Om genstanden
Diverse tryk: Arne Ungermann.
Materialet består af ni små tegninger tryk i
farver samt omslagtegning af Arne Ungermann.
Titel: Et tæppe taler om sig selv.
Forfatter: -
Udgiver: Magasin - Kongens Nytorv - København.
Vedr: M* Tæppeafdeling * Magasin.
Magasin siger et par ord om tæpper:
Der er tusindvis af tæppehandlere i denne
verden - tænk bare på araberen foran Café
de la Paix i Paris, perseren i Ispahan, væveren
i Beluchistan, gadesælgeren i Kirman og
auktionarius hos Christie i London.
Magasin er også tæppehandler - den største
i København - og enten det er et orientalsk
tæppe eller et moderne tæppe, indskrænker
vi os ikke til at intressere os for det,
mens vi køber og sælger det. Vi vil gerne, at
det skal holde længe, hvor det kommer hen
og beholde sin skønhed og glans længst
muligt, og det kan kun ske, hvis tæppet bliver
behandlet rigtigt.
Man siger jo, at tingene har "sjæl" - det
er selvfølgelig blot en udtryksmåde for, at de
virker "levende" og udstråler indviduel skønhed.
Og føler man det sådan, er der kun et lille
spring til, at det er naturligt at lade tale
selv - og hør så, hvad sådan et smukt tæppe
har at sige om den måde, det gerne vil behandles
på.
Et tæppe taler om sig selv...
Selv om ens plads på gulvet - og ens
skæbne at blive trådt på - kan man godt
holde sig ung i mange år. Det kommer an på
fødderne - og de to værste slags, jeg ved, er
luv - og de våde, snavsede gadefødder, der
slører mine farver og gør mig fugtig og flad.
Ude i entreen ligger min halvfætter måtten
en tarvlig fyr, men meget nyttig. Brug
ham, han er der til det samme!
En ting, jeg er meget følsom overfor, er
bonevox. Er den ikke gnedet ordentig ned i
gulvet, sætter den sig på Deres skosåler, og så
får jeg den i luven. Men De får først øje på
det, når støvet sætter sig fast i mig.
Vand er jeg heller ikke glad for. Når gulvet
under mig er blevet vasket, vil jeg helst
vente med at blive rullet ud igen, til gulvet er
helt tørt. Ellers kan jeg blive mør og bulet.
I begyndelsen er jeg "vanskelig" ...
Må jeg ikke ærbødigst bede mig fritaget
for at blive støvsuget de første uger. Det er
ikke skaberi, det er virkelig vigtigt, for ved
skæringen af luven er mængder af småbitte
garnpartikler blevet efterladt, og det er
meningen,
at de skal trædes ned og blive eet med luven.
Ved altfor megen rengøring føles det som
at få sjælen suget ud af livet - jeg holder såmænd
sagtens til det, men jeg holder bare ikke så
længe!
Lad gå med børste, ført med nænsom hånd - og
endelig med luven! Der har jeg det nemlig ikke
anderledes end en hundevalp - blir jeg strøget mod
hårene, så stritter jeg.
"Shading" - det er en egenskab.
Det, tæppehandleren kalder "Shading" -
hvis de ellers snakker om det - er et fænomen,
der viser sig som lysere og mørkere skygger
på overfladen, og som man måske særligt
lægger mærke til på ensfarvede tæpper.
Lyset brydes forskelligt i luven, det er en
egenskab, der forekommer hos alle slags
tæpper - også de allerdyreste - og egentlig -
synes jeg - slet ikke noget at være ked af.
Specielt da der ikke er nogetsomhelst at gøre
ved det. Det er sandheden om "shading" -
og jeg syntes ikke, der er nogen grund til at
skjule sig.
Min daglige skønhedspleje.
Når der er gået et par måneder, og De har
gået en hel del på mig, er jeg ikke mere bange
for støvsugeren. Men lad det endelig være
med let hånd og med luven og helst kun et
par gange om ugen. De andre dage foretrækker
jeg en blød børste.
Den store rengøring.
Principielt har jeg ikke noget imod bankning
bare det sker bagfra, så støvet suser ud af
mig og ikke ind i mig. Og slå mig ikke "ihjel"
jeg vil meget hellere bankes længe
og nænsomt end hurtig med fuld kraft. Og
husk altid - det skal være med tæppebanker,
aldrig med stok, for så kan trådene briste -
og det er min specielle form for nervesammenbrud.
