Om genstanden
Reklamer, skilte: færdige tryk:
1 stk. reklameskilt for en Philips Video Cassette Recorder (VCR):
Motiv: Tegnede situationer med muligheder ved VCR
Tekst: Helt nye TV muligheder med Philips Video Cassette...
Format: 600 mm x 460 mm
Periode: Ca. 1980.
Motivet er fire tegnede situationer med de muligheder for at optage og afspille, som
videoafspilleren tilbyder. Tegningerne er i s/h.
Den første tegning viser, at man kan optage en film samtidig med at man ser den. Den anden
tegning viser, at man kan se et andet program samtidig med at man optager et andet program.
Den tredje tegning viser at man kan optage, selv når man ikke er hjemme.
Den fjerde tegning viser tre personer foran TV´et.
Teksten er i lyseblå skrift: Helt nye TV muligheder med Philips Video Casstte Recorder.
Skiltet er antagelig fra slutningen af 1970´erne eller fra starten af 1980´erne.
Skiltet er forsynet med huller foroven og forneden og er beregnet på ophængning.
Skiltet har været anvendt i radio-TV-forretningen Prima Radio i Odense.
Standen er god.
Provenies: Giver er datter af Paul Valentin Ehrhorn (f. 18. februar 1907, d. 14. november 1990) og Esther Ehrhorn.
Materialet blev fundet i ægteparrets villa, Munkebjergvej 104, Odense.
Paul. V. Ehrhorn var ejer af forretningen Prima Radio, Vestergade 72, Odense, fra ca. 1948 til begyndelsen af 1980'erne. Herfra stammer hele samlingen.
I Fyens Stiftstidende 29.10. 1947 var indrykket en annonce ang. P.V.E.'s åbning af radioforretning Prima Radio på Dalumvej 28.
Paul Valentin Ehrhorn blev født i Odense og ifølge de nedskrevne erindringer, har han boet mange forskellige steder i byen i løbet af barndommen. Han blev handelsuddannet omkring 1922 og gik i den forbindelse på handelsskole.
Da P.V.E. var blevet udlært, fik han arbejde som komis i en Brugs i Bogense. I 1933 kom han tilbage til Odense og blev tilbudt et job som bogholder hos et familiemedlem, Onkel Marius Jensen, der drev en engros og detailforretning med radioer. Forretningen lå i Overgade 16, men flyttede senere til Kongensgade 31. Han var der til 1939, hvorefter P.V.E. blev tilbudt en stilling som forretningsbestyrer i en installatørforretning i Overgade 39. Ejeren (navnet ukendt) af denne installatørforretning havde købt den til sin handicappede søn, så denne kunne få en næringsvej. Indtil sønnen kunne overtage forretningen fungerede P.V.E. som bestyrer af den. Efter sønnens overtagelse af forretningen otte år senere blev P.V.E. i 1947 tilbudt en stilling hos Ørving Jensen. Ørving havde overtaget Marius´ detailafdeling i radioforretningen og var flyttet til Vestergade 72.
Diverse kontroverser mellem Ørving Jensen og Paul Valentin Ehrhorn resulterede i at P.V.E. åbnede egen radioforretning i Dalum under navnet "Prima Radio". Uoverensstemmelserne blev bilagt ved et forlig i maj 1948.
Ørving Jensens radioforretning hed Cyra iflg. Odense vejviser indtil 1947 - 1948; men i 1949 - 1950 står under Vestergade 72 "Cyra Radioforretning Paul V. Ehrhorn"; medens fagregistret under rubrikken "Radio" har "Prima Radio, Vestergade 72". Fra 1952 - 1953 - årgangen er der overensstemmelse mellem fag- og gaderegistret.
Kilde: Paul V. Ehrhorns egen selvbiografiske materiale skrevet som kladde i 1980'erne.
Diverse årgange af Odense Vejviser.