Brev fra H.C. Andersen til Henriett Scavenius (07/10-1861)

Kjøbenhavn den 7de October 1861.

Kjære Fru Scavenius!

Man har sagt mig at De var ikke vel! længe har jeg været svævende med at skrive eller ikke skrive, men hver Dag ligger det mig sværere paa Hjertet, jeg vilde saa gjerne have Brev fra Dem, høre hvorledes De har det, hvorledes Alt staaer til paa det hjemlige kjære Basnæs. Mine Tanker ere saa tidt derude, det Hjem hvor man
med saa milde Øine see paa mig, hvor jeg har tilfulde Følelsen af at være en velkommen Gjest, slipper ikke af Tanken. Gid ret Guds Solskin lyse derind! paa Nysø er der nu mørkt og tungt, det er en svær Prøvelse saaledes at miste en kjær Datter der var Livligheden derinde; hvorledes mon de bære det? Vi vide Alle at hvad der skeer er Guds Villie og den er altid det bedste, men det er let at sige, men ikke saa let for den Prøvede strax at gjøre til sin faste Tænkning, dog kun i den er Trøst og Beroligelse. Forrige Nytaarsdag skrev jeg paa Basnæs et lille Vers, som jeg tidt, naar mit Hjerte er tungt, har i Minde, og som jeg hvor det er mørkt og svært, har Trang til at udtale, Deres Naade husker det vist, det slutter
Bed med dit Fadervor
Om Kraft i Modgang og naar Hjertet lider.
Stræb i alt Godt og lad det saa staae til!
I Verden skeer alene, hvad Gud vil!

Paa Christinelund er det endnu ikke ganske godt, Jonna Stampe ligger tilsengs; hendes Moder og Fader ere hos hende. Jeg har det meget travlt med mine Arbeider, snart komme de seneste Eventyr og Historier ud, dem deres Naade allerede kjender, men jeg tillader mig at sende disse, naar de ere trykte, enten til Dem eller Frøken Luzia! hils hende inderligt, hjerteligt! jeg fik hende slet ikke at see under mit korte Besøg paa Basnæs, hun er tilvisse en god, ædel Sjæl, saa barneung, Livet være hende rigt og velsignet! fra Herlufsholm har Deres Naade vist altid glade Breve, min flinke unge Ven der, vil tilvisse blive noget dygtigt, det er en Glæde at tænke derpaa! hils ham fra mig!
Eftersommeren er saa smuk, Solen skinner saa varm, der maa endnu være grønt og blomstrende i Have og i Skoven; jeg tænker mig Deres Naade og Miss Dunlop tidt vandre den friske Strandvei til Gran-Plantagen; nu er Skoven i sin gulnede Dragt, men deilig er den dog i hver sin Skikkelse, fra Foraarets Grønne til den staaer med Rimfrostens Koralpragt. Jeg savner meget den gamle Collin, hver Dag var jeg vant til at besøge ham, komme der i Huset, nu er det tomt i de Stuer; til Foraaret skal Gaarden sælges og da bliver den rimeligviis brudt ned og en ny, en smukkere, men uden Minder for mig, løfter sig. Det er saa Tidens Gang. Gid at jeg snart maatte høre fra deres Naade! vide hvorledes de Alle leve. Gud velsigne og bevare Dem og Deres.
Deres Naades
inderligt hengivne
H.C. Andersen