Billede

Brev fra H.C. Andersen til A.F. Elmquist (14/04-1831)

Inventarnummer
HCA/2021/7

Om genstanden

Brev fra H.C. Andersen til avisudgiver A.F. Elmquist i Aarhus vedrørende bidrag og honorar for digte til "Læsefruger, samlede på Litteraturens Mark". Et foldet ark papir, fire beskrevne sider, med udskrift og lakstempel. De to digte i brevet: "Sygt er mit vilde Hjerte" og "'Vuggevise' (frit efter Bellmann)" er ukendte i tryk. Donation af A.F. Elmquists tipoldebarn Michael Elmquist den 24. august 2021.

Manuskript

Transskription

Kjøbenhavn den 14 April [1831] Kjære Hr. Elmquist. De har nu i en lille Evighed ikke hørt fra mig, men Grunden her til er, at jeg har saa ganske beskjæftiget mig med at samle Materialer til min Roman, saa at jeg i den Tid ikke har kundet bestille meget andet. I Dag har jeg ellers den Fornøjelse at tilsende Dem to nye Digte, det ene er originalt, det andet derimod en Bearbeidelse af Bellmanns smukke Vuggevise; det vil fornøie mig om De kan benytte dem i Læsefrugterne. – Naar Deres Søn nu reiser hjem skal De faae nogle andre Smaasager, som jeg vil gjemme til denne gode Leilighed. Nu begynder da Vaaren, Træerne springe ud, og jeg føler da ogsaa trang til at springe med, men denne Gang skal det være en længer Reise, end den jydske ifjor; jeg vil besøge Udlandet. Jeg maa ud i Verden lidt, herhjemme sniger der sig formeget Sygeligt ind i min Sjæl, som jo ogsaa mine sidste Digte bære Præg af; det vil derfor i mange Henseender være godt for mig at komme lidt ud. Jeg reiser først i Mai, over Hamborg til Hartzen, seer maaskee Cassel og Berliin og smukke Stæder der ligge der imellem, og haaber at bringe et stort poetisk Udbytte hjem. Jeg maa selv betale Reisen, altsaa kan jeg ikke blive længe borte. 150 Rdlr vil jeg tage ud af Sparekassen, mere tør jeg ikke, men det bliver da for lidt, hvorfor jeg i disse Dage, ser at trække ind / Alt hvad jeg kan faae, fra de Boghandlere der have faaet mine sidste Digte; De vil derfor bevise mig en særdeles stor Tjeneste ved at lade mig faae ved denne Maaneds Slutning alt hvad De til den Tid har kunnet og kan indbringe (Deres Rabat fradraget) fra Phantasier og Skizzer. Jeg haaber at De ret overrasker mig med en Slump Penge, thi De er den jeg haaber det eneste fra. Til Gjengjæld skal De faae et af de bedste Digte jeg skriver i Udlandet, men nu disse, thi Pladsen er ikke stor her. – Hils Deres gode Kone og Børn!

”Sygt er mit vilde Hjerte” # Ak, Natten er saa lang, saa lang, Sygt er mit vilde Hjerte, Jeg trænger til en Vuggesang, Der dulme kan min Smerte. Jeg føler mig saa træt, saa træt, Men Hjertet kan ei blunde. Det kan ei længer drømme det, Som Barnet eengang kunde! # Ja drømme, drømme er saa smukt, En Himmel Drømmen bringer, Naar Søvnen har vort Øie lukt, Da faae vi Engle-Vinger Vi blive atter Børn igjen, Med Barnets Fryd og Smerte, Hvert Menneske er os en Ven, Og trofast hvert et Hjerte. # Alt har jeg Drømme-Himlen tømt, Seet Livets stærke Strømme, / Ja, jeg har levet, jeg har drømt, Hvad Hjertet her kan drømme! Dog bruser det saa mangen Gang, Sygt er det vilde Hjerte, Kun Dødens dybe Vuggesang Kan dulme denne Smerte. – H.C. Andersen Vuggevise (frit efter Bellmann) Sov Barnlille, uden Vee, Tidsnok vil det ende, Du vor onde Tid skal see, Og dens Galde kjende! Verden er en Sorgens Ø, Bedst Du aander, skal Du døe Blive Muld i Graven.

#

Eengang flød en Kilde frem Mellem Skovens Ege, Og en lille Dreng, med dem, Sprang i muntre Lege; Bedst som han sit Billed’ saae I de klare Bølger staae, Var det reent forsvundet.

#

Saadant er vort Jordliv her, Gid jeg det ei vidste! Som vi aande bedst nu der, Ligge vi i Kiste! Ja, Barnlille, tænk derpaa, Naar Du seer de Blomster smaae Smykke Mark og Enge.

#

Visselulle, hør Du mig, Giv Dig Gud det bedste! Naar Du vaagner, jeg til Dig Klipper Mænd og Heste! Bygger Korthuus – lulle lul! / Derpaa blæser dem omkuld; Synger smukke Viser.

#

Moder her til Barnet har Kirsebær og Blommer, Og er Du en lille rar – Præstemanden kommer, Smukke Navne Du da faaer, Visse lulle! Vuggen gaaer, Sov min søde Unge! H. C. Andersen.

Jo flere Penge jeg kan indkasere, deslænger syd paa kan jeg komme, derfor haaber jeg at De af Interesse for mit poetiske ”jeg” seer at trække ind til mig hvad der kan erholdes fra de der have Bøgerne i Komision for Dem. – De skulde ellers ikke selv have Lyst at gjøre denne Reise? Vi kunne saa mødes i Hamborg. Dr. Ryge og Overskou reise ogsaa paa denne Tid til Paris, den sidste har faaet Understøttelse til sin. Lev vel. Deres meget forbundne Andersen

[Udskrift:]

ST. Hr. Krigscommisair Elmquist i Aarhuus frit.

Min A[dresse er Store Kong]ensgade 33. 3 Sal.

Mere fra samlingen

Udforsk hele samlingen →

Noget helt andet

Se noget uventet

Tag et spring til en anden genstand i Museum Odenses samlinger.

Overrask mig →
Typhon/Blåskæg

Buste

Typhon/Blåskæg

1903-1905

Oplev vores museer

H.C. Andersens Hus

Træd ind i eventyret. H.C. Andersens Hus er for alle, der holder af leg og gode historier.

H.C. Andersens Barndomshjem

10 minutter fra TID – og 5 minutters gang fra H.C. Andersens Hus – ligger det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde, som H.C. Andersen boede i, fra han var to til 14 år.

Carl Nielsens Barndomshjem

Træd ind i Carl Nielsens hjem og duft den harpiks, man brugte til at smøre violinstrengene med.

Carl Nielsen Museet

Et moderne museum med store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange af den fynske komponist.

Den Fynske Landsby

Et frilandsmuseum med fokus på bæredygtighed og inspiration til grøn hverdagsaktivisme med bund i historien.

TID – Museum for Odense

Få timevis af oplevelser og overraskelser – og et særligt museum for børn. Gå heller ikke glip af den internationale billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.