Om genstanden
Kantate ved Hr. Moritz Melchiors og Fru Dorothea Melchiors Sølvbryllup den 17de Juni 1871. Musik af Hägg.
Chor
Sølvbryllupsklokkerne ringe,
Det er som en Foraarssang,
Naar næste Gang de klinge,
Har Klokkerne Guldets Klang.
Én Stemme.
Der staaer paa Høibroplads en gammel Gaard,
Der boede "Dyveke" vil Godtfolk sige;
I vor Tid voxte der en Rosenmaard,
Et Barn, en klog, velsignet lille Pige.
Ung Moritz saae derop en Foraarsdag,
Og i det Solskin blev hans Hjerte borte;
Men ei han følte Sorg, nej stort Behag,
Han fik jo eet igjen af "lille Dorthe".
To Stemmer.
Det er saa deiligt at mødes,
Hinanden ret at forstaae,
Livsalige Tanker fødes,
De ind i al Evighed maae!
Én Stemme.
Der gik det glade Par i Ungdomstiden,
Endnu de eie hele Hjertets Vaar,
Skjøndt fem og tyve Aar er gaaet siden
Hun flætted' Myrtekrandsen i sit Haar,
Og han fornam, at Lykken var ham givet
I Qvinden ædel, klog og hjertegod.
Gik Sorgens Skygger over Jordelivet,
Hun var det Solskin somham ei forlod.
Chor.
De dybt hinanden i Hjertet saae,
Hinanden de kunde stole paa
I Glædens og Prøvelsens Dage;
Der lyste ind Velsignelsens Aand
Til gjestfri Arne og hjelpsom Haand,
Til Husbond og Ægtemage.
Én Stemme.
Ved "Rosenvænget" er voxet frem
Et "Rosenborg", et Hjertets Hjem,
Der Sølvbryllupsklokkerne ringe,
Og Børn og Børnebørns festlige Tog
Komme med vaiende Danebrog,
De Hilsen og Festsang bringe.
Chor.
Sølvbryllupsklokkerne ringe,
Det er som en Foraarssang.
Naar næste Gang de klinge,
Har Klokkerne Guldets Klang.
