Om genstanden
Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen
Christinelund d. 15de Mai 1851.
Vor kjære, kjære Ven! Vi bleve saa meget bedrøvede, da Moder skrev at De ikke kommer Søndagen, da det just var i Betragtning af Dem at vi havde valgt den Dag; som jeg sidst sagde Dem. havde det hele Tiden været bestemt, at vi vilde bede Dem være Fadder, og da De saa skrev, at De vilde komme d. 18de eller 20, satte vi alt i Gang for at faae Høtideligheden i de Dage, og vi udfandt at Søndagen vilde være den mest passende Dag, da vi nok troede at kunne bede Dem komme en Dag tidligere. At De ikke før fik Brev derom, var fordi vi først maatte høre om der blev gjort Indsigelser fra Nysøe. Vi tænkte strax paa at opsætte det, da der blev skrevet at De ikke kom, men den formindskede Postgang herfra lagde Hindring iveien derfor; thi Moders Brev fik jeg først Tirsdag Aften Kl. 10, og det Svar der skulde være derpaa kunde først komme til Kjøbenhavn om Løverdagen, paa samme Tid som Vedel og Fader ventedes herud, til hvem der følgelig ikke var Mulighed at sende Aflbud. Vi vidste desuden at Vedel havde grumme knap Tid, saa vi turde ikke narre ham ved at lade ham komme og maatte vente paa Daaben. Tilmed ventedes der Fremmede til INysøe, som vi nødig vilde have med. men som, engang komne, ikke kunde udelukkes. Ja, De kan jo nok selv sætte Dem ind i, at det kunde have mange Vanskeligheder, at opsætte dette, og De maae derfor troe at vi begge bleve meget bedrøvede ved Deres Afbud. Men ligesaavel som De vil forstaae vore Vanskeligheder, forstaae vi Deres, og takke Dem af Hjertet fordi vi maae indskrive Dem som Fadder! hvilket igaar er sket, og tillige fordi De senere vil glæde os med Deres Komme. Ja, saa inderlig velkommen er vores kjære Andersen, om De endog komme for sent til at være personlig tilstede som Fadder; jeg glæder mig saa umaadelig til at De skal gaae i den Iyse Skov, og høre al den Iystige Fugleqvidder, og see hvor muntert Solen spøger paa de Iysegrønne Blade! Jeg havde saadan ønsket at Storken havde bygget hos os til De kom, men forgjæves, her er flere Gange kommet en eenlig Stork, der har staaet her Natten over, og som vi have velkommet med vor stille men inderlige Hilsen; jeg troer det maae være en ulykkelig Elsker, den er altid kommet ene, har staaet og knevret med Næbet; har ikke villet bygge og slaae Bo, men er rastløst fløiet til og fra; Folkene sige at den ikke vil bygge fordi den ingen Mage har; men hvis den næste Aar kan faae een, kommer den nok tilbage. Jeg kan næsten ikke begribe, at den kan nænne at blive borte, thi jeg hilsede den næsten med Taarer, og maatte halvt skamme mig over, at det gik mig saa nær til Hjerte da den forlod os. Jeg tænker at jeg vil hilse Dem paa samme Maade, saa De ikke behøver at spørge om "her er Plads" til Dem 4 Dage, men at De skal føle naar De har været her lidt, at vilde De blive her 4 Maaneder, saa var der baade Huus? og Hjerterum dertil.
En kjærlig Hilsen fra Henrik!
Deres
Jonna.
