Om genstanden
Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen
Cannes, Beau?Séjour. d. 9de Januar 75.
Tak min kjære Ven! for det udmærkede Brev jeg fik idag, som vi Alle havde stor Fornøielse af. Det var rigtig saa kjønt af Dem at skrive til mig, jeg blev ganske rørt, da jeg saae Deres kjendte Haandskrift. Og saa indeholdt Brevet saameget, som morede os at høre om, og som ikke Andre havde tænkt paa at skrive om. Hvad De fortalte om Dramaet "Kong Valdemar og Bisp Absalon," var mig ganske nyt, baade dets Tilværelse og den unge Forfatters Optræden paa den Bane. Jeg veed nok, at han meget tidlig begyndte at skrive og udgav Smaa?Blade i Forening med andre halvvoxne Drenge, men disse Frembringelser naaede kun hans Venner; om deres Godhed havde jeg stærk Tvivl. Dog vilde det more mig hvis her var en opgaaende Stjerne; mens de store gamle Stjerner snart kunne sige med Hostrup: "vi som sang og l som synge, komme snart til Visens Ende", ville de med Glæde ? som nu De hilse de nye, hvis det i Sandhed er et godt og tindrende Lys de ville skinne med. Naar man sidder saa rigt i'et som De, med hele den uvisnelige Skat om sig, som ikke kan tabe Glandsen, men som netop bliver meer baade Iysende og varmende, alt eftersom Flere øse af den, saa har man netop Storhed nok til at see med Glæde og Sympathie paa de vaagnende unge Kræfter, der muligt vil bringe nye Kildevæld frem af den Poesiens udødelige Aand, hvoraf man selv har øst og uddelt saa rigeligt. Kjender De Poesiens Aare i hans Frembringelse, saa vil den ogsaa nok med Tiden findes af os Andre, naar han først har gaaet den Luttrelsens Skole igjennem, som alt Overmod maa tugtes i. Kommer jeg hjem, maa jeg see at faae fat i den Bog. Morsomt er det ogsaa, hvad De fortæller om Bloch og om Gade. Vort lille plyndrede Folk har dog beholdt det Bedste tilbage, naar dets Aand altid maa fostre Sønner, der vidne om dets Livskraft. Hvad De som Digter og Thorvaldsen som Billedhugger har været for Danmark, vil Tid og Fremtid altid taknemligt erkjende, og Enhver, der kommer uden for Landets Grændser, erfarer hvor høit det Land holdes i Ære, hvem saadanne Mænd skyldes. Kan nu Bloch paa Maleriets, Gade paa Musikkens Vegne tale vor Sag, saa fornyes Vidnesbyrdene om, at vi bør skjærmes mod Undergang. At Deres eget Land, min kjære Andersen! Deres eget Folk og den Slægt, der har levet med Dem, ønske Deres Statue vist i Hovedstaden, er jo saa naturligt, og Barne?Verdenen som fødes op med Deres Eventyr og Historier vil baade som smaa og store glædes ved Billedet af Deres Skikkelse. De vil ikke som Oehlenschläger faae væsenligst Betydning for Deres Samtid; det var ikke dens dunkle Trang De gav Ord; det var hele Barne?Livets Tankegang (fælles for alle Børn) De lukkede op for, og den dybe Viisdom, der var klædt i saa hjemlig en Form, gjorde Eventyrets Skatte umistelige for det modnede Sind. De vil, saa længe der er Børn til, være en aldrig dalende Stjerne. Tak derfor!
Vi har ikke Grund til Andet end at takke Gud for det gode Veir vi her leve under, og den gode Virkning paa Astrid. Det kaldes Vinter her, hvad der for os er et mildt Efteraar, og skjøndt man ganske vist baade kjender Regn, Blæst og lidt Frost hernede, er disse Ting dog saa kortvarige og det gode stille Veir med den varmende Sol saa fremherskende, at vi maa være taknemlige for at være her, mens alle Beretninger hjemmefra Iyde paa en haard Vinter. Det viser sig ogsaa, at Astrid gaaer godt fremad, baade Lægens Udsagn og hendes eget IIdseende tyde derpaa. Hun kan være ude i Luften hver Dag; og da vi snarere boe paa Landet end i Byen, har vi de smukke og behagelige Spadseretoure lige ved llotellet. Vi søge at faae lidt lTdbytte af Tiden ved at læse endeel, hver for sig, da Hver har sit som især optager hende; men det kan man dog ikke leve alene af, saalidt som af Naturen, hvor herlige begge Dele end er, man trænger altid til Mennesker. Nu er vi ganske vist sammen med en Deel her, og deriblandt baade vakre og eiendommelige Damer (af Herrer er her saa godt som ingen,) men til at faae rigtig Udbytte af hinanden hører der et længere Bekjendtskab end man kan gjøre ved et Table d'h8te, og en større Eensartethed i Udvikling end der let findes hos forskjellige Folkeslag. Nei, vor bedste Glæde er Brevene fra Hjemmet, og den Dag mærkes med et sort Kors, som intet bringer os. Derfor var det et kjønt og godt lndfald af Dem at skrive til mig og vi skjønnede Alle meget derpaa.(At jeg blærede mig lidt ved table d'h8te med at have faaet Brev fra lI.C.Andersen, vil jeg ikke skjule.) Jeg skal hilse saameget fra Alle her, Henrik og Børnene, hver især, baade Rigmor og Astrid sende Dem specielle Hilsner. Gud være takket at min kjære Moder har det saa forholdsviis godt iaar, Gud lade det holde ved, og lade os, naar vi endelig komme hjem, finde alle vore Kjære raske og tilfredse, det give Gud! ? Hils Fru Melchior og tak hende for Anvisningen paa "Beau?Sejour," som vi ere meget taknemlige over. Hils hvem De ellers seer, der bryder sig om en Hilsen fra mig, Gud give vi var godt hjemme!
Deres hengivne
Jonna Stampe.
Christine beder mig hilse særligt fra hende.
