Om genstanden
På smudstitelblad: ikke-gotisk håndskrevet dedikation fra H.C. Andersen til Jenny Lind :
[14. september 1843 ]
Jenny Lind
Der er Mennesker vi leve
Sammen med, Aar ud, Aar ind,
Aldrig dog vi med dem bleve
Venner, ret i Sjæl og Sind,
Andre, kun vi mødte disse
Faa Minutter, og tilvisse
Vi dem kjendte, vi dem vandt,
Varigt Venskab os forbandt!
Siig, har jeg ei Perlen fundet?
Har jeg - en Veninde vundet?
(Mulatten 3 Act)
H.C. Andersen
Almanak:
Reisen udsat; hver Dag hos hende; sendt hende mine Digte, gaaet i Thorvaldsens Udstilling med hende. Besøgt Mad Andersen.
Jenny Lind var H.C. Andersens store kærlighed, og dedikationen daterer sig til september 1843, netop da H.C. Andersens voldsomme forelskelse i Jenny Lind brød ud. Andersen mødte Jenny Lind hos balletmester Bournonville i forsøget på at overtale hende til at gæsteoptræde på Det Kongelige Teater i København. Jenny Linds optræden på Det Kongelige Teater blev en overvældende succes, der markerede hendes internationale gennembrud. I løbet af ganske få uger i september 1843 voksede digterens følelsesmæssige interesse i Jenny Lind til en stormende forelskelse. I H.C. Andersens almanak findes hans kortfattede notitser om mødet med Jenny nedskrevet med ord som: "forelsket", "jaloux", "tænkt paa at fri", " jeg elsker hende", samt "stukket Brev til hende, som hun maa forstaae. Jeg elsker!". Den sidste bemærkning kan næppe forstås på anden måde, end at digteren overrakte den svenske nattergal et frierbrev. Kærlighedserklæringen i H.C. Andersens boggave til Jenny Lind er på lige vis en omskrivning af den centrale passage (3. akt) i hans skuespil Mulatten [1840], hvor Cecilie forudgriber sin kærlighed og ægteskab med Horatio.
En tilsvarende, men senere, dedikation findes rettet til Carl Olivier von Beaulieu-Marconnay, Weimar 30. juni 1844 (NKS 2790, 2°), hvor dog de to sidste verselinjer lyder:
"Jeg saaledes Dem har fundet -
Siig - har jeg en Ven ei vundet!"
Selve kimen til billedet af bekendtskabets relativitet finder man i digterens dagbog 31. maj 1831, da han befandt sig i Leipzig under sin første udenlandsrejse. Rejsen var præget af digterens ulykkelige kærlighed til Riborg Voigt, der netop måneden forud var blevet viet til skovrider Bøving. I dagbogen lyder det: "Der gives mennesker man kan omgaaes flere Aar, uden at faae Fortroelighed til, andre seer man neppe ind [i] Øiet, før man finder et Hjerte, hvor man føler sig hjemme." Ordlyden i dagbogen ligger i mellem to oplevelser: Det muntre og fortrolige møde med Lotte Oehlenschläger og boghandler Peder Hoppe samt kærlighedssorgen til Riborg, der formuleres i et digt, der ikke fandt vej til "Skyggebilleder".
