Digtmanuskript: "Madrid", 1863

Madrid.

Spaniens Hovedstad, nei hvor Du dog reent har afslidt Alt, hvad der præger som Spansk; Du har så lidt kun af dit. Man er i Wien, i Paris, ikke i Spanien længer, Nordens raakolde Skyer her ret i Velmagt jo hænger; Graat, vaadt, sølet og raat er her, ei skal jeg klage Meer over Hjemmets Klimat, vore Novembertids Dage, Søllede, taagede - hu! det er, jeg er i Madrid. Ørkenstad, o hvor Du dog ligner dit Spanien lidt.

II

Hjemkomst.

Jeg jubler af Fryd paa fremmet Strand, Men Glæden har Taarer i Hjemmets Land!

3.

Du evige Gud, saa kjærlig og god, O send Du dit Lys for min usikre Fod, Lys ind i mit Hjerte, hvad er dig det rette, De Christendoms Præster de slette mig ud, At du er den eneste, eneste Gud. Hvad Christus mig lærte, jeg skal ei forgjætte, Men Du kun er Herren, der er kun een Gud! Du talte i Moses, Du talte i Jesus, i dem Du lod fødes, i dem Du lod døe Lys ind i mit Hjerte! derinde Du lagde et Sandhedens levende gjørende Frø.