket nr. 107856321
frem og fyrer som en rasende efter sommerfuglen
mens hun hysterisk skriger:
Er du ikke død endnu, din satan så tag den, og
den og den...
Hun affyrer hele magasinet, knækker så sammen og
gentager som en revnet grammofonplade:
Jeg hader den - hader den - hader ha - ha - ha -
ha - ha...
I den idylliske krohave sidder trekløvert
Ella, Christmas og Jetson plus den frikendte
Howard hver med en skummende Coca - cola foran
sig.
Jeg synes nu der er et par huller i den
historie, Merry ... siger Ella.
Der er altid huller i en kriminalsag lille Ella,
som regel i hovedet, hvis det ikke er giftmord,
men hvad tænker du specielt på her?
Jo hullet i sommerfuglen - hvorfor var det
trekantet?
Herregud min ven - de havde jo bare klistret
stumperne forkert sammen...
Kære Peter Steen.
Hermed manuskript til Sommerfuglen. Det skal skal
kun opfattes som en parodi på de efterhånden
temmelig pjattede men yderst populære ...
mysterier - og så naturligvis lidt satire over
poppen.
Desværre har jeg ikke haft den nødvendige tid - og
måske heller ikke evne - til at gøre det helt
godt. De kunne gøre mig en tjenste ved at skrive
fra og lægge til som De nu synes, ligeledes hvis
jeg må overlade korrekturlæsningen til Dem.
Venlig hilsen U -.
Proveniens: Arne Ungermann Jørgensen, 1902-1981, tegner.
Født 11.12.1902 i Odense, Død 25.2.1981 i
Humlebæk, begr. smst. Forældre: Kriminalass.,
senere politikommissær Jørgen Christian J. og
Mathilde Theodora Ungermann.
Uddannelse: Tekn. Sk., Odense; udl. som litograf
hos Hagen og Sørensen i 1922.
Rejser og udlandsophold: Tyskland 1929; Tyskland,
Østrig og Paris 1933; Frankrig 1948.
Stipendier og udmærkelser: Villiam H. Michaelsen
1934; Alfred Schmidt 1936; guldm., Paris 1937.
Stillinger og hverv: Delvis beskæftiget som tegner
i Odense fra 1922; Pol., reklameafd. fra 1924;
Tegner ved Pol. Magasin fra 1930; medred. fra
1946; suppl. i best. for Tegnerforb. 1932; medarb.
ved Vild Hvede, Kulturkampen, Aandehullet,
Blæksprutten, Pindsvinet, Svikmøllen og Alt for
børn.
Iflg. Weilbachs Kunstnerleksikon1998:
Udstillinger: Dansk Kunststævne, Forum 1929;
Foraarsudstillingen, Odense, 1932; Grønningen
1932-33, 1935-36, 1940, 1944, 1949;
verdensudstillingen, Paris 1937; Tokio 1937; Fyens
Forum 1940; Tegneudstilling i Kunstmus. 1940-41;
Vild Hvede Udstilling 1941, 1948; Dansk
Kunsthåndværk, samme sted. 1942; S.A.K., Svendborg
1945; Separatudstillinger: Illustrationer og
bogomslag, Kunstindustrimuseet, Kbh. 1940.
Arne Ungermann nærmede sig som uddannet litograf
kunsten sidelæns, og han var fortrolig med et
avismiljø og de grafiske discipliners voksende
betydning, før han i 1930 tog springet fra
Politikens reklameafdeling til Margasinet, hvor
han fra begyndelsen med en Karsk og usentimental
sans for både det jordnære og sjælens små
kringelkroge skulle blive en af de uforlignelige
danske illustratorer, der formåede både at
akkompagnere og udvide en tekst. U. havde da gjort
sig bekendt med den voksende reklameindustris sans
for blikfanget samt orienteret sig i ikke mindst
den slagkraftige og målrettede sovjetiske tegneog
plakatkunst, der samtidig ledte den nære kollega,
Sikker Hansen, i en helt anden retning. U. er
dansk mod det halvengelske i sine elegante
afdækninger af bedsteborgerlighedens skjulte
drømme, mens der er et indforstået smil i
fremstillingen af hans skjulte kærlighed, husalfen
Hanne Hansen. Der kan være en grumhed, som mere
glæder end den forskrækker i foredraget, og U.
trivedes ikke bedre, end når han gav alt magt til
barnet i sig selv og blev Palle alene i verden,
Abel Spendabel eller selve Okker Gokker
Gummiklokker. Det er tidlige værker, men U.s
indsats er i sjælden grad uden højdepunkter, fordi
den fra begyndelsen til enden var så ensartet
suveræn, livsnær og varm.
Litteratur: Egon Mathiesen i: Nyt Tidsskrift for
Kunstindustri,1933, 41f; Merete Bodelsen i:
Bogvennen, 1934, 13-15; K. Pontoppidan i: Samm,
1940, 271-77; Svend Rindholti: Samleren, 1940,
174-76; Laur. Nielsen: Den Danske Bog, 1941;
Merete Bodelsen i: Nyt Tidsskrift for
Kunstindustri, 1941, 28; Jens Kruuse: Humorister,
1944; Saadan tegner vi, 1945; Satire og Humor,
1946; W. Schwartz: Dansk Illustrationskunst, 1949:
Stedsegrønne Streger, Danske bladtegnere gennem 25
år, 1959; Danske Illustratorer 1910-1960, 1960;
P.G. Thye: A.rne Ungermann, Odense Bymuseum, 1977:
Bogen i trediverne, 1980; Bo Bramsen:
Politiken,1984.
(uddrag af Weilbachs Dansk Kunsterleksikon, 1998,
bd. 8 s. 423ff; skrevet af Hans Edvard
Nørregård-Nielsen)
-------------------------------------------------
--------------
Ved en bevilling på 260.000 kr. fra Knud Højgaards
Fond erhvervede museet 29.05 2001 samlingen fra
Arne Ungermanns datter, Line Ungermann. Samlingens
købesum var 150.000 kr.
Resten af beløbet var øremærket konservering og
restaurering.
Kunstner: Arne Ungermann.
Motiv: En sommerfugl. Fire mænd, en kvinde og en...
Titel: Sommerfuglemordet.
Anvendt i: Politiken / Magasinet.
Format: 285x235mm.
Periode: 1900 tal.