Om genstanden
Partyhatten er indkøbt til programmet Er du Sunshine på Radio24syv.
Hatten er sort med en sherifstjerne på. Den er monteret på en hårbøjle.
Er du Sunshine var et let og underholdende samtaleprogram, som blev sendt fredag eftermiddag på Radio24syv. Værten på programmet var Mathias Helt. Programmet gik i al sin enkelthed ud på at fire-fem sjove, veltalende og ikke heteroseksuelle mænd talte om løst og fast i to timer og delte en flaske rosé. Udgangspunktet for programmet var at det skulle være festligt, hyggeligt og underholdende i modsætning til det ellers alvorlige og konfliktfyldte medielandskab.
Programmet blev først bragt som et sommerprogram i 2016 og blev taget op igen i 2017-2019, hvor det nåede op på omkring 31.000 ugentlige lyttere.
Programmet benyttede sig som flere af Radio24syvs programmer af en orientering mod det visuelle i video og billeder på de sociale medier. Her blev der lagt vægt på farvefuld drag queen makeup, regnebuefarver, balloner og partyhatte.
Fra programbeskrivelsen:
"Førsteelskeren Mathias Helt og hans entourage, taler om stort og småt og altid fra bagbords point of view. Det er cocktailbærret i en cocktail, som allerede er for meget. Det er krymmel i pangfarver på en softice, som er for stor til at man kan holde den med én hånd"