Om genstanden
Radering i glas og forgyldt ramme, forestillende den Collinske gård set fra Norgesgade. Af Carl Frederik Bartsch (1829-1908), udsendt af Kunstforeningen i dens hefte 1850. Gården, der blev nedrevet 1853, lå i Norgesgade, mtr. Nr. 159, St. Annæ østre kvarter, på det nuværende Bredgade nr. 4's grund, imellem Norgesgade og Store Strandstræde.
På bagsiden af raderingen er klæbet en lille avisnotits om sammenhængen mellem træet i den Collinske gård og H.C. Andersen-digtet 'Det gamle træ o lad det stå'. Artiklen lyder: "Ser man det... Model-træet til det berømte H.C. Andersens-digt "Det gamle træ o lad det stå, indtil det dør af ælde" bredte sine grene ud over muren i Bredgade nr. 4. Digtet blev skrevet, da det kom på tale, at gården i Bredgade skulle rives ned. Den ejedes af Jonas Collin, i hvis hjem H.C. Andersen havde sin daglige gang.Men hus og træ blev dog revet ned og fældet i 1853." Med blyant er noteret : 'Geheimekonferensraad Jonas Collins Gaard. Hj. af Bredgade og St. Strandstræde', i nederste højre hjørne 'Kai Jonas Collin' og i øverste venstre hjørne afskrift af H.C. Andersens digt "Alt skifter om paa Tidens Bud, Alt kommer og forsvinder, 'Den gamle Gaard' er slettet ud, staaer kun i 'gamle Minder'" (bfn 834). Det gamle karton er smidt ud efter registrering, da det skader raderingen med sin syre.
Raderingen findes også i H.C. Andersens Album side 20, og den er omtalt på side 72 i Lademanns udgivelse af samme "H.C. Andersen Album I-V", bd. 1.
Raderingen er del af en større samlet erhvervelse (div. dedikationseksemplarer, mus.nr. 1998/35, samt en gennemskinnelig tegning, mus.nr. 1998/34) i forbindelse med boet efter fru Elga Collin, Frederiksberg, bestyret af Erling Christensen.