Om genstanden
Brev fraHCA til Jonna Stampe, dateret Glorup 3. Juni 1851
Glorup den 3 Juni 1851. Kjære Jonna!
Ja, I kjære begge to! Det lader sig ikke ret gjøre at skille Eder, idet jeg med Tankerne er hos Eder, ja, jeg synes at jeg maa tale til Rigmor med og nikke til Jomfruen, den lidende trofaste Sjæl! God dag altsaa Alle sammen jeg var hos Eder igaar Morges og nu jeg i Dag sidder her paa Glorup og skriver synes jeg det er alt lang Tid siden vi vare sammen, de stille hyggelige Dage jeg tilbragte hos Eder, hører allerede til de gjemte Hjerte-Billeder, det Hele runder sig til en smuk Idyl. Den foraarsfriske Bøgeskov ved Stranden, den gamle nyoppudsede Gaard, hvor Storken just ved min Ankomst fæster Bo for første Gang, Dig og Henrik kjærlig hos hinanden ved dit søde Barn, det venligste jeg kjender. Jeg havde levendegjort, mit Skovhuus i Lykkens Blomst, hvor Henrik og Johanne sidde i deres Lykke, Lad ingen mørke Timer, som i Digtningen der, komme saaledes i Hjemmet. - I tre Mennesker, ja Jomfruen maa jeg tage med, saa virkende og driftig,
saa lidende, men med Hjertet ret voxet fast til Eder, gjør et heelt Billed af Poesi, kunde jeg tegne, da vilde jeg her øverst paa Brevet give det symbolsk, i at tegne der den blomstrende Æblegreen jeg saae i din Stue. Tak, I kjære Venner for den Hjertelighed jeg mødte, jeg følte ret at jeg var Dig og Henrik velkommen. lille Rigmor udtrykte det ligesaa levende, i sit uendelig venlig rare lille Ansigt, ubevidst sagde hun hvad I meente og viiste. - Det glæder mig ogsaa at jeg var paa Nysø og Baronessen der var saa net mod mig, hils hende og Baronen, Dagmar sender jeg en Bouquet af Hilsener, jeg skal senere binde en ny Bouquet og lade den, efter Løfte klinge i Vers til hende. Det var mig en smuk Dag da jeg med Henrik var hos Holger og Elise. De ere vist hjertensgodt stemt mod mig og jeg vil være glad i at beholde deres Venskab. Det Liv, den friske Naturlighed der kan blusse frem hos Elise er saa sund, saa velgjørende, jeg skatter hendes religiøse Troskab paa den Vei hendes Skaber kalder hende til sig - naar vi engang mødes hvor Veiene støde sammen, skulle vi tale om hvorledes hendes maaskee var den lykkeligste, min den interessanteste og altsaa ikke mindre lykkelig. Hils hende ret kjærligt. - Da jeg igaar Morges forlod Christinelund, var jeg saa underlig urolig og da jeg fra Vognen hvor jeg kjørte, saa Dig vifte til mig med Tørklædet: Lev vel kom uvilkaarlig Taarerne mig i Øinene - Jeg naaede Kallehave halv tolv og i det jeg kom seilede et Dampskib forbi, imod Fyen, tænk Dig min Skræk, jeg troede at komme for sildig, men saa var det 'Flora', der var gaaet fra Kjøbenhavn Klokken 6; da Klokken var henimod to kom Zephir, jeg var den eneste der skulde ombord, Søen rullede, Baaden krydsede næsten tre Gange over hele Sundet og laae saaledes med Seilet imod Vandet at det - sagde de senere paa Skibet - saa lidt ængsteligt ud, i det jeg steeg op paa Dampskibet, tabte Matronsen min Natsæk, den rørte lige ved Vandspeilet, og var nær gaaet til Bunds, men han fik dog Tag i den. - Ombord vare mange Folk, Conferensraad Ole Bang, med Familie, der gik til Als, hvor Sønnen er Præst. Fru Ida Wilde født Thiele, der ogsaa skulde til Als hvor hendes Mand laae syg. Schram, Ferslew og Rauch drog til Flensborg for at give Concert. Der+var saaledes Selskab nok, Søen gik noget men dog ikke for mig til at blive søe syg. - Restaurateuren ombrod spurgte mig naivt, om jeg gjorte en lang Tour "De reiser nok hvert Aar for at samle Stof' sagde han, og tænkte ikke paa at han just gav mig det i det samme. - Der var ombord en livlig gammel Herre, 83 Aar gammel, født i Angelen men beosiddende paa Langeland, han reiste alene og vilde over og skjænde paa sine oprørske Landsmænd, med Ørstederne var han opvoxet og kjendte de fleste adelige Familie da han i sin Ungdom havde været Informator i 2 a fire saadanne. Han levede, som han sagde, i Erindringer, ' de gode har jeg puttet i Posen for til, de onde i Posen bag til; man læser for mig og den Læsning er min magnetiske Traad med Verden!' Klokken 9 1/4 kom jeg til Svendborg, og en Vogn fra Glorup ventede paa mig, ved Landingsstædet, jeg satte mig strax i den og var henimod 12 paa mit Værelse paa Glorup, hvor Theemaskinen dampede efter mig. Der laae et prægtigt Brev fra Digteren Hauch, der udtaler en ganske anden Dom om 'I Sverrig' end min Ven Theodor har. Blandt andet siger Hauch: 'Denne Bog er i mine Tanker just hvad den skal være, den er fra Begyndelsen til Ende gjennemtrængt af den Aand, der kun kan møde os i Sverrig, og denne Aand har De opfattet og skuet med friskt, levende Blik. Det glæder mig at see, at De saaledes har bevaret hvad jeg anseer som Prøvestenen paa en sund Digternatur, nemlig en usvækket aandelig Ungdom, der er aldeles uafhængig af Tiden, jeg haaber efter hvad jeg her og andetsteds har seet af Dem, at denne aandelige skal følge Dem ligetil Oldingealderen og til det Grændseskjel, hvor Dødens Arm griber og og hvor ogsaa det ydre jordiske Støv bliver bortvasket af Lethefloden' - med Glæde dvæler han ved og omtaler 'det smukke Eventyr om den strænge Præst, der prædikede den evige Helvedstraf, men ikke kunne finde nogen, som han mente at finde værdig dertil.' Her har Hauch rigtig opfattet denne lille Historie; gjennem hans Ord vil Elise vist see min Tankegang. - Meest opfyldt er Hauch af Fortællingen om Straaene, dernæst Wadstene og ved Silhan. Men nu lev Vel! de kjærligste og bedste Hilsener til Eder Alle! Glæd mig ret snart med et Brev, det sendes til Glorup over Nyborg. Jeg trykker Henriks Haand og din, kysser liden Rigmor, nikker til Jomfruen og sender dernæst Elise, Holger, Dagmar & & mange mange Hilsener.
Din trofast hengivne H.C. Andersen. Her er det lille Vers din Svigermoder forlangte til Brudegave-Album. Hilse fru Clasen fra mig naar hun kommer.
