Om genstanden
Paa Hundredaarsdagen efter Bertel Thorvaldsens Fødsel 19de November 1870. Thieles Bogtrykkeri.
S. 1: Med Lys og Skygge, med Vinter og Vaar, svandt hundrede Aar. (3 vers)
s. 3: Kaar vi finge karge. (to vers) af C. Ploug.
Deri løsblad: med beskrivelse af Festligheden.
HCAs dagbog:
Løverdag 19. Smukt mildt Veir, Solskin, Thorvaldsens 100 aarige Fødselsdag. I Grønnegade sad en Steen med Indskrift ind i hans Fødehuus der var smykket med Grønt og Danebrogsflag, stor Folkestimmel, hele Gaden med Flag og om Aftenen Ilumination der i hvert Huus. To Kjældermænd
sagde: I dag er vor Gade blevet en fiin Gade. Jeg var der om Formiddagen og mod Aften, et lille Barn skal være kjørt ihjel af en Mælkevogn i den Trængsel. Jeg var uvis med mig selv og nerveus, om jeg skulde vove mig ind i Ridehuset. I det sidste Øieblik da Festen begyndte bestemte jeg
mig dertil men holdt mig tilbage, snart kom flere af Ordens Marskalkene og vilde have mig frem, endelig lod jeg mig føre og kom til at sidde ved Frøken Zahle, (som netop Dagen forud havde besøgt mig). Jeg blev varm og nerveus, følte mig indeklemt. Slesvigeren Kryger som var kommet hjem fra preusisk Fangenskab stod i Sidegangen; jeg sagde til Én af Fest-Marskalkene (Krohn) »De har givet mig en Plads men her staaer en Mand, der bør sidde, thi han har altid staaet
for os.« Og jeg viste ham Krüger, som han strax gik til, for at byde en Plads, denne modtog den dog ikke. Bange for Trængselen holdt jeg mig tilbage fra Prosessionen til de Sidste gik. — Hvor langsomt, vist en Time løb jeg frem og tilbage inden for og stod da snart som den allersidste i Toget,
det var Maler-Sangforeningen som tilfældigt sluttede, med den kom jeg op af Musæets Trappe; Anføreren bar en stor Krands med Indskrift paa Silkebaandet. »Vil De ikke for os lægge den paa Graven!« sagde Bæreren. »Men jeg hører ikke til Deres Corporation!« sagde jeg[.] De vil hædre os ved at lægge den. Det er venligt sagt af Dem, men jeg veed ikke om de Alle have samme Tanke, da blottede alle de Nærmeste deres Hoved og hilsede mig. Formanden, jeg kalder ham
som bar Krandsen, sagde Det vil være os uforglemmelig at en Ven af Thorvaldsen har lagt vor Krands paa Graven! Og vi ville ikke glemme det. Jeg vil heller ikke glemme den Ære
De viser mig og Taarer kom mig i Øinene jeg lagde Krandsen paa Graven og listede ind i den en Bouquet fra mig selv, Fru Melchior havde sendt mig. Med blottet Hoved gik vi om Graven; jeg var bevæget, men det sygelige Mismod det uendelig Nedtrykte, ja den Opgivelse af mig selv jeg fra
Krigens blodige forfærdelige Gang, Kanonernes raadende Vorherre, der havde gjort mig idiotforfærdet, gudløs, løftede sig; jeg var som vaagnet kraftig og sund af en Feberdrøm. Jeg tør ikke skjule paa disse Blade, som aldrig trykkes, men fødes i min Dagstanke. At jeg følte saa Meget i mit Liv beslægtet med Thorvaldsen, vor fattige Fødsel, vor Kamp og vor store Verdens Erkjendelse. Jeg er tilvisse saa bekjendt i Verden som han; det vore Landsmænd nu ikke see, men vist er er det; men han lever længere vistnok end jeg. Ja jeg troer mit Navn er nu mere kjendt Verden rundt end hans, men mit vil slukkes hans vil leve. Er det Forfængelighed? Mon jeg engang skal vide det. Herre Herre! Er Udødelighed: en Forfængeligs Drøm og vi kun Legetøi for din Almagt. Herre, Skaber, Fader, slip os ikke. Middag hos Oberst Lønborg gift med Thieles Datter; hun blev stødt ved Bordet fordi jeg ikke vilde spise Flesk, da jeg har Frygt for Trichiner,
hun blussede op, vilde tvinge mig, hun er vist en lille Huustyran, men jeg slog det hen i Spøg; da jeg gik derfra til Studenterkomedien, vare Faklerne tændte om Thorvaldsens
Museum; dette var indvendig belyst og Christusfiguren syntes at være traadt heelt hen ved Graven; jeg saae det klart fra den fjerneste Side af Kanalen. I Folketheatret hvor Studenterne
spillede kom jeg for at see Slutningen af det forrige Gang først givne Stykke, man havde byttet om tilaften og givet det sidste først, jeg fik saaledes netop de samme to første Acter som sidst; gik saa og kom netop da Fakkeltoget nærmede sig, men der var en voldsom Trængsel, i den mødte jeg
Edvard Collin, jeg tyede ind i Snaregaden, men ved dens Udgang var atter Trængsel og jeg maatte tilbage og af mange Omveie naaede jeg Kongens Nytorv hvor Academiet var illumineret. —
Søndag 20 Gik hen i Thorvaldsens Museum, der var en heel Folkevandring; Thorwaldsens gamle Tjener viiste mig at den største Krands var fra Brygger Jakopsen, den smukke Rosenkrands, som Folk i Tro at det var kunstige Roser var flau [over], var virkelige store udsprungne Roser, kom med Posten om Morgenen fra Hammerich. Der laae tre Bouquetter Kongen, Kronprindsen og Prinds Waldemar havde lagt, Wilckens havde revet et Stykke af Papiret paa Kongens for at
at kjende og opbevare den, han viiste mig Papiret.
