Om genstanden
Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen
Christinelund d. 4de Marts 1852.
De var saa god, da De laante mig 'iEvangeline," at laane mig den indtil i'Foraaret," men efter at have læst den, har jeg ikke Hjerte til at beholde den saalænge, da den her vil komme til at ligge som en død Skat, men i Deres Værge vil kunne forskaffe Andre den samme Glæde, som den har skaffet mig. Tak, min kjæreste Andersen! for Deres Venlighed med at laane mig den, uden Deres Godhed havde jeg ikke lært Noget at kjende, der har interesseret mig saa overordentligt. De maae endelig selv læse den, kjære Andersen! den vil fornøie Dem ved sin Friskhed og Ynde og sin dybe Følelse; Naturskildringerne ere saa levende og skjønne, saa jeg synes jeg har været i hiin fredelige La nds by og med " Eva ngeline" seilet op ad Floderne og frydet mig over den deilige Vegetation; men endnu meer har Characterskildringen tiltalt mig, denne sande qvindelige Trofasthed og Udholdenhed, der ikke alene taaler Savn og Møie og Verdens Misforstaaelse, men endog vinder Seier over Tiden og bevarer sin Følelse reen og inderlig indtil Gud i hendes Dødsstund giver hende Lønnen for et langt Livs Smerter, læs den endelig, og lad andre nyde Godt af den. Jeg har ved at læse denne Bog, faaet Kjærlighed til Amerika, som jeg ellers har havt Antipathie for, men min Kjærlighed er til det der var. og ikke det der er; til disse Folk, der elskede deres Hjemstavn, deres Fædres Skikke, men som af den dannede Europæer bleve fortrængte, maatte adspredte søge sig en anden Arne, men intetsteds fandt Ro og Hvile, fordi det de søgte ikke var der: Hjemiandet; og som først efter at have ledet Livet igjennem fandt det sande Hjem: Guds Rige. Jeg har ikke kunnet undlade ved Siden af det virkelige Billed Forfatteren maler, at tænke mig dette ideelle: den landflygtige Fædrelandskjærighed. Hvis De læser Bogen, saa sig mig hvorledes De opfatter den, og fortæl mig lidt om dens Forfatter, er han Amerikaner af Fødsel eller har han levet meget i Amerika, jeg seer Bogen er sendt til Dem fra Cambridge, kjender De ham personlig?
Det staaer skrevet i Skjæbnens Bog at mit Ophold i Kjøbenhavn ikke skal bringe mig nogen rigtig Samtale med Dem; jeg har i mit Hjerte den Følelse, at jeg forstaaer Dem bedre end De aner, men det vil aldrig ret vise sig; hvor Feilen ligger veed jeg ikke. Er det Guds Villie, at min sande og rodfæstede Følelse for Dem. min kjære Andersen! ingen Gjerning skal have at udrette her i Verden til Glæde for Dem. saa har Han vist sin Hensigt dermed; men det kan jo ogsaa være at Tiden endnu ikke er kommet. De veed ikke hvor Beretningen om Deres Liv interesserede mig, jeg har aldrig læst den før, thi ? kald det kun Fordom! jeg vil ikke læse om En af mine nærmeste i et Sprog, der gjør dem fremmede for mig. Derimod det Lidet jeg læste i det danske Exemplar var mig uhyre kjært, mit Hjerte slog Dem saa tidt, saa tidt imøde; naar det bliver fuldstændigt, lad mig saa faae Lov at see det Hele.
De kan ikke troe, hvor det er mig en Trøst at vide, at De forstaaer min kjære kjære Viggo, (der saa smerteligt ligger mig paa Hjertet), saa godt; han trænger netop til at forstaaes, saa forunderlig blandet hans Natur er, saa lidt bundet af Form og Hensyn; Gud være lovet! at der dog er de, som kunne see "Gudsbilledet" hos ham og troe paa, at det i Tidens Løb, i Modgang og i Medgang nok vil vinde den rette Skikkelse, Ham til Ære, der skabte ham, og os Andre til Glæde; men man maae holde ud med ham, maae ikke forlade ham, om han end er nok saa forunderlig, netop naar Faren og Fristelsen er størst, bør Vennerne være ved Haanden.Til Dem tør j eg tale saaledes ford i De ha r ham kj ær, og veed at jeg netop paa Grund af min Hengivenhed for ham, seer ham med Bekym ring, de an d re, der misforstaae ham, vilde i mine Ord læse en Samtykken i deres Meninger, en Anklage imod ham. Derfor stoler jeg paa at dette Brev bliver mellem os, ? Dersom De gjennemlæser flere af Deres gamle Breve og deriblandt skulde finde mine, vilde De da ikke brænde dem? jeg kom tilfældigviis til i et af de Breve De sidst viste mig, at see Noget fra min egen Haand, skrevet i min grønne Vaar; det var usandt (med llensyn til min virkelige Natur) utaaleligt og tøset, det var fra hiin Tid, da jeg ubevidst copierede en anden; jeg føler tydeligt og smerteligt hvordan jeg dengang var. kun Gud veed hvor meget jeg har bødet derfor og lidt derover; naar det træder tydeligt frem for mig, som i et Brev, bliver jeg saa uendelig skamfuld ? derfor, hvis De har den mindste Godhed for mig, den mindste Følelse af, at man kan forbedre sig, saa brænd hine Breve. ? Jeg haaber at de samme gode Øine, der forrige Aar Iyste Storken til dette Huus's Tag, igjen iaar gjæster det og hilser paa de gamle Venner baade ude og inde; iaar har De jo ikke den gamle Greve at besøge, lad da vort stille Hjem være Deres Reises Begyndelse, vil De ikke nok kjære Andersen? Naar Rigmor seer Deres Billede i Bogen, kysser hun det. I{vis De vil glæde mig med Brev, vilde De saa ikke huske at De engang har lovet mig et Digt fra "gamle Dage".
Deres
Jonna.
E.S. Mit Brev er fuldt af Rettelser, men mine Øine ere ikke gode og vilde blive meget bestyrtede ved at skulle skrive dette Brev om, vil De undskylde dets Udseende?
