Om genstanden
Basnæs den sjette Juni 1862
Kjære Frøken Ørsted!
Igaar, tænker jeg mig, stod Deres Broders Bryllup, jeg havde dem da Alle i mine Tanker, og sender i Dag de hjerteligste Lykønskninger; Ægteparret er rimeligviis aller_de reist til Hjemmet! naar De skriver derhen, da send min deeltagende Hilsen. De og Deres Moder komme vel i denne Sommer til Weyle, gjør maaskee da Udflugt til Himmelbjerget, jeg vil ønske De ved den Leilighed ogsaa besøgte Silkeborg, vort Høiland. Egnen der minder mig særdeles om Skotland, især som den gives i Walter Scotts Roman "røde Robin". Jeg bliver nu en sex Ugers Tid paa Landet, længst her, paa Basnæs og venter til første August at være i Brunnen. Her er sommervarmt og smukt paa Basnæs; jeg faaer en Deel udrettet, ganske anderledes end i Kjøbenhavn hvor jeg stadigt afbrydes ved mennesker som ville tale med mig. I Mandags med første Tog reiste jeg herud; det var mig ganske veemodigt at flyve forbi Sorø, det pleiede jeg ellers aldrig, et Døgn, i det mindste, blev jeg hos Ingemanns. Hvor dog Mange og Kjære i de sidste Aaringer ere gaaet forud, man træder selv i Geled for at rykke bort. Min Karl bragt Dem vel i Mandags sidste Søndags Nummer af "illustrerede Tidende”, jeg gav det til ham; fra nu af faaer De hver Søndag dette Blad sendt fra Delbanco, vil De opbevare alle Nummere til jeg kommer tilbage. De glæder mig nok med et lille Brev medens jeg er her paa Basnæs, i det mindste i tre Uger, Brevet sendes adresseret ”Basnæs ved skjelskjør”. Her er smukt i denne Tid, Æbletræerne blomstrer, Sirener og Guldregn hænge i store svulmende Klasser mellem det Grønne, Havet har jeg tæt ved og jævnlig seer jeg Seilere, ogsaa et Dampskib, efter Pintsen tager jeg et Par Dage til Holsteinborg, men vender igjen tilbage her til Basnæs.
I denne Tid læser jeg Dietrichsons Bog ”Indledning i Studiet af Sveriges Literatur”, den har en heel Deel der er mig nyt, men det forekommer mig dog, uagtet jeg ikke tilbunds kjender de Forfattere han omtaler, at disse bedømmes af ham, temmelig seete gjennem hans Brilleglas; om Bellman har jeg ikke den Forestilling som han, jeg kan ikke see ham som Ironiens tragiske Blomst paa hans suppelystige Tidsalder. Jeg tror Bellmann tog Verden lettere end Dietrichson vil at vi skulle opfatte ham; det er hos os Herz og særligt Heiberg, som har stillet den svenske Poet saa høit; Punschens Anadymena kan jeg ikke see som tragisk Muse; Ingemanns opfattede Bellmann paa samme Maade. - Vil De sende venlige Hilsener til alle Scharlings, ligesom særligt hils Deres Moder og deres Broder Nicolai. Er smaapigerne endnu i Skole, da siig at jeg husker paa dem og naar vi sees efter den spanske Tour skal de faae en ”Historie med spansk Peber, spanske Fluer, Spangrønt og Spaniefarver, Alt hvad Spansk er.” Naar de klippede Dukker flyve til Aalborg da hilse disse selv fra mig, tænker jeg, men Dukkerne reise nok ikke før Deres Moder og De selv betroe dem til Dampskib. Nu lev hjertelig vel! Deres meget hengivne
H.C. Andersen
