Hvis alle de, der elske H.C.A.’s eventyr havde hørt ham selv læse dem op, vilde Beundringerne for dem stige endnu højere.
Han var uforlignelig, naar han sad aldeles henført til Eventyrets Land, saae langt bort med disse vidunderlig dybtliggende Øjne, og med sin underlig betagende Stemme, der gengav den fineste Sindsrørelse, malede alle Scenerne saa levende for En.
Vi Børn havde Taarerne i Øjnene, naar han læste om den lille Havfrues Graad, og om Gerda, der maatte helt op til Snedronningens Land for at finde Kaj; og hvor lo / vi dog, naar han talte norsk som Dovregubben i Elverhøj!
At han var rørende glad naar man applauderede ham, er bekendt nok; det er ofte lagt ham til Last dette stærk Hang til Anerkendelse, til Roes, og kunde jo ogsaa tage sig latterligt og barnagtigt ud. Jeg har saaledes hørt ham sige, at han holdt mest af at læse for Damer, da de vare de ivrigste til at applaudere.
Paa et adeligt Herresæde, hvor han ofte var i Besøg, plejede den unge Comtesse hver Morgen at sætte en Rose i hans Knaphul, og glemte hun det en sjelden Gang, var Andersen i daarligt Humeur hele den Dag. Han var sygelig i denne Retning, det er vist, men det var alle de Lidelser den grimme Ælling havde gennemgaaet, som til det sidste sad i Blodet paa den stor hvide Digtersvane. –
Han havde saa ofte i Barndommen og Ungdommen hørt Smædeord om sin ydre Grimhed, lang og kantet / og kejtet som han var, derfor havde han altid megen Medlidenhed med dem, af hvis Ydre der blev gjort Nar. Jeg fik et tydeligt bevis derpaa en Dag, da min Broder og jeg som smaa Børn havde været paa en Spaceretur, hvor en Gadedreng havde raabt efter os: ”æ! sikke to rødhaarede Unger.” da vi kom hjem, sad min Gudfader H.C. Andersen med min Moder i Dagligstuen, og da han øjeblikkelig saae, at jeg var dybt krænket, spurgte han om Grunden, og fik da Historien om Gadedrengen, der havde raabt efter os.
Straks var han opfyldt af Medlidenhed og sagde trøstende, ”Rejs Du blot til Italien, min lille Ven, der er Dit ”auburne” Haar den største Skønhed. Men da jeg ikke havde nogen Udsigt / til at komme til Italien, trøstede dette mig ikke. To Dage senere kom A. igen, medbringende et Ark papir, hvorpaa Blækket knap var tørret, – som han sagde – og læste nu højt for os ”Guldskat” Historien om den lille Dreng, hvis røde Haar bringer ham saa megen Lykke i Livet. ”Se! det har jeg nu skrevet til Dit røde Haar, og derfor skal Du høre det først af Alle” sagde han. Hans kærlige Hjerte fornægtede sig ikke, selv om hans Heftighed kunne løbe af med ham, hvad der ikke sjeldent hændte i de senere Aar under hans tiltagende nerveusitet og Sygelighed. Min Fader – hans gamle Læge og Ven – traf ham f. Eks. En Dag i en ganske særlig ophidset Tilstand paa Grund af, at Tjenestepigen havde lagt for meget / i Kakkelovnen, saa Stuen var blevet altfor ophedet. ”Men saa lad os da bede hende tage noget af Ilden bort igen”, sagde min Fader og kaldte paa Pigen. Andersen modtog hende med en Syndflod af Bebrejdelser ”Man skulde tro at De stræbte mig efter Livet, menneske! mig! en gammel stakkels syg Digter”. Pigen stak i at græde, og Øjeblikkelig fortrød A. sin Heftighed.
Han tog en stor dejlig Vindrueklase og en Kurv med pragtfulde Roser, som hans Veninde Fru Melchior lige havde sendt ham, kastede alt i Pigens Forklæde og raabte: ”Der! tag du altsammen, og næste Gang ”Meer end Perler og Guld” (hans sidste Teaterstykke) gaar, skal De faa en Billet.” / Hvad Pigen ikke før havde grædt, det gjorde hun da nu, men da var det ude med A.’s Beherskelse. ”Gaa Menneske! gaa! De dræber mig!” og han skubbede hende med Voldsomhed ud af Døren, og kastede sig pustende og stønnende paa en Sofa, hvor han maatte ligge en rum Tid for at faa sine oprørte Nerver nogenlunde dulmede. Lignende Scener gentog sig ofte, men hans trofaste Veninder, der kom daglig og plejede ham, ophørte dog aldrig med at føle den inderligste Sympati og Venskab for dette store, geniale Barn.
I det Collinske Hus, hvor han / kom daglig paa forskelligste Tider, bar de med Kærlighed over med hans Luner.
En Dag var der Ingen hjemme da han kom, og A. blev saa fornærmet herover, at han skrev paa sit Visitkort ”Farvel! mig ser De aldrig mere.”
Fru Collin lo da hun saa Kortet, og næste Dag og de følgende indfandt A. sig som sædvanlig, uden at mæle et Ord om sin Afskedshilsen.
Fru Collin maatte tit trøste og berolige ham, og han vendte ofte tilbage til at fortælle om ”Mit Livs Eventyr” med alle dets mærkelige Tildragelser. I sin tidlige Ungdom forsøgte han sig som bekendt / ved Balletten, og derved skete en Aften et mærkeligt Sammentræf. Ved en Festforestilling til Ære for Kongens Fødselsdag blev Lystspillet Capriciosa givet. Ved en Scene i Frederiksberg Have hænger 3 smaa Genier i Træerne, og disse 3 vare L.R. J.L.H. og H.C.A. var de kommet i Højden den Gang, saa kom de det ogsaa senere hen i Livet alle tre, om end paa højst forskellig Vis. L.R. steg til Vejrs som Grevinde Danner, J.L.H. blev den geniale og fejrede Dronning i Skuespillets Verden, og H.C.A. – ja! han blev Kongen af Guds Naade i Eventyrets vidtstrakte Riger og Lande.
Marie Bache
f. Hornemann
