Om genstanden
Portrætfotografi, samtidigt aftryk (vintageaftryk) i visitkort-format. Frederik Hegel (1817-87), Forlagsboghandler og senere etatsråd. Bryststykke, oval afmaskning.
På fotografiets bagside - verso - er med håndskrift anført: " Til Hr. Cand.mag. J. Collin. Venligst fra Fr. Hegel". M.a.o. foræret til Jonas Collin den yngre af den portrætterede. Verso desuden påtrykt logo: "Photographiske Etablissement af Hansen, Schou & Weller, 15, Östergade 15. Kjöbenhavn."
Proveniensen er den collinske famlie.
Fotografiet er del af den samling på i alt 20 portrætfotografier af H.C. Andersen (+ 5 fotos af hhv. Edvard Collin, Georg Brandes og Frederik Hegel), der blev solgt på Bruun Rasmussen Auktion 768, den 26. februar 2007, til en fransk køber. Efterfølgende nedlagde Kulturværdi-udvalget forbud mod udførsel af Danmark, hvorfor køberen afhændede samlingen til Kulturværdi-udvalget, der igen afhændede til Odense Bys Museer. Købet muliggjordes ved Kulturarvsstyrelsens bevilling på i alt kr. 70.000.