Om genstanden
Robert Watt skriver i "Feuilletoner fra mange Lande" fra Frankrig: Philarète Chasles.
Side: 170: Under Verdensudstillingen (i Paris) i 1867 havde jeg gjort Rejsen til Frankrig sammen med H: C. Andersen Jeg besøgte atter Philarète Chasles og fortalte ham, at Eventyrdigteren var i Byen; jeg maatte love Chasles at bringe ham sammen med Andersen. Vi tog derfor en Dag med Jernbanen ud til den lille By Meudon, hvor Philarète Chasles nu boede den meste Tid af Aaret i en smagfuld lilel villa, medens han kun benyttede Leiligheden i Institut de France til engang imellem at tage imod i. Efter en kort Promenade mellem Havens Rosenhækker og et Ophold paa den smukek Terrasse blev der meldt, at Middagen var serveret, og vi gik til Bords. Der var ikke mange gjæster: en ung, begyndende Forfatter, en ældre og en yngre Kunstner, et Par Damer og "Vennerne fra Danmark" udgjorde Selskabet; men man vil vanskelig kunne tænke sig en muntrere Middag. Chasles var bleven en Del ældre af Udseende, siden jeg sidst havde seet ham, men derfor ikke mindre livlig. Han blev strax slaaet af H. C. A.s ejendommelige barnlig elskværdige Væsen, af hans
milde og skaansomme Domme om Personer og Begivenheder, som de Begge kjendte, og af hans poetiske Syn paa Adskilligt, som den skarpe franske Kritiker havde bedømt meget forskjellig. Det var interessant at høre disse to begavede, men saa forskjellig udprægede Personligheder udvexle Meninger og gjenkalde Begivenheder fra Reiser ude elelr Hændelser i Hjemmet i deres Erindring.
"Han er selv for mig som et Eventyr" sagde Philarète Chasles, "saa barnlig og poetisk, som jeg i grunden ikke havde tænkt mig det muligt." Og saa lo han, naar Andersen ligesom studsede over hans uventede Tankespring og undertiden temmelig bittre Verdensanskuelse. "Slaa Dem aldrig ned i Paris," gjentog han flere Gange. "Enten bliver De ond, eller De tæres hen af Sorg. Ja, De kan endogsaa se, at jeg har maattet flygte til Meudons Ensomhed. Jeg kommer kun til Byen endgang imellem, for i mine Foredrag at forbause Verden med mine Paradoxer."
Andersen fortalte om sin Begeistring for Rachel, om hvorledes Dumas havde ført ham op i Théâtre Francais' Foyer, og om, hvorledes han var ganske ængstelig ved Tanken om Mødet med den store Kunstnerinde, i hvem han havde set noget saa Rent og Skjønt som Faa.
"Ja hun var mærkværdig," sagde Chasles. "Jeg er komen i hnedes Saloner, ja, hvad mere er, jeg har set hende i Prælaters Huse, og det skjøndt de vidste, at hun langtfra var saa ren, som De, naïf enfant, antog hende for; men hendes klassiske Skjønhed i Tale, ja i Alt beseirede alle Fordomme. Hun maatte jo helelr ikke dømmes efter den Maalestok, man anlægger paa andre Kvinder. Naar man er begyndt med at synge udenfor Kaaféer, uden at have havt stort Andet paa end en Chemise, og saa bliver en Rachel, maa der slaaes en Streg over Adskilligt".
"Hvorledes?" spurgte min Reisekammerat lidt urolig over denne let henkastede Dom.
"Peut-être même sans chemise!" tilføiede vor Vært og gik saa med sædvanlig Livlighed over til et nyt Thema, idet han gottede sig over den Forbauselse, hans Svar foraarsagde, og efter kort Tids Forløb fremkaldte en ny ved sin Omtale af andre Personer og Ting.
Det var for mig et ualmindelig morsomt Besøg, og først sent paa Aftenen førtes vi ad Jernbanen atter tilbage til Paris.
"Jeg haaber ikke, at De er belven saa bange for mig, at De ikke tør komme igjen", bemærkede Philarète Chasles til Andersen, da de sagde hinanden Farvel. "Jeg skal ikke glemme Dem!" og saa gik vi, medens den lille sortklædte Mand fra Terrassen tilvinkede os et sidste Farvel.
Han har heller ikke glemt Andersen.
I Værket "Les contemporains, leurs oeuvres et leurs moeurs" af Philarète Chasles findes en Erindring om Eftermiddagen i Meudon. Kapitlet hedder "Le Perrault scandinave et les petits enfants. Hans Christian Andersen d'Odense".
Det begynder saaledes:
De kjære smaa Børn helt igjennem Tydskland, ja endogsaa meget længere bort, ligetil Grønland, ligetil det rødlige Lys, der bestraaler Nordpolen, lige til det melankolske Lapland, "hvor man ikke synger", kjende og elske deres Lærer, der hedder Andersen, og som har udrettet Mere for disse Landes Civilisation med sine Eventyr, end om han havde ført Bander af Mænd mod dem, forsynede med de deiligste Tændnaals- eller Chassepotgeværer til at dræbe Mennsker med. Hans Eventyr have paa deres Vis gjort Vidundere. Andersen er vor Samtidige; jeg har talt med ham forleden - han er en høi, elskværdig Mand, han har endnu sine brune Haar og har et opmærksomt Udtryk i Ansigtet. Han er hverken Minister, General, Erkebiskop eller Fyrste. Han er slet ikke Andet end Fortæller. Han holder intet Budget, som vor Undervisningsminster nyder godt af. Han er født uden Budget; thi han er Søn af en fattig Haandværker. Men han har alligevel gjort en uberegnelig Del Godt i Verden. Børnene velsigne ham, fordi han selv er Barn med dem, og fordi de have moret sig kongeligt, ide de af ham have lært at elske og leve. Mødrene velsigne ham, fordi Børnene have været rigtig artige, naar de have hørt hans Eventyr, og fordi deres smaa Ømheder og deres smaa Hjerter ere blevne endnu mere ømme gjennem ham. Han har selv et elskværdigt Hjerte, han er jevn af Sædvaner og Tankemaade, og han er en ægte Digter uden maaske selv at tænke derpaa. Jeg spiste forleden Dag til Middag sammen med denne begavede og elskværdige Mand, der har reist meget, og som ofte har være ti Paris. Forfatteren til saa mange Eventyr fortalte mig sit eget Livseventyr paa en glad og vindende Maade; thi Glæden over at leve straaler fra hans poetiske Pande."
