Om genstanden
Manuskript: "Den sidste perle". Et foldet læg papir beskrevet på 3 sider.
H.C. Andersen skrev eventyret for at bringe trøst til sin sørgende ven, N.C.L. Abrahams, der netop den 26. oktober 1852 havde mistet sin unge kone Frederikke Abrahams, f. Philipsen (1810-1852).
N.C.L. Abrahams (1898-1870) havde lært H.C. Andersen at kende fra dennes første tid i København i 1820. Siden den tid, skrev Abrahams i sine erindringer, havde H.C. Andersen ”været en Ven af mig og mit Huus, og jeg og Mine skylde ham mangen herlig Time, naar han kom til os”. H.C. Andersen satte stor pris på Frederikke Abrahams, og hendes søn Arthur Abrahams skrev i sine erindringer om Andersen:
”Han satte stor Pris paa min Moder, og ved hendes Død, som han tog sig meget nær, sendte han min Fader det smukke, stemningsfulde Eventyr: ”Den sidste Perle”, som senere er trykt, men som jeg endnu er i Besiddelse af, skrevet med Andersens egen Haand.”
Det er dette manuskript, som Arthur Abrahams omtalte, som museet har erhvervet, for på manuskriptets sidste side har Arthur Abrahams skrevet:
”H.C. Andersen sendte dette Eventyr til min Fader nogle Dage efter min Moders Død, som et Tegn paa hans Deltagelse. Arthur Abrahams.”
Vi har således at gøre med det ældst bevarede manuskript til eventyret, og ordlyden i manuskriptet varierer interessant nok også en smule fra ordlyden i den trykte tekst fra november 1853 i A.C.F. Flinchs "Almanak eller Huuskalender" for 1854. (BFN638)
”Den sidste Perle” placerer sig midtvejs i H.C. Andersens forfatterskab. Den blev optaget i H.C. Andersens samling Historier fra 1855 – i en periode, hvor H.C. Andersen stærkt overvejede, hvilken genrebetegnelse, han skulle give sine fantasifulde fortællinger, og hvor han fandt, at betegnelsen ”historie” i folkesproget var den mest dækkende. ”Den sidste Perle” er da også en interessant genreblanding med elementer fra folkeeventyret, bibelske lignelser og antikkens symbolsprog.
I eventyret ”Den sidste Perle” modtager et nyfødt barn af gode feer ved vuggen gaver i form af perler. Dog én perle har barnet ikke modtaget, og barnets skytsengel opsøger feen, der har den sidste perle. Det viser sig at være sorgens tåre, en perle, der stråler i alle regnbuens farver, og som forbinder jorden med himlen og menneskene med deres afdøde kære.
Interessant nok indlemmede N.C.L. Abrahams ikke eventyrmanuskriptet i sin store autografsamling, hvis danske afdeling Det Kongelige Bibliotek erhvervede af arvingerne for 8.000 kr. i april 1878, efter at Rigsdagen den 2. april ved en særlig bevilling havde sat Ministeriet for Kirke og Undervisningsvæsnet i stand til at købe den. Ministeriet bemyndigede efterfølgende lederen af Det Kongelige Bibliotek, bibliotekar Chr. Bruun (1831-1906), at modtage og indlemme samlingen i bibliotekets håndskriftsafdeling.
Det kan tænkes, at manuskriptet var for personlig en ejendel til at skille sig af med ved salget i 1878.