Til Kongehuset
Mel. Beskjærm vor Konge, store Gud.
Den oldenborgske Hertug red
Fra Borgens Led.
Ved maan’klar Nat i Skoven grön,
Der Elverpigen slank og skjön
Et gyldent Drikkehorn ham böd
Med Troldoms Mjöd;
Men bort han smed den fule Drik,
Og jog i samme Öieblik
Afsted! det dundred’ under Hov
I dunkle Skov.
Guldhornet han saa mandig stolt
I Haanden holdt.
Paa Skyens Kant han Syner saae,
En Slægt med Kongekroner paa,
Hans Afkom, og med den er skeet,
Som han har seet.
Paa Mindets Himmel for os staaer
Hvad han har forudseet i Vaar. –
Besynges skal ved bredfyldt Kruus
Vort Kongehuus.
Kong Christiern, Kraftens vilde Aand,
Hver Borgers Ven,
Staaer der, sin Tids Laokoon.
Hvad Stort er, hævdes skal igjen!
Skue tredie Christian, oplyst god
Og Luthers Ven;
Han traadte Tidslen med sin Fod,
Frit Troens Palme skjöd sin Rod;
Han sang: Gud er saa fast en Borg
I Fryd og Sorg.
Kong Christian staaer ved höien Mast
I Rög og Damp. –
See tredie Fred’rik kjæmper fast,
Paa Volden er han, op til Kamp!
»Her i min Rede vil jeg döe,
I Rög og Damp!«
– I Trældom Bondens Taarer flöd,
Vor Konges Fader Stemmen löd,
Der Kjærlighed og Mildhed böd,
Han Aaget bröd.
Og nu – nævn Dannerkongens Daad,
Vor Fred’riks Id.
Han kaldte Folket i sit Raad,
Han löd sit Hjerte og sin Tid.
Gud holde i sin Varetægt
Ham og hans Slægt,
Dig Christian, Snillets ædle Ven,
Dig Ferdinand! – Lyd höit igjen
Vort Hurraraab, som Stormens Suus,
Hil Kongens Huus!
