Om genstanden
Prolog ved Festforestillingen paa Odense Theater, den 2den April 1875, af Overlærer V. Strøm. (Har tilhørt Anna Jørgensen, Odense, 1910)
I sad vist tit en stille Aftenstund,
Før Lyset tændtes i den lille Stue,
Ved røde Skjæer af Arnestedets Lue
Og fulgte Moders, Bedstemoders Mund
Med ivrig Mine og opmærksomt Øre
For hendes smukke Eventyr at høre.
Men dem, I syntes bedst af alle om,
Var vistnok dem, hvori et Barn, hvem alle
De Kloge for en stakkels Tosse kalde,
Men til hvis Vugge gode Feer kom,
Højt hæver op sig over sine Lige
Og faaer Prinsessen og det halve Rige.
I Eventyret hænes ofte Sligt,
Men saaere sjeldent hændes det i Livet.
Dog veed jeg En, hvem saadan Lod blev givet,
At Livet selv for ham blev til et Digt,
Og det er ham, som traadte ind i Tiden
Netop idag for syvti Somre siden.
Her blev han født, her i vor egen By,
Dog ej hvor Pragt og Rigdom har sit Sæde;
Et lille Hus hist i Hans Jensens Stræde
Hans spæde Barndom gav det første Ly.
Her voxede han op og gik i Skole
I Klæder, syet af Faders gamle Kjole.
Man meente, han var ikke rigtig klog,
Og det er vist, han ligned´ ej de andre.
Sin egen Vej han gjerne ville vandre
Did, hvor hans Hjertes stærke Drift ham drog
Trods Verdens Haan urokkelig han troede
Paa Digterkaldet som i Sjælen boede.
Og denne Tro blev ham en Hjælper god,
Dengang han drog i Verden ud, den vide;
Naar ham mod Spottens Trolde maatte stride,
Den stærk og trofast ved hans Side stod,
Den lærte ham den rette Vej at finde,
At han sit Kongerige kunde vinde.
Thi nu er han en Digterkonge stor,
Hvis Navn har Klang i alle Verdens Lande,
Hvis Ord har Magt fra Nordens kolde Strande
Til Sydens rige Kyst, hvor Palmen groer,
En Magt, paa Jord vist næsten uden Mage,
Til Børnehjerterne med Storm at tage.
Den Magt han fik, fordi hans syvti Aar
Ej lod ham Barndomstidens Drømme glemme;
End taler til ham Fuglens, Blomstens Stemme
Saa tydeligt som i hans første Aar;
Han tolker Barnets Fryd og Barnets Smerte,
Fordi han ejer selv et Barnehjerte.
Snart sig for Eders Blik fremstille vil
Et af de Billeder, som han har tegnet,
Som just er for et barnligt Sind beregnet,
Der følger let med Fantasiens Spil.
For Eders Sjæl en broget Krans det binde,
Som fæstner i den Eders Digters Minde!
Og naar I saa iaften gaae til Ro
Og eders vante Aftenbøn fremsige,
Bed da en Bøn til Gud for ham tillige,
At han sin Fred vil lade hos ham boe
Og Naadens milde Aftensol ledsage
Den gamle Digters sidste Levedage!
