Om genstanden
Digtmanuskript til "Gid jeg var riig!". Et ark papir beskrevet på begge sider. I øverste venstre hjørne aftryk af H.C. Andersens initialer. Digtet signeret "H.C. Andersen".
Digtet har ikke helt samme ordlyd som løjtnantens digt "Gid jeg var riig!" i "Lykkens Kalosker". Dette eventyr udkom i sin ældste version udkom sammen med "En rigtig Soldat" og "Det har Zombien gjort" den 19. maj 1838 i "Tre Digtninger", C.A. Reitzel 1838. Senere udkom "Lykkens Kalosker" i revideret form i "Eventyr med Illustrationer af Vilh. Petersen 1850", der udkom i 1849.
Digtet er sandsynligvis skrevet i slutningen af 1837 under forelskelsen i Sophie Ørsted (1821-89), datter af H.C. Ørsted. Som i digtet var Sophie Ørsted syv år gammel, da Andersen blev student i 1828. I et brev til Henriette Hanck dateret "December 1837" skrev H.C. Andersen derom:
"De skriver, at jeg vist ikke vilde dølge for Dem om jeg er forlovet, nei det vilde jeg ikke, men, ved Gud i Himlen, jeg har ikke Idee om det ! Byen som nu altid taler om offentlige Mennesker, nævner snart den, snart den, men de ere alle langt fra mine Tanker og jeg forsikkrer, at jeg ikke har Tanke om at det nogensinde skeer, at jeg bliver forlovet ! Jeg har formegen Klogskab til at gjøre et ubesindigt Skridt! (Vor Herre hjælpe mig altid til at beholde den). Jeg har kun en taalelig Existens, og aldeles ingen Udsigter! Min Kone maa leve saaledes som hun er vant til i sin Familiekreds og De seer altsaa at jeg aldrig forlover mig; jcg skal døe eensom ligesom min stakkels Christian i Romanen. Tro ikke at jeg her romantiserer noget ned paa Papiret, nei jeg vil aabne mit Hjerte broderligt for Dem ! – ja ! var jeg formuende, havde jeg Udsigter til engang at erholde et eller to Tusind om Aaret, – saa forelskede jeg mig ! her er en Pige som er smuk, aandrig, god og elskelig, hun hører til een af de aandsførste Familier i Kjøbenhavn; men jeg har ikke Formue og – jeg bliver ikke engang forelsket ! hun er desuden netop halv saa gammel som jeg! – Gud være lovet, hun har ikke Idee om at jeg synes mere end ganske godt om hende, og hun behandler mig ogsaa som en ældre Herre hun har kjendt i mange Aar; hun har Fortroelighed til mig og er istand til at fortælle mig, og det i een af Dagene: "Andersen, De maa gratulere mig, jeg er forlovet !" Dog, det vil hun ikke sige, hun er for unseelig, ingen mere blyfærdig Pige, end hun, kjender jeg. O, hvor man dog allerede i denne Verden kunde være lykkelig !"
Sophie Ørsted var da 16 år, mens Andersen var 32. I dagbogen for den 11. december skrev Andersen om den proklamerede forlovelse:
"Idag blev Sophie forlovet. Sidste Middag jeg gik derfra med Marmier, sagde han: 'De
elsker hende, jeg veed det! jeg seer godt! frie til hende!' jeg tænkte hele Aftenen meget paa hvor urigtigt det var, da jeg er fattig. I Løverdags var jeg der, hun var saa elskværdig og dog om Aftenen følte jeg, at jeg nok kunde leve ene og alene! ... Jeg sov, og i Dag Kl. 10 blev hun forlovet, jeg hørte det Kl: 1, af H.P. Holst og strax efter af
O. Müller, han lagde sin Haand paa mit Hoved, mon det var Tilfælde, jeg følte en Beklagelse deri, men havde ingen Uro, ingen Liden; jeg spiiste hos Fru Bügel, nu mod Aften havde jeg netop lovet – – s [Ørsteds] at læse min Biographie og Studenterstykket, jeg gik der hen, men kun Stykket kunde jeg læse; Biographien var det mig, som jeg ikke nu kunde afsløre dem. De vare begge saa lykkelige. Jeg tog første Gang hendes Haand. To Gange trykkede jeg den og jeg var i et ypperligt Humeur, jeg syntes det ganske vist, thi jeg leed ikke og var uendelig rolig – Nu er jeg hjemme, jeg er alene – alene! som jeg altid skal være det! ved denne Juul, havde jeg vist sagt hende det, hvad der aldrig kunde have blevet godt for hende! Nu bliver jeg aldrig gift, ingen ung Pige voxer mere for mig, Dag for Dag bliver jeg mere Pebersvend! o jeg var endnu igaar mellem de unge – iaften er jeg gammel! Gud velsigne Dig kjære, elskede Sophie, aldrig skal Du vide hvor lykkelig jeg, som formuende og med Dig kunne have blevet! –"
I et brev til Frederik Læssøe af 9. marts 1838 (HCA/ 1947/3-0016) gengiver H.C. Andersen digtet i den ordlyd, som findes i eventyret. H.C. Andersen kaldte i brevet digtet "erotisk" og kommenterede det således:
"Det er en gammel Historie, det vil sige knap eet Aar gammelt, jeg havde det selv lidt for varmt om Hjertet, men ingen mærkede det, ikke engang De, min gode Ven, men det var ogsaa een af de smaa! nu er det afkjølet og det eneste Udbytte af den Eruption, er dette lille Digt, som jo nok kan gaae for en ret lille Lava-Afstøbning. Ikke sandt?"
Digtmanuskriptet må således være skrevet før 9. marts 1838, da Andersen i "Lykkens Kalosker" har sløret de selvrefererende signaler, ved at lade den rejselystne student blive en karrierehungrende løjtnant.