Digtmanuskript: "Januar", 1832

Januar-Maaned af H.C. Andersen.

"- Nyfødt Aaret er vorden! Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst, Paa sin vingede Hest Jager Tiden hen over Jorden, Trykker med faderlig Arm Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm. Er Maanen i Næ tolv Gange vorden, Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden, Hvorfra den ventende Broder vil stige Igjen til det evige Rige. Thi Himlens mægtige Blaa er det Hav, Hvor Aaret forsvinder, Hvorfra det ny oprinder For vor Jord, denne altid blomstrende Grav. - See de henrundne Aar, som bevingede Smaae Svæve i det Blaae. Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar, Nærmest ved Faderen staaer; Verden det nævner "det gamle Aar." Det stirrer mod Jorden tilbage, Hører dets Klage! " - I Tajos og Ebros blomstrende Land, Bade og drømte Qvinde og Mand; 2) Hvor Vandet steeg om den døende Fange, 1) Fra Fængslernes pestfyldte Gange, Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skriig; Rundtom saa jeg tusinde blodige Liig; Ungdommens Slægt, Under Lænkernes Vægt, Sendt bort, langt bort over Hav, Til Africas brændende Grav, Medens Munkene stolt, ved Orglets Klang Sang en Vuggesang - /

Men Friheds Hymner steeg fra Frankrigs Havn, Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane, Thi plantede jeg kjækt den franske Fane Paa Atlas Bjerget -- steeg igjen derned, Men fandt kun Strid og Stræben, uden Meed. - Hvor Donaufloden sig i bugter snoer, Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer, Jeg saae det ladte Trækskib glide frem, Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem. Mod Natten sov den raske Bonde ind, Med Sundheds Æblet paa sin runde Kind, Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig, Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skriig, Thi Pestens fule Sot det monne være. Den kom fra Ruslands dødsindviede Hære, Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae, Som Aadsler paa de øde Marker laae, Ja, Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn, Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn, Mens Himlen brændte i den røde Lue. - I Grændsebyen, i den lave Stue, Jeg saae en gammel Bedstemor i Krogen, Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen Og læste høit: " - Den Rige havde "Eet tusind Faar, den Fattige kun eet, "Da tog den Rige dette eneste - -" Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie, Og Sønnen, O, jeg husker det saa nøie! "Hvor ligner det et Sagn", begyndte han, "Som I og jeg og alle har oplevet; Kun kom Propheten ikke der og sagde Til ham som gjorde dette: "Du est Manden!" - Tre Naboer - de var mægtige - Faldt paa at ville dele mellem sig Den mindre rige Naboes Eiendomme, / Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham, Og sendte disse bort, langt bort derfra, Behandlede ham som en Hund i Lænke, Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham, Han havde intet mere - kun sit Navn, Sit gamle Hæders Navn, selv dette skulde Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham, Han voved Kampen mod den Mægtige, Han kun forlangte Livet og sin Frihed! Han streed, han streed alene, uden Hjælp; Og Mængden græd ved Mandens store Jammer, Men taalte roligt dog, man slæbte ham Til Slagterbænken, det forlangte jo Den mægtige, den stolte Herres Ære!" Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav Over det svulmende Hav. - Dybt, hvor Naturen synes at sove, Hvor de vilde Huroners Tal Søge Fjendernes Hjerneskal, Hvor den svulmende Flod Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod, I Americas uendlige Skove; Hvor i Kredse Fuglene steeg Om en tusind’ aarig Eeg, Og hvor atter Stilheden, dyb og lang, Gjorte Barmen trang, Der saae jeg en Flok, nei en Hær, Qvinder og Børn, Hvem Øxsen brød Vei over Skovens Tjørn I det blaahvide Maaneskjær. Indfødte, Kristne ved Daab og Ord, I det blomstrende Fædreneland, Forjagne fra hjem og dyrkede Jord Af den hvide Mand. - Frihedens Land med stigende Flor Du hæver Dig blomstrende stor, Mens de ældste Slægter vige og svinde! / Ja, mod Vest, høit mod Polen, Som Solen, De hendøe bag Bjergenes Tinde. - Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred, Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred, Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige, Og Danmark kaldte man det lille Rige! - Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld, Flød uden Bloddaad, Friheds Kildevæld, Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see, Som Kornets Spiren under Vintersnee." - Saa talte Aaret. Tidens Aand udbrød: "Og end Du græder, skjønt Du saae, Hvordan der Liv bag Døden laae? Aarhundredet, som Aaret, har Jo først sin kolde Januar! Kan alt i den dit Øie see Det Grønne bag den hvide Snee, Da maa dit Hjerte glad Dig spaae, Hvad Vaarens Kampe bringe maa. Alt grønne Spirer Danmark har, Og Jorden Friheds Januar!" - Forstod vi dig, Du Tidens stærke Aand? Forstod vi vel Naturens dybe Tale? Snart sprænges alle Vintrens snerre Baand, Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale! Din Januar al Jorderige fik, Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise, Af Januar fik Danmark Frederik, Og Danmark kan det første Grønt fremvise!

H.C. Andersen.