Om genstanden
Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen
Kjøbenhavn den 4 Februar 1843
Min kjæreste Ven!
De kan troe at det gjorde mig umaadelig ondt, at jeg ikke kunde faae sagt Dem ordentligt lvarvel, da De reiste, jeg gik rigtignok ud paa Gangen for om muligt at træffe Dem. men forgjæves! Min elskværdige, kjære Ven var gaaet! Sidenefter vilde vi have været paa Posthuset, men vi kunde ikke faae Nogen til at følge os, Heiberg tilbød os det rigtignok, baade at følge os, at hente Vogn, ja endog at bære os derop, men vi afsloge det med Agtelse; det vilde ogsaa have været underligt om Deres Uven bar os derop. Heiberg kunde ikke heller begribe, hvor jeg kunde være saa bedrøvet; fordi De reiste; jeg havde jo Holst; og da jeg forsikrede ham at jeg holdt 1000 Gange mere af Dem end af den Anden, saa havde han saa umaadelig meget at indvende derimod.
Men nu vil jeg tale lidt til Dem om en Ting jeg længe har ønsket at være paa det Rene med.; men jeg tør næsten ikke og før jeg gjør Dem dette Spørgsmaal, vil jeg iforveien sige Dem at De ikke maa besvare det, lover De mig det? Jeg skal sige Dem Noget, jeg har altid troet at De holdt ordentlig skikkeligt af mig; men jeg har paa den senere Tid mærket, at det tog af, og jeg har troet at finde Aarsagen ikke i det at De holdt saa meget af Jf. Nielsen, men fordi De gjorde saa meget af Jette; De sammenlignede mig med hende, og da jeg umulig kan taale nogen Sammenligning med Nogen og allermindst med den Elskværdigste af alle, maatte jeg naturligvis tabe hos Dem. Seer De, nu vilde jeg saa gjerne vide om De holdt meget mere af Jette end af mig, men paa den anden Side vil jeg dog ikke vide det, da jeg frygter for Svaret og derfor maa De endnu engang love mig aldrig at besvare dette Spørgsmaal inden det er tilfredsstillende for mig! Jeg er desuden i meget daarligt Humeur i denne Tid, thi jeg synes der ikke er Nogen der holder af mig; jeg har arvet Deres Syge med Undtagelse af, at De ikke havde Grund til at være bedrøvet i den Henseende men jeg derimod. Men nu nok om det; det kan dog ikke ændres og det er ikke værdt at oprive de gamle ulægede Saar!
Paa Tirsdag 8te Dage skal Mulatten nok opføres med Hr. Spindler i, jeg glæder mig til at see den, da jeg har en lille Faible for det Stykke, men det er da ikke saa urimeligt siden det er af den store Digter Andersen!
Hvad andet Nyt her er, er ikke af nogen Vigtighed, det fortæller Bedstefader Dem vel nok og desuden er jeg ikke i Humeur til at tale om Nyt i denne Tid. Det Eneste jeg finder værdig til at skrives er at Tante Louise Dagen efter De reiste fik en lille Datter; baade Moder og Barn befinder sig meget vel. Moder var henne at paase hende. Hvorfor hun ikke er ganske vel, men det bliver ikke til Noget, og hun er desuden fri for Smerter nu.
Men nu skal Brevet sender bort, derfor Farvel kjfereste, elskveerdigste Andersen, lad mig see at De skriver et rigtig langt og morsomt Brev til
Deres hengivne Veninde
Jonna Drewsen
