Om genstanden
19732
1989/89
Kjøbenhavn den 4 Sept 1839
Kjære Susette!
De maa da ogsaa have et lille Epistel, Henrik og Holger havde jeg ogsaa bestemt hver eet, men for disse to gode Venner bliver der denne Gang ingen, jeg begynder derfor dette Epistel med BØn om De ret meget vil hilse dem, samt sige at min næste Brevdue flyver i deres Hænder.
Hvem af de andre jeg ikke endnu har bragt Hilsener beder jeg Dem besørge en heel Bouquet. til, især den fortræffelige Hr. Bach. Iaftes, i min Eensomhed, skrev jeg et lille Digt, om det er godt eller høist ubetydeligt veed jeg ikke, Ingen have endnu seet det. De skal her have den første Afskrift. Her er den.
------
Der er saa Mange, som jeg her har kjær
Der er i Verden dog saa mange Gode!
Vi skal forstaae hinanden, elske der
Hist hvor vi samles! Faae vi her forstode.
Der er en Kjærlighed i dette Bryst
Den brænder tidt med Blodets kække Varme,
Halv synlig og dog stor, jeg har en Lyst,
Som Brud den hele Verden at omarme.
O I forstaae mig, som med Sydens Ild,
Opfatter Livet om os! mægtigt Tanken
Henriver mig; som Ørknens Søn saa vild
Jeg flyver fremad! Hvilken Hjerte-Banken.
Det er, som Alt opløste sig til Luft,
Derinde i mit Bryst, med Gud jeg svæver,
Til eet hensmælter Hjerte og Fornuft,
Jeg føler det, o Gud! i Dig jeg lever!
Frøken Schwartsen maa nu finde en Melodi dertil, i det mindste lader det sig synge paa den: Min Herre viid De staaer paa Danmarks Grund! og slaaer hun to Vers sammen. Probatum est! Vil De fra mig Ønske den kjære Thorvaldsen Velkommen paa Nysø, hvor han har det bedst! Tænk venligt paa mig.
Deres hengivne
H.C. Andersen
