Eventyrmanuskript: "De smaa Grønne"

Museum Odense

Eventyrmanuskript: "De smaa Grønne"

Inventarnummer
HCA/1958/20

Om genstanden

Eventyrmanuskript til "De smaa Grønne". Et foldet ark. fire beskrevne sider. Signeret "H.C. Andersen", renskrift. Første gang trykt i "Nye Digtninger. Fortællinger og Digte af danske Forfattere", udg. af Christian Winther. 1868, der udkom i december 1867, (BFN964).

Transskription:

De smaa Grønne.

I Vinduet stod et Rosentræ, nys var det ungdomsfriskt, nu saae det sygeligt ud, det led af Noget.
Det havde faaet Indqvartering, der aad det op; forresten meget honet Indqvartering i grøn Uniform.
Jeg talte med Een af de Indqvarterede, han var kun tre Dage gammel og allerede Olderfader. Veed Du, hvad han sagde? Sandt var det hvad han sagde; han talte om sig og hele Indqvarteringen.
"Vi ere det mærkeligste Regiment af Jordens Skabninger. I den varme Tid føde vi levende Unger; Veiret er jo da godt; vi forlove os strax og holde Bryllup. Mod den kolde Tid lægge vi Æg; de Smaa ligge luunt. Det viseste Dyr Myren, vi have megen Agtelse for den, studerer os, vurdederes os. Den [overstreget: læ] æder os ikke strax, den tager vore Æg, lægger dem i sin og Familiens fælles Tue, underste Etage, lægger os med Kjendskab og Nummer, Side om Side, Lag paa Lag, /

at hver Dag en Frisk kan springe ud af Ægget; saa sætte de os i Stald, klemme os over Bagbenene, malke os, saa vi døe; det er en stor Behagelighed! Hos dem have vi det yndeligste Navn: "søde lille Malkeko!" alle Dyr med Myre-Forstand nævne os saaledes, kun Menneskene, og det er vor os en Krænkelse, det er til at miste sin Sødme over, – kan De ikke [først skrevet: is] skrive derimod, kan De ikke vise dem tilrette disse Menneskene! - de see saa dumt paa os, see med sudle Øine, fordi vi spise et Rosenblad, medens de selv æde al levende Skabning, Alt hvad grønnes og groer. De give os det foragteligste Navn, det væmmeligste Navn; jeg [først skrevet: de] nævner det ikke; uh! det vender sig i mig! jeg kan ikke sige det, i det mindste ikke i Uniform, og jeg er altid i Uniform.
Jeg er født paa Rosentræets Blad; jeg og det hele Regiment leve af Rosentræet, men det lever igjen i os, der høre til den høiere stillede Skabning. Menneskene taale os ikke; de komme og dræbe os med Sæbevand; det er en fæl Drik! jeg synes at jeg lugter den. Det er forfærdeligt at blive vasket, naar man er født til ikke at vaskes! /

Menneske! Du, som seer paa mig med de strænge Sæbevands Øine; tænk over vor Plads i Naturen, vor kunstige Udstyrelse i at lægge Æg og levere [overstreget: levenede] Unger! Vi fik Velsignelsen: "at opfylde og formere!" Vi fødes i Roser, vi døe i Roser; hele vort Liv er Poesi. Hæft ikke paa os det Navn Du selv finder meest væmmeligt og stygt. Det Navn –, jeg siger det ikke, nævner det ikke! Kald os Myrens Malkeko, Rosentræets Regiment, de smaa Grønne!"
Og jeg, Mennesket, stod og saae paa Træet og paa de smaa Grønne, hvis Navn jeg ikke skal nævne, ikke krænke en Rosenborger, en stor Familie med Æg og levende Unger. Sæbevandet jeg vilde vaske dem med, for jeg var kommet med Sæbevand og onde Hensigter, vil jeg nu pidske og blæse i Skum, puste Sæbebobler, see paa Pragten den Pragt, maaskee ligger der et Eventyr i hver.
Og Boblen blev saa stor med straalende Farver og der laae i den ligesom en Sølvperle paa Bunden. Boblen svaiede, svævede, fløi mod /

Døren og brast, men Døren sprang op og der stod Eventyrmo'er selv.
"Ja nu kan hun fortælle bedre end jeg, om – jeg siger ikke Navnet! - de smaa Grønne."
- "Bladluus!" sagde Eventyrmo'er. "Man skal nævne enhver Ting ved sit rette Navn, og tør man det ikke paa Jorden i Almindelighed, saa skal man kunne det i Eventyret!"

