Digtmanuskript: "Phantasie Ved Vesterhavet", 1830

Phantasie Ved Vesterhavet.

Er disse høie, sorte Masser Fjelde? Nei! fremad styrte de med Vælde, Og Sneens Masser paa den høie Tinde, Snart stige, snart forsvinde! - Er det da Skyer, som i Dalen svæve, Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve? Nei, det er Havet! hør dets dybe Sang. Ei hørte Øret før slig Orgelklang, Den ryster Sjæl og Tanke, Thi her er alting stort og uden Skranke! - Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt? Hvad saae Du paa Din stolte Flugt? Hvad hørte Du? - Du Jordens Vugge, Jordens Grav! Herlige Hav!!! - Din Bølge saae (udstregning: den ei??) ved Nordens Pol Den ei synkende Sol, Iisbjergenes evige Lag! Den følte Saharas brændende Dag; Den hvilte stille, udbredt som et Klæde, Om Øen, hvor Pilene græde! Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst, Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst. - Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green, Og gik over Perler og Dødninge-Been./ Den skued’ ved Luftningens Strømme ved Stormenes Chor (udstreget komma) Verden, saa undrende stor!-

Ja stor Du hæver Dig selv i Din Vugge og Grav, Herlige Hav! Og dog, hvad er vel Du mod Himlens store Sø, Hvor Jorden staaer kun, som en lille Ø, Hvor Sol og Maane, ja, hvor hver en Stjerne, Som Øer ligge adspredt i det Fjerne! Og hvad er atter denne store Vrimmel? Een Draabe kun i den uendelige Himmel! - Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer Paa Cherub-Vinger! - Men døe? - Ja det er underligt at tænke paa! Dog, grumme lidt det Hele vi forstaae! Det er saa stort og smukt hvad Døden skjænker, Ja meget (udstreget meget) meer end nogen digter tænker. O, saae vi det kun klart med Aandens Blik, Vi lige strax da ned i Graven gik, Men vi er' Børn jo kun paa denne Side, Og børn maae ikke Alt paa eengang vide. -Thi bruus kun, vilde Hav, opløft Din Kjæmpe-Vove, Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love! _____

H.C. Andersen