Brev fra H.C. Andersen til Dorothea Melchior (16/06-1868)

Hamborg den 16 Juni 1868.

Kjære Fru Melchior!

Igaar Eftermiddags kom jeg endelig her til efter en Deel Besvær med mit syge Been. Her i Hotellet fandt jeg flere Breve til mig og mellem disse det De har sendt til Bern; derfra er det gaaet til Baden-Baden, og nu i Hamborg kommet mig ihænde. Hjertelig Tak fordi De ikke glemmer mig! Brevet indeni fra Bloch var kun faae Linier, men glade og hjertelige, han mældte mig sit Bryllup, skrev at jeg var den første han havde skriftligt underrettet derom; hans unge Kone havde tilføiet "en Hilsen fra "Alma Bloch". Nu Gud give dem en lys og lykkelig Fremtid. I Ems, forrige Torsdag, sendte jeg Brev til Dem og fortalte om mit nye Uheld, Dagen derpaa maatte jeg endnu ligge paa Sophaen og først i Søndags Middag kom jeg afsted, men det var svært at komme op og ned af Trapperne; jeg vidste ikke ret hvilket Been jeg skulde stille først; jeg tog paa Reisen naturligviis første Klasse for at sidde saa mageligt som mueligt og faae Hvile for Benet, der endnu seer ilde ud. Lægen meente imidlertid, at jeg ligesaa godt kunde kjøre som sidde uroligt paa mit Værelse; jeg overnattede i Cøln og derpaa i Hanover og har nu hele Dagen holdt mig stille her i Hotellet og ideligt badet det ømme Been --

I Formiddags fik jeg imidlertid Besøg af den berømte Speckter der tidligere har givet de meest geniale Billeder til mine Eventyr, nu var fra Engeland bestilt hos ham Billeder til 60 Eventyr, han viiste mig nogle, de ere det Herligste jeg endnu har seet. "Sommergjækken" er saa yndig, Solstraalen falder gjennem Sneen ned i Jorden og trænker [trænger] ind i Løgene, hvor den lille Menneske Skikkelse rører sig. Speckter vilde have mig Hjem, hvor en heel Kreds glæde sig til at samles med mig, sagde han, men jeg maatte afslaae det, da kjørte han hjem at hente sin Kone, og de kom tilsammen, det var meget behageligt, men jeg mærkede dog at jeg ikke havde Kræfter ret, da jeg først begyndte at blive livlig. Som jeg nu bedst sad for at skrive Telegram til Odense at jeg kom imorgen (Onsdag) traadte Hr og Fru Warburg ind i Stuen, de vare saa elskværdige og deeltagende, bad mig saa smukt dog at udhvile et Par Dage hos dem, Hr Dr Marcus vilde da see paa Benet og jeg vilde have bedre deraf; jeg gik ind derpaa og blev nu i Dag til Frokosttid afhentet af Fru Warburg, Deres Hr Broder kom netop at besøge mig i det jeg brød op, vilde ogsaa have mig ud til sig, men nu var Opholdet engang ordnet og jeg har det udmærket her i Huset; man vilde ikke at jeg skulde gaae to Trapper op til de sædvanlige Gjæsteværelser; jeg har derfor et Værelse i Stuen ud til Jernbanen der ligger udenfor; gaaer jeg et Par Skridt er jeg i Haven og seer ud over Elben til den hanoveranske Kyst. Til Middag var her de Nærmeste af Familien samt Dr Marcus og hans Frue; han saae paa det syge Been, sagde at det var et slemt Stød, men at det saae særdeles godt ud efter at kun 9 Dage var gaaet, at jeg havde sundt Kjød og at jeg ved at holde mig stille snart vilde være rask. Fru Marcus vilde saa gjerne imorgen see mig hos sig, sammen med sin Søster Jette Melchior, men hendes Mand sagde mig, som Læge, at jeg havde bedst af at blive i Ro. Nu er der lovet mig at jeg skal faa et Besøg af Frøken Jette og Fru Marcus. Man er utrættelig i at komme hvert mit Ønske i møde, beder mig endelig at forlange og jeg skal faae! Jeg er dog, selv i smaa Prøvelser, et Lykkens Barn, hvor faae mellem Tusinder bliver saaledes behandlet, var jeg en Prinds, jeg kunde ikke have det bedre. Før Mandag kommer jeg imidlertid ikke afsted til Odense, Hr Dr Marcus siger, nu see vi først an med Beenet. Hr og Fru Warburg sende Hilsener til Familien Melchior.
[tilføjet i margin] Hils Deres Mand og Børn! Gud glæde og velsigne Dem.

Hjerteligst

H.C. Andersen