Hvis jeg skal bæres eller transporteres -
eller måske lægges bort et stykke tid - så må
jeg insitere på først at blive støvsuget eller
banket og dernæst at blive rullet op med
vrangen udad. Blir jeg foldet, så får jeg folder -
og ligesom rynker i folks ansigter er de
næsten ikke til at få væk igen. Og på samme
måde blir jeg jo gammel før tiden.
Jeg føler mig så flad ...
Ja, når jeg f.eks. skal bære fire flygelben
eller
et renæssanceskrivebord i årevis - eller når
travle fødder går og står på det selvsamme
sted. Jeg blir også let flad foran hyggestolen
eller henne ved dørtrinet. Og i virkeligheden
kan det hele ordnes ganske nemt - jeg havde
nær sagt i en håndvending - nemlig netop
ved at vende mig den modsatte vej cirka 2-3-4
gange om året, når jeg alligevel er ude at lufte
mig. På den måde får jeg fred til at komme
mig og rejse mig af min nedtrykte stemning.
Hvis døren fejer hen over mig hundrede gange
daglig, kan en ring i hvert hængsel hæve døren
de nødvendige mm.
Sommetider kommer jeg i et hjem, hvor
stole ustandselig blir rutschet henover mig -
ikke mindst, hvis jeg ligger under et spisebord
og der hjælper det kolosalt, hvis stolene
får "glidesøm" under deres ben, eller De ofrer
en skåneløber på mig.
Men hvad der allermest redder mig fra at
blive trykket flad - det er et underlag, et
underlag, der på alle 4 sider skal være et par
cm mindre. end jeg selv er. Der er flere slags
underlag, og selv dem af pap, der langtfra er
de bedste, er dog langt bedre end ingenting.
På den måde blir jeg fri for den evige kamp
med gulvbrædderne, som ikke gir sig en
millimeter. Og når de ike gir sig, så må jeg -
og enden på det hele blir, at jeg føler mig flad
og tynd og ussel, som jeg ligger der og prøver
på at klare mig mellem tunge fodtrin og det
hårde gulv. derfor ber jeg så mindeligt om
et underlag, som jeg kan strække mig blødt
og behageligt på i mange, mange år!
Lad mig ikke blive brændt eller ædt!
Bevares, jeg har ikke noget imod kaminer
og kakkelovne, blot der ikke flyver gløder ud
for sådan et hul pynter sandelig ikke i
mønstret, og det ligger lidt tungt med
tæppehospitaler her i landet.
Møllene elsker mig - og de er tit
udspekulerede nok til at angribe mig bagfra.
Et DDT - præparat i en sprøjte er sikkert det
bedste middel - bare sørg for, at jeg blir let
dugget over det hele. Så har møllene ikke
mange chancer i det næste år eller to. Men
det har jeg!
og lad mig ikke ligge med en plet!
Gamle pletter er sværere at flytte end nye.
Derfor: udsæt aldrig en plet! Her er tre gode
råd, som behager mig, fordi de i almindelighed
ikke skader mig. 1) ren glycerin, hvis det drejer
sig om kaffe, the, cacao, vin eller andre
plantefarvestoffer - og derefter lunkent, kogt
vand til at fjerne glycerinen. 2) tetraklorkulstof
eller bensin til fedtede pletter og 3) varmt vand
(70 grader) med flydende sulfosæbe i sædvanlig
mængde i forhold til vandet. Det er altid bedst at
gnide udefra og ind, for så undgår jeg skjolder -
og De må endelig bruge rene, hvide linnedklude.
Hvis det nu alligevel ikke går, så bring mig
ind til et første klasses renseri, der forstår sig
på tæpper - og slip mig ikke uden videre løs
til tilfældig behandling, men gør et nummer
ud af mig, ligesom jeg var noget særligt -
for det er jeg jo!
Grib chancen, når det sner.
Der er et gammelt husråd, der siger, at det
er godt at børste et tæppe igennem med
nyfalden sne. Men det skal gå hurtigt, for sneen
må ikke nå at smelte, før børstningen er forbi.
Og husk igen - altid at børste med luven.
Til gengæld for den omgang blir jeg frisk
og klar i farverne, får ny glans og nyt spil og
blir i det hele taget ganske oplivet.
Og så har jeg faktisk ikke mere at skulle
have sagt. Bare dette lille summa summarum:
Pas godt på mig hver eneste dag - det betaler sig!
Proveniens: Arne Ungermann Jørgensen, 1902-1981, tegner.
Født 11.12.1902 i Odense, Død 25.2.1981 i
Humlebæk, begr. smst. Forældre: Kriminalass.,
senere politikommissær Jørgen Christian J. og
Mathilde Theodora Ungermann.
