Digtmanuskript: "Tro og Trøst"

Tro og Trøst Skal vi ei mere synge igen “Danmark deiligst vang og vænge!” Hjertet bløder, synger vi den, Vinterens Storm har jaget den hen. – Kommer da ikke en eneste Ven? Ham har vi ventet så længe.

Sommeren blæser sin milde Bør, Hvidtjørnen Blomstrer og Gøgen kukker, alt er saa smilende friskt som før, Fuglene kviddre i vante Humeur, Hver en Blomst har sin gode Kouleur, Kun Menneskets Hjerte sukker.

Ikke det hjælper græd selv du blod, Jamre og klage ikke dig baader, Det, som skal ske, fra Evighed stod Skrevet hos ham der er alvis og god, Han som aldrig sin Skabning forlod, Kongernes Konge, som raader.

Ikke endnu er vort Fartøi et Skrog, Alle mand være paa Dækket! Stykker af Rælingen Søen tog, Søen slog, som den aldrig slog, Sprøiter sin Fraade mod Danebrog, Gud, hold den uforkrænket.

Aldrig Fortrøstningen heelt veirer hen, Før brister Hjertet af Sorgen, Altid Folketroen var den: Danmark har i Vorherre en Ven, Holder vi fast, han holder igjen, Og Solen vil skinne imorgen! --- H.C. Andersen