Om genstanden
Classens Have d 28 Nov. 54. Aften.
Kjære, gode Andersen.
Der gaaer vist ingen Dag, min kjære Ven, uden jeg tænker paa Dem, tænker saa inderligt systerligt venligt, og bliver jo altid lidt vemodig ved denne Adskjellelse i Vinter, som boede vi paa Spitsbergen. Hvor ofte taler Chr: og jeg om Dem og hvor dejligt det var i gamle Dage dagligen at see Dem og leve med Dem! Ofte er jeg ret længselsfuld efter at vide hvorledes De nu har det, og det er i et saadant Øjeblik og saadan Stemning, at jeg i Aften maa tale lidt med Dem, og bede Dem sige mig ved nogle Linier - om det ikke atter er lysere for Dem, thi kjære Andersen sidst jeg saae Dem hos Syster Ida, hang der en mørk Sky over Dem, der ligesom ligger mig paa Hjertet, hværgang jeg tænker paa Dem. - Medens jeg nu taler her med Dem, vil jeg komme med en lille Bøn, som jeg i Grunden ikke veed om er ubeskeden, - er den det, da veed jeg De venligen broderligen vil sige mig det - og - tilgive den; da jeg nemlig sidst skrev til Mrs: Spring, det var Dagen efter jeg hos Ida havde hørt Dem læse Deres ny »Historier«, jeg fortalte Mrs: S. meget om dem, og begyndte at ville fortælle hende dem, men det vilde ikke gaae, det blev en fordrejet Frihaandstegning, istædet for Deres levende Billeder, men saa sagde jeg hende, at jeg skulde see at faa Lov af Andersen at oversætte hende »de to smaa Historier« i mit næste Brev til hende, hun og hendes Baby skulde da faae dem til Julegave. See dette er nu det ubesindige Løfte, som jeg kan holde, hvis jeg maae laane Deres Manuskript et Par Dage, naturligviis at Ingen
seer dem, - men hvis dette nu er altfor ubeskedent eller De ikke kan lide det, skal De ikke gjøre Dem Samvittighed af at sige mig: No, no!
Jeg skal da nok klare for mig hos Mrs. Spring. Hvis jeg maae saa lad mig først faae den eene Lille, og naar den er færdig, den Anden. - Vi her ude har det herligt, Guds Natur er dog dejlig enten Nattergalen slaaer i de grønne Buske, eller Sneen dækker Jorden og Riimfrosten hænger som tykke skinnende Blomster paa Træer og Buske, og Vinden suser gjennem de høje Linde. Maanen straaler mildt og klart ned paa den alvorlige Jord og paa Havet, der ruller sine sorte urolige Bølger op mod Stranden. Alt det har jeg her fra mit Vindue og meget meer, men Alt stille eensomt, fredeligt! Man faaer en egen Samklang med Naturen, ved saaledes at leve mit i den, jeg finder det velgjørende og forfriskende.
Dette er et lille Billede af udenfor Stadens Volde og Grave, jeg vil ikke skildre Dem det indenfor , det seer De jo selv dagligen. Gud give De, min kjære Ven, var her og deelte Alt dette med os! Chr: hilser Dem kjærligst. Lever De Noget for hvad der foregaaer der nede paa Krim?[2859]) Jeg sidder i en stille Forundring over hvad den Algode Gud, kan mene med Alt det! Det veed jo kun Han!
der styrer Alt! - Han
holde sin Haand over Dem, kjære Ven, og gjøre Dem glad!
De skriver snart lidt til Deres uforandrede systerlige
Henriette Wulff.