H.C. Andersen.

Eventyret er skrevet på Melchiorfamiliens landsted "Rolighed" i juni 1867, jf. dagbogen for 16. juni 1867: "Jeg reenskrev: Gudfaders Billedbog, under Skrivningen kom det over mig at bringe paa Papiret Eventyret: De smaa Grønne, som jeg læste og det gjorde Lykke". Måneden efter den 22. juli 1867 skrev H.C. Andersen komponisten J.P.E. Hartmann: "Jeg har skrevet et Eventyr: 'De smaa Grønne', det vil sige: 'Bladluus'; lad ikke det virkelige Navn forarge, de have ikke selv døbt sig; det er os, der have givet denne driftige Rosenborger det platte Navn". Ugen efter den 30.juli 1867 skrev H.C. Andersen til Edvard Collin: "Jeg lægger her ved Brevet en Afskrift af et nyt Eventyr, vil De og Deres Kone læse det, samt lade Fru Lund [ie. Axelline Lund] høre det, hun skriver at hun ønsker det; er der Eet eller Andet i Commateringen at bemærke, vil De da kun file løs. Gjem det derpaa til videre. Goldschmidt har bedet mig om et Bidrag til sin nyeste Bog, maaskee giver jeg ham dette, dersom jeg ikke til den seneste Tid har andet, derfor gjem det!" Og det fremgår af et senere brev til Edvard Collin (den 12. august 1867), at det tilsendte eventyr var "De smaa Grønne". Af dagbogen den 30. september 1867 fremgår det, at Aron Meïr Goldschmidts påtænkte samling ikke blev til noget, hvorfor man må udlede, at Andersen efterfølgende overlod eventyret til Chr. Winthers samling.

Rigmor Stampe skriver i "H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang" (1918), om Andersen og Adolph Drewsen: "De to mænd mødtes dertil i forskellige intereser, som gav dem anledning til samtaler og samarbejde. Størst rolle spillede deres kærlighed til naturen. Ved at læse i Andersens æventyr mindes man ofte deres samvær, der altid bevægede sig på andre områder end med den øvrige familie. Således var De smaa Grønne, myrenes 'malkekøer', bladlusene, et af Drewsens yndlingsemner, som Andersen rimeligvis har genfortalt efter hans meddelelse." (s. 79).

Mere fra samlingen

Udforsk hele samlingen →

Noget helt andet

Se noget uventet

Tag et spring til en anden genstand i Museum Odenses samlinger.

Overrask mig →
Bryder/To brydere

Statuette

Bryder/To brydere

1920-1930

Oplev vores museer

H.C. Andersens Hus

Træd ind i eventyret. H.C. Andersens Hus er for alle, der holder af leg og gode historier.

H.C. Andersens Barndomshjem

10 minutter fra TID – og 5 minutters gang fra H.C. Andersens Hus – ligger det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde, som H.C. Andersen boede i, fra han var to til 14 år.

Carl Nielsens Barndomshjem

Træd ind i Carl Nielsens hjem og duft den harpiks, man brugte til at smøre violinstrengene med.

Carl Nielsen Museet

Et moderne museum med store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange af den fynske komponist.

Den Fynske Landsby

Et frilandsmuseum med fokus på bæredygtighed og inspiration til grøn hverdagsaktivisme med bund i historien.

TID – Museum for Odense

Få timevis af oplevelser og overraskelser – og et særligt museum for børn. Gå heller ikke glip af den internationale billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.