Uddannelse: Tekn. Sk., Odense; udl. som litograf
hos Hagen og Sørensen i 1922.
Rejser og udlandsophold: Tyskland 1929; Tyskland,
Østrig og Paris 1933; Frankrig 1948.
Stipendier og udmærkelser: Villiam H. Michaelsen
1934; Alfred Schmidt 1936; guldm., Paris 1937.
Stillinger og hverv: Delvis beskæftiget som tegner
i Odense fra 1922; Pol., reklameafd. fra 1924;
Tegner ved Pol. Magasin fra 1930; medred. fra
1946; suppl. i best. for Tegnerforb. 1932; medarb.
ved Vild Hvede, Kulturkampen, Aandehullet,
Blæksprutten, Pindsvinet, Svikmøllen og Alt for
børn.
Iflg. Weilbachs Kunstnerleksikon1998:
Udstillinger: Dansk Kunststævne, Forum 1929;
Foraarsudstillingen, Odense, 1932; Grønningen
1932-33, 1935-36, 1940, 1944, 1949;
verdensudstillingen, Paris 1937; Tokio 1937; Fyens
Forum 1940; Tegneudstilling i Kunstmus. 1940-41;
Vild Hvede Udstilling 1941, 1948; Dansk
Kunsthåndværk, samme sted. 1942; S.A.K., Svendborg
1945; Separatudstillinger: Illustrationer og
bogomslag, Kunstindustrimuseet, Kbh. 1940.
Arne Ungermann nærmede sig som uddannet litograf
kunsten sidelæns, og han var fortrolig med et
avismiljø og de grafiske discipliners voksende
betydning, før han i 1930 tog springet fra
Politikens reklameafdeling til Margasinet, hvor
han fra begyndelsen med en Karsk og usentimental
sans for både det jordnære og sjælens små
kringelkroge skulle blive en af de uforlignelige
danske illustratorer, der formåede både at
akkompagnere og udvide en tekst. U. havde da gjort
sig bekendt med den voksende reklameindustris sans
for blikfanget samt orienteret sig i ikke mindst
den slagkraftige og målrettede sovjetiske tegneog
plakatkunst, der samtidig ledte den nære kollega,
Sikker Hansen, i en helt anden retning. U. er
dansk mod det halvengelske i sine elegante
afdækninger af bedsteborgerlighedens skjulte
drømme, mens der er et indforstået smil i
fremstillingen af hans skjulte kærlighed, husalfen
Hanne Hansen. Der kan være en grumhed, som mere
glæder end den forskrækker i foredraget, og U.
trivedes ikke bedre, end når han gav alt magt til
barnet i sig selv og blev Palle alene i verden,
Abel Spendabel eller selve Okker Gokker
Gummiklokker. Det er tidlige værker, men U.s
indsats er i sjælden grad uden højdepunkter, fordi
den fra begyndelsen til enden var så ensartet
suveræn, livsnær og varm.
Litteratur: Egon Mathiesen i: Nyt Tidsskrift for
Kunstindustri,1933, 41f; Merete Bodelsen i:
Bogvennen, 1934, 13-15; K. Pontoppidan i: Samm,
1940, 271-77; Svend Rindholti: Samleren, 1940,
174-76; Laur. Nielsen: Den Danske Bog, 1941;
Merete Bodelsen i: Nyt Tidsskrift for
Kunstindustri, 1941, 28; Jens Kruuse: Humorister,
1944; Saadan tegner vi, 1945; Satire og Humor,
1946; W. Schwartz: Dansk Illustrationskunst, 1949:
Stedsegrønne Streger, Danske bladtegnere gennem 25
år, 1959; Danske Illustratorer 1910-1960, 1960;
P.G. Thye: A.rne Ungermann, Odense Bymuseum, 1977:
Bogen i trediverne, 1980; Bo Bramsen:
Politiken,1984.
(uddrag af Weilbachs Dansk Kunsterleksikon, 1998,
bd. 8 s. 423ff; skrevet af Hans Edvard
Nørregård-Nielsen)
-------------------------------------------------
--------------
Ved en bevilling på 260.000 kr. fra Knud Højgaards
Fond erhvervede museet 29.05 2001 samlingen fra
Arne Ungermanns datter, Line Ungermann. Samlingens
købesum var 150.000 kr.
Resten af beløbet var øremærket konservering og
restaurering.
Titel: Et tæppe taler om sig selv.
Udgiver: Magasin - Kongens Nytorv - København.
Tryk: A/S L. Ihrichs Bogtrykkeri.
Vedr.: M* Tæppeafdeling * Magasin.
Format: 135x90mm.
Periode: 1900-tal.
