Om genstanden
Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen
Christinelund d. 13de December 1852.
En yderst smertelig Følelse ligger om mit Hjerte i denne Tid ved Tanken om alle de Skuffelser og Savn jeg forvolder alle mine Kjære ved at holde Moder hernede og ved at bringe Skaar ind i Juleglæden; men det er en Prøvelse af Gud, at jeg skal bære al den Modgang, og jeg kan kun dagligt bede Ham om nye Kræfter. Ogsaa Dem. min kjære Andersen! volder jeg Modgang, De sawner Moder forskrækkeligt det veed jeg og finder ikke i Kredsen den Forstaaelse De trænger til; De kan troe jeg har ofte tænkt paa Dem med et deltagende Hjerte og ønsket, ogsaa for Deres Skyld, at Gud vilde gjøre en Ende paa Ventetiden, men jeg kan kun tilføie, bliv ikke bitter imod mig, jeg lider mere i denne Tid end noget Menneske er istand til at fatte. Med Frelserens Hjælp vil det nye Aar ogsaa bringe alt hvad det gamle har nægtet, bringe os et lille elsket Barn, bringe Dem og Familien Moder og maaskee os ind til Kjøbenhavn, og saa vil Jeg haabe at disse trange Tider snart skulle være forvundne.
Tak fra min lille Datter for Historierne og Folkekalenderen, hun læser stadigt op "fra kjære Ansen til lille lmmy," og har jo unægtelig mest Sands for Bogen med Billeder, men vil i Tiden skatte Hjertets Gave, som ligger i Historierne. Ingen Bog er hende saa kjær som Deres Eventyr og Kay og Gerda ere hendes Yndlinge som hun aldrig kan see uden at tale med brudt Stemme; naar vi ? om Gud vil ? komme til Byen, skal De see hvor godt Deres lille Guddatter kjender "Eventyrbogens deilige Guld.~' Jeg har fornøiet mig saa grumme over Historierne, "Hun duede ikke," var jo en gammel Bekjendt, der foruden sin egen Skjønhed havde Mindets med. og den bragte atter Taarer i mine Øine, men der var dog alligevel noget i "under Piletræet", som gik mig dybere til Hjertet, det var for mig som om De havde anslaaet en dybere Stræng i Deres eget Hjerte end man ellers hører, som om alt det i vort Hjerte og vor Natur, der ikke finder Svar og Forstaaelse i Livet, om hvis Tilværelse Ingen drømmer og som Ingen heelt kan forstaae, havde faaet Ord der. "Nissen hos Spekhøkeren" morede mig saameget, og den er saa træffende sand, da man dog altid selv om man har lært hvor Ens Hjerte gaaer hen, ikke kan undlade at give Verden en Deel af sig "for Grødens Skyld." Ja megen, megen Fornøielse have "llistorierne" bragt mig og megen Tak siger jeg Dem for dem.
Moder siger mig at De er fornøiet med Ingemanns nye Bog, det er grumme rart, det under jeg ham rigtig, han hører vist ogsaa til dem, der lægge Hjertet i deres Skrifter; jeg glæder mig til at læse Bogen.
Fra Moder skal jeg sige at hun snart skriver; hun har været lidt syg i de sidste Dage, derfor maa hun holde lidt tilmaade med Kræfterne. ? Det er sandt, De har skrevet til Moder om en Sang jeg skulde have faaet fra Dem. men er det ikke en Feiltagelse, jeg har ingen saadan faaet.
Hermed levvel, min kjære Ven! tak for al Deres Venlighed imod mig og mine i det nu snart forsvundne Aar; Gud give Dem sin rige Glæde i det kommende og lade Dem eengang erkjende, hvor alle Savn vil blive forstaaede og alle Smerter lindrede! Han være hos Dem i Verden!
Deres
Jonna.
