Om genstanden
Som tiderne går 1838- 928- 1983 - Et H.C. Andersen-brev i London.
Det er ofte kommet mig i Tanke, skulde jeg ikke skrive Marmier et Brev til! Men da frygtede jeg igjen at De maaskee halvt havde glemt mig og derfor skrev jeg ikke; paa samme Tid faaer jeg et Brev fra Dem, det opfyldte mig med Glæde, De kan troe jeg ret vurderede det, blev glad derover; øjeblikkelig tog jeg Papiir og Pen og begyndte et Epistel, men kun den første Side fik jeg færdig og da væltede Blækhornet over det, næste Morgen blev jeg bedet om at skrive et Digt til et Declmatorium, en anden anmodede mig om en Sang tilKongens Fødselsdag, en Tredje om en Epolog til en Forestilling for de Blinde og saaledes optaget af "Leiligheds Skriven", fik jeg ingen Leilighed til hvad jeg halst vilde; tale med Dem,kjære en, i Tankerne trykke Dem til mit Hjerte og sige at De er mig saa kjær, saa inderlig kjær! Aldrig har jeg kunnet føle nogen Forskjel ved at see paa forskjellige Natiner, dette Landsmandskab, som kun synes mig et Kaste-Væsen af en større Stiil; Franskmanden, Italieneren, hos hver jeg kommer til at holde af og kjende, føler jeg dette Aandens og Hjertets Slægtskab, der , somjeg haaber vil knøtte os sammen for mere end denne Verden.Jeg har egentlig kun levet lidet med Dem, kjære Ven, og dog er De for mig som en gammel Ven, jeg har en Tillid til Dem, som til mine ældste Venner; De har jo ogsaa i én Henseende kastet et Blik i mit Hjerte, saaa at De i det fata morgana der da afspeilede sig der, spiller en Slags Rolle. Den,som kan udtale sin Sorg er alt paa Veien til at miste den, men ansee mig ikke saa lykkelig som De maaskee troer; i meget er vist nok mit Hjerte en opslagen Botg for mine Venner, men der kan dog let hænge et Par Blade sammen, somingen faae at see og ved denne lille Fold kommer der let en Feil læsemaade, om endogsaa læser nok saa godt! - I disse Dage har jeg faaet en Sang-Bog paa grønlandsk, alle de Viser Grønlænderne synge naar de ere paa Havet eller have Lystighed findes deri, jeg forstaasr nu ikke et Ord, men én af Sangene er en Ovetrsættelse af mit Digt: "Det døende Barn,", som, efter en grønlandsk Præsts sigende skal røre dem til Taare og som de synge især ude paa Havet. Det morer mig! I den sidste Tid har jeg skrevet nogle lyriske Digte, et Par ere med stort Bifald blevne declamerede paa Theatret. Det jeg sidst har skrevet kaldes "mene, mene tekel, upharsin,! Og er en Henpegen paa det characteristiske i at netop det der characterisere tre Natinere ere gaaet op i Flamme: Slottet i Petersborg, Theatreti Paris og Børsen i London. Jeg arbeider ellers paa et Eventyr: Lykkens Kaloscher, som jeg troer bliver ret morsomt. Frøken Wuylff takker Dem meget for Deres Hilsen til hende, i Brevet De skrev mig til, hun tænker med megen Venlighed paa Dem, De har en stor Plads i hendes Hjerte; jeg har vakt Lyst hos hende tila t besøge Stockholm; nu har hun læst Frøken Bræmers Romaner og har faaet denne elskværdige Forfatterinde saa kjær at hun har besluttet at dersom hun er i Stockholm til Sommer, da reiser hun derhen og haaber at gjøre hendes Bekjendtskab, viser Frøken Bræmer sig lidt modtagelig for hendes Hengivenhed, da vil hun indbyde hende at følge hjem med i et Besøg til Danmark, bede hende boe hos sig og i en Maanedstid see at kunne gjøre hende Opholdet hos os saa behageligt som muligt. Nu beder Frøken Wulff mig om jeg i dette mit Brev til Dem vil see at faae noget at vide om Frøken Bræmer om hun er ui Stockholm nu og om hun findes der til Sommer i Juni og Juli Maaned; siig os Beskeed derom, De glæder derved baade Frøken Wulff og mig. Nu har De dog vist seet Frøken Bræmer? De seer hende maaskee imellem? Siig at hun ingen lad Brevskriverrske maa være; hun har lovet mig Brev om O.T., og Spillemanden maa være en Paamindelse. Vi havde paa vor Konges Fødselsdag et Drama af Heiberg: Fata morgana; mig har det kjedet, der er ogsaa blevet pebet,men mange lægge noget meget dybt og philosophisk deri, dog er den Forklaring de give slet ikke fyldestgjørende: vi have 15 Graders Kulde, men da de i Paris have 14 saa ere vi jo temmelig lige; i Stockholm er det nok lidt stærkere; imidlertid er der Kanefart over Sundet og i disse Dage har man begyndt at kjøre over store Belt; smukke Nordlys brænde paa Himlen, og forleden er en Ulv kommet over Isen fra Sverrig til Sjælland,d en blev skudt ved Strandmøllen. Seer De nogle af mine svenske poetiske Venner, som jeg har skrevet til, da siig jeg er meget forundret over ikke at høre fra dem. Tegner har jeg sent Improvisatoren, meni kke et Ord har jeg hørt fra ham. Men nu siger Papieret basta! Jeg vilde endnu saa gjerne sladdre med Dem. Gid De snart vilde glæde mig med et lille Epistel; de kan have mange Venner i Dannamark, meningen tænker kjærligere paa Dem, ingen Ven drømmer sig saa levende og glad Deres kloge, kjærlige Træk, som Deres af Hjertet hengivne
H.C. Andersen.
