Om genstanden
Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen
Christinelund d. 20de November 1855.
Kjæreste Andersen! Hvor jeg blev rørt over at De saa venligt skrev til mig; skjøndt min Brevgjæld var lige saa stor som Deres, thi vore sidste Breve krydsede hinanden, saa jeg jo har to Breve at takke Dem for. Og det er ikke alene det venlige Sindelag, at De ofte tænker paa mig og sender mig Brev, som fornøier mig; men det er ogsaa den Følelse jeg ved Deres sidste Breve har faaet og som jeg skylder Dem Tak for: at De nu har forstaaet hvor megen Interesse jeg i Sandhed har for Dem og Deres Eiendommelighed, og hvor kjært det er mig at De personligt føler Lyst til at henvende Dem til mig. Deres "Livs Eventyr" har jo oplyst mig om en Fortid, som jeg var for meget Barn til klart at fatte, og om et indre Liv, som jeg, saalidet som de Fleste kjendte; " wie selten ahnt ein Freund was Dein Gemüth bekriegt, ihm steht vom Weiten was Dir nächst am Herzen liegt," og gjælder dette om Vennerne, hvor meget mere da om de Fjernere. Men det gjør godt at lære et Menneske rigtig at kjende og at see hvor Guds Kjærlighed har ledet dets Veie, baade de synlige og usynlige; det gjør ogsaa godt, i vor afslibende, jevnede Tid, hvor Personligheden næsten altid afstumpes, at see en Natur saa ganske fra Herrens Wlaand, saa uberørt af Omverdenen, at den bliver sig selv tro baade i Fyrstens Sale og den Fattiges Kammer, og som trods al Slibning og "Opdragelse" af Verden, dog beholder sit eiendommelige Præg. Jeg glæder mig inderligt over at høre Dem fortælle om Deres Hjems Hyggelighed, og om hvor godt det gjør Dem at tye dertil; men man kan jo umuligt læse Deres "Livs Eventyr" uden at vide at der gives en Sindets Ensomhed inden i Dem, som ikke finder sin Husvalelse i Verden, at om der end er hyggeligt og godt i Stuen, eller om Vennerne ere aldrig saa kjærlige, saa "ligger der dog i Dem selv en Skat," som hverken Vennerne eller Verden kjender til. Men er det ikke godt at have Noget, som vi ganske give Herren, og at dette Noget maaskee er vor dybeste Skat? Han er dog den Eneste som tilbunds kjender og forstaaer os, og som elsker os, som vi trænge til at elskes, elsker os trods Synd og Ukjærlighed, og veed bedre end vi selv, hvad der tjener til vort Bedste; i al vor Nød og i vor bedste Glæde er det dog saa betryggende, ja saligt at hvile i Hans Kjærlighed, som ikke forandres!
Hvor jeg tidt længes efter at tale rigtigt med Dem, saadan ud af Hjertet og igjen høre Dem tale aabent og forstaaende til mig. Helst saae jeg Dem jo i mit eget Hjem, og der vilde vi vel ogsaa bedst finde Ro, men jeg havde dog ogsaa gkædet mig til at see Dem paa Nysøe, dog kan det jo skee ad Aare; jeg veed jo hvor meget de der ønske at have Dem hos sig og hvor langt bedre og hyggeligere der i alle Henseender er paa Nysøe, saa jeg maa være taalmodig. Om jeg i Vinter kommer til Byen, er uvist, jeg ønsker det for Børnenes Skyld, thi de længes saa mageløst efter Agnete og alle gode Venner derinde; men hvis jeg kommer, vil De saa love mig at sige mig naar De vil spendere en Dag paa mig, saa bliver jeg hjemme, og Nu skal Brevet afsted, heller end lade Dem vente paa min varme Tak, sender jeg disse ufuldendte Linier! forstaa dog i alt at De har en fuldtid Ven i
Deres
Jonna Stampe
