Om genstanden
Paris Torsdag den 14 Mai 1868.
Kjære Fru Collin!
I Dag otte Dage forlod jeg Amsterdam, samme Morgen tog Wilhelm Boye til
Leyden paa sin Videnskabs Vegne, men vilde efter et Par Dage igjen være
tilbage. Om kort Tid fløtter Georg Brandt paa Landet, boer der sammen
med sin Broder, Leiligheden er kun lille og derfor følger/ /Boye ikke
med, men reiser hjem til Kjøbenhavn, han har Lyst til at gaae med
Dampskib over Nordsøen; jeg gad vide om det skeer. Under mit Ophold i
Amsterdam fik jeg Indbydelse af Hollands rigeste Digter van Kneppelhout
der har et Slot ved Arnheim, han og hans Kone tænke paa i Juli at besøge
Danmark, det var nu saa deiligt mente han, at vi to kunde tale sammen
derom og da hans Kone øvede sig i dansk ved mine Eventyr, kunde hun faae
lidt bedre Udtalen af Sproget. Jeg tog ikke mod Indbydelsen men gav et
tydeligt Vink at han skulde indbyde Boye, han kunde skrive til Brandt,
jeg troede at min unge Ven paa Hjemreisen i disse Dage vilde være en
heldig Gjæst, hvad Sproget angik, men at jeg ikke havde talt tilham
herom. Om nu Hr Keppelhout tager Notits af mit løst henkastede, men
forstaaelige Vink veed jeg ikke. Fru Kneppelhout er en høist elskværdig
Dame af / adelig Byrd, Manden skriver paa Fransk, stift, ikke udødeligt,
holder meget af mine Skrifter og er nerveus sygelig. Hils Fru Boye og
siig at jeg holder meget af Wilhelm og fandt ham begavet og elskværdig.
Georg Brandt havde en stor Middag og Aften for mig, hvor den berømte
Ten-Kate læste flere af mine Eventyr som han har oversat paa Vers. Jeg
var der sammen med en Landsmand Kjøbmand Løwener fra Gent, han bad mig
boe hos sig naar jeg kom der og jeg tog mod Tilbudet og fandt et
velindrettet hyggeligt Huus og en ung elskværdig Kone af god Familie
ogsaa her var en Festmiddag for mig. Jeg blev der to Dage og kom her til
Paris i Mandags Aftes, hvor Einar Drevsen tog mod mig paa Nordbanen; han
er aldeles indtaget i Paris, jeg finder den denne Gang kjedelig, det er
aldeles ikke som i UdstillingsTiden og paa Theatrene er ikke en
Forestilling værd at see, Nielsen og Patty ere borte. Jeg reiser
rimeligviis herfra allerede paa Mandag, hvor Deres Breve senere skulde
søge mig vil mit næste Brev til _Deres Mand _sige. Jeg skriver paa næste
Blad et Par Ord til Frue Drevsen, De maa gjerne læse dem, hils Deres,
Børn og hele Familien
fra Deres hengivne H.C. Andersen
(I venstre margin:) N.B.: Vær saa venlig at sende Breve til Neuchatel
Suisse _poste _restante