Om genstanden
Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen
Christinelund d. 21de April 1851.
Nei, Gudskelov! kjæreste Andersen! jeg mærkede ikke at den gamle vante, kjære Benævnelse blev omgaaet, ellers vilde det have bedrøvet mig meget. Hvormed har jeg fremkaldt en saadan fiin Opførsel? er jeg ikke den Samme jeg altid har været9 jeg er snarere bliven nærmere sindet imod Dem. saa jeg end mindre fortjener at De skulde forandre Benævnelsen i'Dut. Jeg troer ikke rigtig at l)e forstaaer mig, og jeg veed med Vished at De ikke aner, hvor meget jeg holder af Dem og føler med Dem i saamange Forhold. Saalænge De ikke trænger til mig, saalænge jeg seer at De finder hvad De søger, saalænge kan jeg gaae stille af med min uerkjendte Følelse; men naar jeg mærker, at Misforstaaelser eller virkelige Savn gjøre Dem trang om Hjertet, naar jeg føler at De gaaer Verden rundt i Tankerne og standser ved Deres egentlige Venner, saa gjør det mig lidt ondt, at De ikke engang søger efter mig, endsige at De skulde finde mig. Jeg troer at jeg forstaaer Dem bedre end De veed af, og skatter Dem grumme meget; men ofte, naar jeg føler Lyst til at udtale mig for Dem. eller opfordre Dem til at tale med mig, falder det mig ind, at De dog meest betragte mig som Barn ? hvad jeg længe, længe ikke har været ? og saa har jeg ikke Mod til at begynde. Dette Sidste, at De vil undgaae at kalde mig "Du?, beviser jo rigtignok at Barnet er voxet fra Dem. men det viser mig Noget, jeg endnu nødigere seer, Noget jeg af alle Kræfter vil afvise ? saa hellere betragtes som Barn i Et og Alt, end dette Fremmede, Forandrede. ~lærker jeg Bestræbelsen næste Gang vi sees, saa vil jeg troe Dem. og jeg vil faae Anledning til at qvæle meer end een Taare!
Lewel, indtil vi sees hernede, kjæreste Andersen! begynd aldrig at ville forandre gode gamle Forhold, om det endog blot er en Form De troer at forandre, saa kan den dog let tage endeel af lFølelsen med sig.
Næste Gang siger De da "Du" til
Deres gamle
Jonna.
(NB H.C. Andersen)
