Om genstanden
59 Aargang Fyens Stifts No 33 kongelig allene privililegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende Tirsdagen 2 Marts 1830. Forsendes med Brevposten overalt i de Danske Stater. Redigeres, trykkes og udgives i Odense af Søren Hempel, Kancellieraad.
side 3-4: Erklæring. Mange Bevægelser skee, Meget opstaaer og forgaaer i en Litteratur, hvorpaa Man ei behøver at tage HensyN; men der gives en fordærvelig Virksomhed, der ei bør forbigaaes med Taushed. Hvo, der angriber det Udmærkede og Sledne, bør vel finde sig i, at hans egne Produkter underkastes en streng Prøvelse. Hr. H.s Vaudeviller vilde, da jeg, som de fleste Andre, uagtet deres overfladiske Tone, mishagede mig, deri erkjendte Talent, vanskelig have bragt mig til at gribe til Satirens Vaaben. Men Hr. H.s. hvomodige Bestræbelser at stemple et Ephemere til noget Evigt og Stort, hans praleriske og gjentagne Forsikringer om,a t hans Værker vare af en uforgængelig Natur, og især hans Angreb paa Holberg, Ewald, Schulz, Oehlenschlåager, fortjente vel en alvorlig Revselse, de fortjente vel, at Man lidt nøiere blottede Manglerne i det, han vilde sætte i hines Sted. Lige saa gjerne kunde Hr. Andersen for mig, saalænge han vilde, have underholdt sit Publikum med sin diffuse Snak, som han kalder Humor, og med sine vilkaarlige Phantasterier, som han udgiver for ægte digterisk Phantasie, men hans nyopfundne, for ham meget beqvemme Maade, at frembringe det Komiske paa, ved at indslutte det meest Udmærkede og den meest Elendige i den samme Ramme, og ved hoverende at hænge en Narrekappe om hiint, idet han for Resten paa andre Steder forsikrer, at han har den største Agtelse derfor, indignerede mig i høieste Grad, og fremkaldte mit Angreb. Det er kun Kaadhed, ei Humor, der kan sætte Lessings Nathan den Vise i Spidsen for Moboeflokken, det er kun Mangel paa ægte Følelse og Dømmekraft, der kan sætte Goethes Werther ved siden af den klynkende Siegwarth, og der kan omtale Romanskriveren Spiess og Shakespeares Hamlet, Reisers Bog og Schillers Jeanne d'Arc omtrent paa samme Maade. Vil han, at Man skal overbære med ham, som med en Begynder, da vise han selv Agtelse for Mænd, hvis Skoeremme han selv vanskelig i sin Fuldendelse vil vorde værdig til at løse. Det Komiske frembringes ikke ved uden Agtelse, eller i det mindste uden Overlæg. at kaste alt i Fleng mellem hverandre, ligesålidet som et Digterværk frembringes ved at phantasere uden Forbindelse, thi det Sidste har kun Hjem i usammenhængende Feberdrømme, som Ingen har Ret til at byde et vaagent Publikum. Det Humoristiske bestaaer ei i en ledeløs Phantasie, ei i kaad, ligegyldig Persiflage af Alt, men i en Agtelse for det Ophøiede, der er stor nok for at kunne tillade sig at lege med det Almindelige, og er her en streng Sammenhæng i Plan ikke altid nødvendig, saa er dog Sammenhæng i Digterens Subjectivitet nødvendig; den første Betingelse for Enhver, der offentlig vil opløfte sin Stemme, er, at han skal vide hvad han vil, og dette synes Hr. A., mod hvis Person jeg for resten Intet har at indvende, da jeg ikke kjender den, aldeles ikke at have nogen Ahnelse om.
At hr. A. forekaster mig selv en usædelig Fremstillingsmaade er sikkert Noget, som Enhver, der med halvvaagent Øie har læst mine Værker, maa smile ad. Har mit Emne et Par Gange bragt mig til at berøre den sandselige Kjerlighed, da har jeg skildret den streng, alvorlig i sine gyselige Følger, og sikker har jeg snarere skjult, end paa en tillokkende Maade søgt at fremhæve det Vellystige i Situationen.
At det er er personlige Grunde, der have bragt mig til at angribe mine Modstandere, men kun alvorlig Harme mod Sandhedens eller Skjønhedens Fornærmere, troer jeg og let at kunne godtgjøre. De faa Angreb, der i den senere Tid vare stilede mod mig personlig, vare af den Art, hvilken Man ei behøver at tage til Gjenmæle imod. Tvertimod begyndte Vedkommende, ved min Hjemkomst til mit Fædreland, endog høit at berømme mig, og jeg havde blot behøvet at finde mig med Taushed i de ubillige Angreb, der gjordes paa udmærkede Mænd, for Intet at have at frygte fra den Kant, men dette vilde jeg ikke, og derfor anseer jeg hines Angreb som en Ære, jeg stedse skal søge at gjøre mig værdig til.
