Brev til H.C. Andersen fra Jonna Stampe (05/10-1859)

Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen, brevet er sandsynligvis skrevet i 1859, og sorgen, som JS omtaler hidrører måske fra datteren Ingeborg Emilies [* 24.01.1859] død. Se endvidere brev til Scavenius den 5. feb. 1859. Barnets navn er nævnt i Jonnas brev fra 4. marts 1859. Eventyret "Barnet i Graven" er givetvis skrevet under indtryk af denne situation, hvor det døde barn i eventyret kunne læses som JSs 3. barn, drengebarnet der døde den 23. juli 1854. Jyllandssrejsen må være den digteren foretog i 1859 og beendte den 13. september.

Christinelund d. 5te October (1859 ?)

Hvor var det smukt af Dem, min kjære, trofaste Ven! at skrive til mig. Mine Venner have været gode og kjærlige imod mig i min Sorg og grædt med mig; men Sorgen eller rettere Savnet bliver dog hos mig, det viger ikke saa let; maatte det dog knytte mig nærmere til Himlen og til lEam, hvis Villie altid er Kjærlighed!

Jeg har med stor Glæde baade læst i Deres Breve og hørt af Fader om Deres Reise i Jylland. Det har glædet mig saa meget at De fik saa varm en Paaskjønnelse i Deres eget Land og fik saamange gode Indtryk af Deres Landsmænd, og det har fornøiet mig at tænke paa, at vi nu faae Deres rige Skildringer af Jyllands Egne, saa vi der ikke have seet dem, kunne faae et fyldigt Indtryk af dem. Ogsaa i Udlandet vil man gjennem Deres Røst faae mere Sands for Danmark og faae Bekræftelse paa, hvad man nødigt vil troe "daraussent' at Befolkningen i sin Kjærne er rigtig ægte dansk. Jeg glæder mig uhyre meget til de nye Skatte, der vil flyde fra Deres Pen.

Hvor jeg ønsker Dem at De maa føle Dem rigtig hyggelig i det lille Hjem De nu indretter Dem i Nyhavn; gid Deres Helbred maatte være god i Vinter og gid De maa gaae en ret fornøielig Vinter imøde og have Glæde af Deres Venner. Jeg føler saa tydeligt at vi alle have Forpligtelser imod Dem, alle vi som ere Deres Venner. De har ingen Slægt og har ikke fundet for godt at skabe Dem en Familie, vi ere altsaa baade Slægt og Venner forenede; og den Forstaaelse, som det stundom kan skorte paa selv i det bedste Venskab, Forstaaelsen af vor Eiendommelighed og smaae Egenheder, den bør vi yde dem, saaledes som kun ens Slægt kan yde En den. Jeg veed at jeg holder saaledes af Dem som om De var min fødte Slægtning, at jeg forstaaer Dem, som om Noget af den samme Eiendommelighed pulserede med i mit Blod; Deres Vel bringer mig Glæde, Deres Vee gjør mig ondt, Jeg har aidrig iFølelsen af at jeg i aandelig Henseende kan være Dem Noget, dertil føler jeg mig for ringe; men jeg troer at jeg er Dem saadan en god paalidelig Ven, som det gjør Dem godt at tænke paa, naar Verden seer lidt mørk ud for Dem, og som De veed vil glæde sig med Dem naar De er glad. Det er mig en kjær Tanke, at jeg har denne Plads i Deres Liv, om det nu ikke er en iøinefaldende Plads, mit Hjerte glæder sig ved den. Kunde jeg engang have den Glæde at De fik et rigtig godt og smukt Indtryk af vort Hjem og vort Hjemliv, at De saae, at Guds Velsignelse har hvilet over den Forbindelse, som De glædede Dem saameget over blev til mellem Henrik og mig, saa vilde jeg sætte stor Priis derpaa. Om De og Henrik end ikke sympathisere som i gamle Dage, saa have de dog et venligt Sindelag for hinanden. Og Børnene er gode og glade, dem vilde De nok holde af.

Maaskee en Skjærsommertid, naar Moder eller en anden god Ven var herude, kunde lokke Dem herud.

Lev vel, kjære Andersen! endnu engang, tak for Deres Troskab imod mig, Gud glæde Dem.

Deres hengivne
Jonna.