Om genstanden
Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen
Christinelund d. lste April 1860.
Kjæreste Andersen! lfior var jeg i Kjøbenhavn Deres Fødselsdag og kunde mundtligt bringe Dem min hjertelige Lykønskning. Jeg er Dem ikke mindre nær i varm og oprigtig Deeltagelse iaar, hvorvel jeg ikke er i Deres Nærhed. Jeg tænker saa venligt, føler saa trofast for Dem; ønsker Dem saa inderligt riig Velsignelse, meest i det IJsynlige, men ogsaa i det Synlige. Gid De maatte faae Glæde af den store Reise De nu vil foretage Dem; det gjør mig ganske ondt at tænke paa, at jeg saalænge ikke skal see Dem, hvorvel jeg jo i de senere Aar ikke har havt megen Lejlighed til at leve med Dem; thi i mit Hjem har De ikke besøgt mig, og i Kjøbenhavn har jeg næsten hverken Gavn eller Glæde af mine Kjære, dertil er jeg for splittet derinde.
Jeg har glædet mig saameget over at De læste for Arbeider?Foreningen, jeg synes det er saa prægtigt, naar De der have Rigdom, nærme sig selv til dem der trænge, selv gjøre det første Skridt til at give af Deres Overflod. Og hvor fortjenstfuldt det end er, at bibringe de mindre Oplyste Kundskab om og Kjendskab til mange Ting, saa er det dog endnu mere forfriskende for dem at faae en Luftning fra Phantasiens Land, at see Poesiens Lys beskinne det jevne, tarvelige Liv de føre, at fornemme at lige overfor Poesiens Verden ere vi alle Lige, Rige og Fattige, Høie og Lave. Naar Poesiens Lys saaledes har forklaret mangen en tarvelig Gjerning i deres sande og evige Betydning, vil Forklarelsen forblive derover og gjøre Sindet frit og let i Forstaaelsen af det tidødelige. Saaledes maa Deres Eventyr have virket, det føler jeg mig forvisset om; mangen trang Gang er blevet lettet, mangt et Sind har følt dens Solskin. Det er smukt af Dem at De saaledes har beriget den Fattige med hvad Gods og Guld ikke kan give, og lært den Rige, ved Deres udødelige Digtergaver, hvor fattig han er naar han mangler Aand og tro paa Idealet. Den videre Vei, den der fører til evig Frelse, har Deres Hjerte jo Længsel efter at gaae; arbeider De derfor i Aand og Sandhed, vil den aabne sig for Dem i sin hele Klarhed.
Henrik har bedet mig hilse Dem saamange Gange; han beder mig udtrykkeligt tilføie, at det vilde glæde ham mevet, hvis De vilde lægge Veien om ad Christinelund, naar De begynder paa Deres IJdflugt. Han er en Stymper til at skrive, han gjør det næsten aldrig, men lader mig besørge det. Rigmor har syet en lille Pennevidsker til Dem, som hun beder Dem ikke forsmaae; hun har ogsaa skrevet et Brev til Dem, som følger hermed; hun er meget passioneret for at lave Vers, saa De maa bære over med at hun bruger Riim?Formen.
Levvel, kjære Andersen! lad mig engang imellem høre fra Dem.
Deres hengivne Jonna Stampe.
