Digtmanuskript: "Kommer aldrig igjen", 1868.

Museum Odense

Digtmanuskript: "Kommer aldrig igjen", 1868.

Inventarnummer
HCA/2000/41

Om genstanden

Signeret manuskript til digtet "Kommer aldrig igjen", skrevet på Frijsenborg den 23. august 1868. Et ark papir beskrevet på den ene side. Digtet blev første gang trykt i "Figaro", 1869 (BFN980) og senere optaget i "Lykke-Peer". Digtet blev forfattet samme dag, 23. august 1868, og findes afskrevet i dagbogen, hvor han ledsager digtet med følgende kommentar: "Jeg er i Dag ikke glad, utilfreds i Sindet og skrev da jeg gik til Middagsbordet: [digtet]".

Forhistorien må spores nogle måneder tilbage. Den 12. juni 1868, befandt H. C. Andersen sig i Ems i Tyskland. På hotellet havde han forvildet sig en etage højere op end, hvor han boede, og under forvirringen i den mørke gang havde han stødt sit ben på en kuffert. Resultatet var et grimt sår i skinnebenet, som han i de næste måneder døjede med. Såret syntes ikke at ville læges, og i dagbøgerne kan man dag for dag følge helingsprocessen. Således også i august, da Andersen befandt sig på herregården Frijsenborg. I et brev til Dorothea Melchior påbegyndt den 23. august beklager han sig over benet:

” … mit Been [er] daarligt som før. Lægens Trøst har intet at betyde. De have alle sagt: ’Ja, nu er det saa godt som helet; om et Par Dage er Alt forbi!’. Saaledes kunne de blive ved, til der kommer Sandhed i: ’Alt forbi!’”.

Brevet fortsætter dagen efter med ordene:

”Igaar holdt jeg op med at skrive; jeg kom ind i en veemodig Stemning, der ikke burde slutte Brevet. Imidlertid løftede Stemningen sig til Digtning …”

og herefter følger et afskrift af digtet.

Manuskript

Transskription

"Kommer aldrig igjen".

Alt farer hen som Vinden, Her er ei blivende Sted; Snart svinder Rosen paa Kinden, Smilet og - Taarerne med.

Hvorfor være bedrøvet, Hen farer Sorg og Fortræd; Alt farer hen, som Løvet, Tiden og Mennesket med.

Alt er Forsvinden, - Forsvinden! Ungdom, dit Haab og din Ven! Alt farer hen, som Vinden, Og kommer aldrig igjen. H.C. Andersen.

Frijsenborg 23 August 1868.

Mere fra samlingen

Udforsk hele samlingen →

Noget helt andet

Se noget uventet

Tag et spring til en anden genstand i Museum Odenses samlinger.

Overrask mig →
Fotos af Carl Nielsen

Foto

Fotos af Carl Nielsen

1888

Oplev vores museer

H.C. Andersens Hus

Træd ind i eventyret. H.C. Andersens Hus er for alle, der holder af leg og gode historier.

H.C. Andersens Barndomshjem

10 minutter fra TID – og 5 minutters gang fra H.C. Andersens Hus – ligger det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde, som H.C. Andersen boede i, fra han var to til 14 år.

Carl Nielsens Barndomshjem

Træd ind i Carl Nielsens hjem og duft den harpiks, man brugte til at smøre violinstrengene med.

Carl Nielsen Museet

Et moderne museum med store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange af den fynske komponist.

Den Fynske Landsby

Et frilandsmuseum med fokus på bæredygtighed og inspiration til grøn hverdagsaktivisme med bund i historien.

TID – Museum for Odense

Få timevis af oplevelser og overraskelser – og et særligt museum for børn. Gå heller ikke glip af den internationale billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.